Prøv avisen

Hymner fra stenbroen

-- Både lovsangen og klagesangen er en søgen mod forløsning. Kreativt og eksistentielt, siger Jonas Petersen. Han henter sin inspiration fra Jonas' Bog og Søren Kierkegaard og er noget så sjældent som en anmelderrost kristen sanger/sangskriver

Scenen er Løves Bogcafé på Vesterbro, og rummet er tætpakket. Unge mennesker drikker fadøl og kaffe ved de små borde, mens de venter på at høre et usædvanligt indslag på den københavnske musikscene: En kristen sangskriver, der har hittet på P3 og er blevet skamrost af anmelderkorpset. Udenfor, på den regnvåde Vesterbrogade, er der trængsel og alarm. Men ikke her. Det unge publikum lytter andægtigt, mens de skrøbelige toner fylder rummet. Orkestret spiller på harmonika, violin, mundharpe og sav, og lydbilledet er på én gang levende og afdæmpet.

I midten sidder Jonas Petersen, en ung mand iført sixpence og akustisk guitar. Hans stemme er lys og levende, og teksterne minder ikke om den gængse P3-lyrik. Linjer som "Hallelujah to the King" blandes med underfundige fortællinger om håb, fortvivlelse og tro.

Sangen "So comforting the hymn" går rent ind hos publikum. Teksten kredser om trøstende hymner og smertelige elegier. Om at tage en dag ad gangen og om at give sig hen til sangene, når sorgen rammer os. Sangen blev skrevet, mens sangerens morfar lå for døden, fortæller Jonas Petersen dagen efter i sin lille Vesterbro-lejlighed.

– Jeg skrev sangen færdig netop i de minutter, hvor han udåndede. Da faldt det hele på plads for mig. Min morfar syntes altid, man skulle leve en dag ad gangen. Og han fik mig til at tænke på Jesu? ord "hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?" Det kendetegner den tid, vi lever i, at der ligger en stor dyne af bekymringer over os alle sammen. Vi er bange for fremtiden, for terror, for utroskab, og hvad ved jeg. Men når man er tynget af bekymring, så kan man netop søge tilflugt i elegien.

For Jonas Petersen er der to hovedspor i både litteraturhistorien og i hans egne sange: hymnen og elegien. Besyngelsen af det, man glædes over, og besyngelsen af det, man netop har tabt.

– Både lovsangen og klagesangen er en søgen mod forløsning. Kreativt og eksistentielt. Sangen giver os et ekstra sprog, som kan tage over, når vores tale ikke slår til, siger Jonas Petersen.

Når Jonas Petersen spiller musik, kalder han sig ikke Jonas, men Hymns from Nineveh. Navnet henviser til Assyrerrigets antikke hovedstad, Nineve, som optræder i Jonas' Bog i Det Gamle Testamente. Gud sender Jonas til Nineve for at forkynde byens undergang. Undervejs bliver Jonas som bekendt slugt af en hval, men da han når frem, får han byens beboere til at omvende sig, og Gud opgiver sin dom over byen. Fortællingen har altid fascineret Jonas Petersen.

– Da jeg begyndte at skrive mine sange, opstod der hurtigt et fællestræk ved sangene. De italesatte nogle eksistentielle problemer. Og så kom jeg i tanker om Jonas' Bog. Nineve var en kæmpe metropol i oldtiden, og det var et gennemsekulariseret samfund. Og pludselig omvender hele byen sig til Gud. Det er en utrolig fortælling, og den satte mine tanker i gang. Tænk, hvis det samme skete i New York i dag. Hvilke sange stiger op fra en by, som netop har valgt Gud?

Dét spørgsmål er en konstant inspiration for Jonas Petersen. Nineves sange måtte rumme både glæden og smerten. Lovsangen og klagesangen. Hymnen og elegien. Men også tvivl, anfægtelse og forundring. Og det er elementer, han prøver at give plads i sine egne sange.

– Evangeliet er en kæmpe kilde til inspiration for mig. Både selve de bibelske fortællinger og salmerne. Jeg kan godt lide, når titlen på en roman eller et digt reflekterer teksten, og titlen bliver en medspiller. På den måde bliver det mytologiske Nineve en ramme om mine sange, siger Jonas Petersen.

Hymns from Nineveh debuterede i december med EP'en "Uncomplicated Christmassongs". Fem melankolske folksange spillet på akustisk guitar og sunget med Jonas Petersens fængslende lyse stemme. Uden bjældeklang og banjomus, men med en inderlighed, som sjældent er hørt mage til i den rytmiske julemusik.

Teksterne trak veksler på den amerikanske salmetradition med linjer som "Hark, the Herald Angels sing" og lavede i øvrigt subtile referencer til både John Lennon og The Beatles, og anmelderne jublede. Musikmagasinet Gaffas anmelder proklamerede således: "Selv for en hedning som undertegnede går "Uncompliated Christmassongs" rent ind og er ved at få mig til at vakle i min mangel på tro". Men faktisk er Jonas Petersen slet ikke interesseret i at omvende nogen til kristendommen.

– Hymns from Nineveh er ikke et missionerende projekt. Selv hvis jeg kunne gøre folk kristne med en sang, så ville jeg ikke. Mine sange skal rumme refleksion snarere end budskaber. For hvis man skriver en sang for at overbevise lytteren om noget, så udelukker man muligheden for at blive modsagt. Jeg er inspireret af Søren Kierkegaards "Frygt og Bæven", hvor han gendigter Abrahams ofring af Isak i fem forskellige scenarier. Han reaktualiserer og fortæller i stedet for at prædike én bestemt morale.

