Prøv avisen

Hyltoft: Jeg havde ikke grædt over Eurovision i Herning

Næstformanden i DR's bestyrelse, Ole Hyltoft, respekterer valget af København som værtsby til grand prix

Flere borgmestre kritiserer DR for at have valgt København som værtsby til det europæiske Melodi Grand Prix. Det kan næstformand i DR's bestyrelse Ole Hyltoft sådan se godt forstå, og han havde da heller ikke haft noget imod det, hvis Herning var blevet udvalgt.

- Jeg ville ikke have grædt, hvis det var blevet i Herning. Man kunne godt have overbevist mig om, at det skulle være i Herning, siger Ole Hyltoft, der samtidig understreger, at valget udelukkende har været en direktionsbeslutning.

Alligevel har næstformanden forståelse for, at DR til syvende og sidst valgte hovedstaden København.

- En almindelig vurdering vil selvfølgelig sige, at København giver mest bonus for hele landet. Så jeg har ikke noget imod, at Maria Rørby Rønn (DR' s generaldirektør, red.) og hendes direktører har valgt, som de har, siger Ole Hyltoft.

Han mener ikke, at Herning kunne have gjort så meget anderledes i deres bud for at blive foretrukket som værtsby-

- Herning skulle måske have inddraget de andre omliggende byer noget mere, men jeg synes, at Herning har gjort meget for at blive valgt, siger Ole Hyltoft.

Rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, Marc Perera Christensen, er rasende over valget af København.

- Det er københavneri af værste skuffe. DR svigter licensbetalerne i hele Vestdanmark og burde øjeblikkelig skifte navn til Københavns Radio, siger han.

Finalen i det europæiske Melodi Grand Prix finder sted i B&W hallerne på Refshaleøen lørdag den 10. maj 2014. Semifinalerne afvikles 6. maj og 8. maj.