Asle trives bedst i huset ude på landet, hvor han maler, og når han endelig møder andre i byen – en taxichauffør, en cafégæst – giver de udtryk for at have mødt ham før. Uden at han husker det mindste.
Fornemmelsen af fremmedhed i det velkendte løber gennem de tre første bøger i ”Jeg er en anden”, Jon Fosses planlagte syvbindsværk, og ikke uventet også ind i den aktuelle fjerde bog.
Her er Asle kørt ind til Bjørgvin, et gammelt ord for Bergen, hvor han som vanligt skal mødes med sin gallerist. Men et andet sted i byen er en mand indlagt på hospitalet. Han er også kunstner og ligner Asle (og Fosse) på en prik. Med hestehale, sort tøj og store tørklæder.
I første bind fandt Asle sin dobbeltgænger og navnebror døddrukken i sneen og hjalp ham på hospitalet. Og da han nu er i byen igen, overvejer han at besøge ham. Og måske er alkoholen også dét, der har sløret og slettet hans hukommelse? Så meget, at han ikke engang husker at have drukket?
Fortiden husker Asle under alle omstændigheder knivskarpt. Opvæksten på landet. Søsterens pludselige død. Hustruens død. De første malerier og den første udstilling i Barmen Ungdomshus. Det sidste minde træder frem, mens han venter på galleristen Beyer, og via mindet beskrives kunstsynet i det tyndt befolkede vestland, hvor man mest sætter pris på naturalistisk kunst.
Men Asle er allerede som ung en moderne maler, og kun en enkelt gæst på udstillingen, en bybo, kan se kvaliteten i hans første malerier. Manden, der siger: ”Du har fremtiden for dig,” viser sig naturligvis at være Beyer, med hvem han indleder et livslangt venskab og forretningsforhold.
Det er nu ikke uden ambivalens. For vel var det Beyer, der opdagede Asle som maler, og vel var det ham, der siden gjorde det muligt for ham at leve af kunsten. Men Beyer er i bund og grund en pengemand, en krejler, og ved at købe malerierne forvandler han Asles personlige, religiøst tonede farver og penselstrøg til penge og business.
Samtidig udsættes malerierne for uvidenhed og biografisme. Enhver kan træde ind på Beyers galleri og se dem, og de mennesker, Asle møder, går ind, fordi de kender ham. På den måde skaber Fosse plads til at skrive om ikke kun malerkunstens vilkår, men også om litteraturens, hvor de forfattere, der ”giver noget af sig selv” i interviews, stimulerer bogsalget. Det nytter ikke noget kun at skrive eller male, hvis man for alvor vil slå igennem.
Måske er det derfor, Asle ikke er rig eller en stjerne på kunsthimlen. Han har ikke villet give interviews i årevis. Og som han sidder dér og venter på Beyer, mærker han for første gang en ulyst til at fortsætte. Han vil have en hund og en båd i stedet for at male og fodre pengemaskinen.
I hvert bind af ”Jeg er en anden” lægges lidt mere på, en ekstra cirkel, et nyt strøg, og med den nye beskrivelse af kunstverdenens logik får septologien tilført ilt og udsyn. Og med Asles opgivenhed er det også, som om en slutning begynder at dæmre. Fosse har endnu ikke sat et punktum – værket er én lang sætning, bundet sammen af demonstrativ brug af ”og”, ”tænkte han” og ”tænker han” – men det føles, som om det begynder at nærme sig. Punktummet og slutningen.
Kritikere har allerede udråbt ”Jeg er en anden” til ”et storværk” og ”en læsefest”. Det forekommer nu lidt præmaturt. For prisbehængte Fosse har trods sin ferme stil stadig ikke forløst stoffet. Men bind fire er et af de bedre. Ikke mindst fordi det kun er på 74 små sider. Det gør, at stilen – den lange sætning og den tilstræbte, mumlende omstændelighed – ikke når at trætte.
Men om det lille bind er del af et mesterværk, eller om det bare er okay old school-modernisme, kan man altså først mene noget om, når den sidste side er læst. Når det lille punktum, der godt kunne vise sig at være metafor for den uundgåelige død, dukker op. Allersidst i bind syv.