På den københavnske rockscene er det et usædvanligt valg at debutere med en juleplade. De fleste musikere ville formentlig kalde det et kunstnerisk selvmord, men for Jonas Petersen gav det mening. Julen har altid været en hellig tid for ham.

– Der var helt klart noget kamikaze over at udgive julesange. Det kan let blive så plat. I Sys Bjerres julesang synger hun blandt andet "varm leverpostej og svin i gele/ brunkagedej og fedtet fiskefilet".

Jonas griner lidt af teksten.

– Ikke et ondt ord om Sys Bjerre, men det viser bare, at man har et ret stort råderum i den genre. Og den juleplade var en udfordring, som jeg var nødt til at tage på mig. Jeg tror på, at Jesu fødsel var en historisk begivenhed med en stor, stor indflydelse på den menneskelige tilværelse, og det har inspireret mig. Julen og påsken er de årets vigtigste begivenheder for mig, og de omslutter hele min tro.

Fra anlægget i det lille Vesterbro-værelse flyder Johnny Cash' karakteristiske rustne stemme. Den sidste plade i den afdøde countrysangers American Recordings-serie er udkommet for nylig, og Jonas Petersen hører den uafbrudt. De intense sange om døden, kærligheden og frelsen er en kilde til inspiration for ham, og på et punkt er han endda gået i idolets fodspor: Han har spillet koncert i et fængsel. Præsten i Vestre Fængsel inviterede ham til at spille for de indsatte, og den oplevelse kommer han aldrig til at glemme.

– Det var utrolig intenst. Fangerne var et yderst opmærksomt publikum, og sange om skyld og forløsning fik en lidt anden kontekst her. Fangerne var meget inspirerende at tale med, og det var en stor oplevelse at få indblik i det arbejde, som fængselspræsten, Erik Adrian, udfører.

Jonas Petersen voksede op langt fra både Vesterbro og Vestre Fængsel. Da han var to år gammel, flyttede familien til Botswana, hvor hans far skulle undervise på en bibelskole. Fem år senere flyttede de til Ringkøbing, og som teenager var Jonas Petersen en del af det unge kristne miljø i Vestjylland. Jonas Petersen havde dog et lidt anstrengt forhold til musikscenen i frikirkemiljøet.

– Deres projekt har tit været forfejlet, for det har været for forkyndende og ureflekteret. Men der sker nogle interessante ting i de unge kristne miljøer lige nu. Der er en kreativ bølge i gang, og hele scenen er på vej et andet sted hen. Man er begyndt at tale det religiøse sprog på en ny måde, og man er blevet bedre til at sanseliggøre de gamle fortællinger.

Da han i sin tid blev student fra Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing, flyttede Jonas Petersen fra hjemegnen. Han ville væk fra provinsen. Først gik turen til Århus, siden til København, og han nyder stadig storbyens puls. I dag kan han ikke forestille sig at flytte tilbage permanent, men fra tid til anden savner han hjemegnen. Lokalsamfundet. Fornemmelsen af at have et 360 graders udsyn til himmel. Barndommens salmer har han taget med sig til storbyen, og de har stadig stor betydning for ham. "Hil dig frelser og forsoner", "Her vil ties, her vil bies" og "Sorrig og glæde" er favoritterne.

– Jeg har kendskab til mange gamle og senile mennesker, som har været så syge, at de ikke længere har haft et talesprog. Men salmerne kan de huske. De danske salmer går simpelthen i rygmarven på folk. Der er en eksistentiel kraft i dem.

Hvorfor skriver du så sange på engelsk i stedet for at skrive nogle nye danske salmer?

Jonas Petersen tænder en cigaret og tænker længe.

– Dansk er et smukt sprog, men det stiller store krav til én, når man skriver. Man skal beherske sproget i ekstrem grad, og så er der mange konsonanter, som er svære at synge på. Jeg eksperimenterer stadig med det, og måske lykkes det en dag. Men samtidig er engelsk det kulturelle modersmål for en musiker, og jeg håber på, at jeg en dag kan nå et internationalt publikum også.

For dét er netop musikkens stærkeste kvalitet, mener Jonas Petersen. En sang kan række ud over sin egen tid og kontekst og tale til en lytter langt borte. Og det er fælles for hans forbilleder, at de gør netop det. Både Brorson, Kierkegaard, Bob Dylan og Leonard Cohen kan række ud af tidens dyb og fortælle ham noget væsentligt. Som den dag, han stod derhjemme og vaskede op, mens ghettoblasteren spillede Leonard Cohens ballade "Sisters of mercy".

– Pludselig brød jeg grædende sammen. Hans sætninger ramte mig. Tænk, at en sang kan række 40 år frem i tiden og ramme lytteren på den måde. Men det er det, musik kan. Jeg håber, at jeg en dag kan skrive en sang, der vil kunne ramme en lytter lige så rent. Jeg tror, det er det, alle sangskrivere stræber imod.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Hymns from Nineveh er p.t. i gang med at indspille debutalbummet, som udkommer til sommer. Lyt eventuelt til musikken på www.myspace.com/hymnsfromnineveh