Prøv avisen
Bog

Hypet romandebut er en skuffelse

3 stjerner

Isabella Hammads ambitiøse roman ”Pariseren” vil fortælle Palæstinas splittede historie og er blevet kaldt ”sublim” og ”en tour de force”, men er i lange stræk kedsommelig læsning

Nogle romaner kan man have noget imod, men alligevel ende med at overgive sig til. Andre romaner kan man have stor sympati for, men alligevel ende med at finde irriterende eller kedsommelige. Det sidste er desværre tilfældet med ”Pariseren”, Isabella Hammads 550 sider tunge debutroman, der forsøger at fortælle Palæstinas splittede historie gennem et enkelt splittet menneske.

Det er en rigtig god idé og et stort stof, der fortjener lige præcis så mange ord og sider, som Hammad bruger. Og skal man tro forskræppet, er ”Pariseren” ikke bare en kommerciel succes – solgt til udgivelse i en lang række lande – men også en kunstnerisk bedrift, og jeg ville ønske, jeg også kunne skrive begejstret om den episke fortælling om Midhat Kamal, der er søn af en tekstilhandler i palæstinensiske Nablus, men i 1914 rejser til Frankrig for at læse medicin. Her bliver han indlogeret hos en doktor i antropologi, Frédéric Molineu, og forelsker sig i hans datter, Jeanette. Deres hemmelige romance afbrydes dog, da Midhat opdager, at Frédéric kun har ladet ham bo i huset for at studere ham. Han vil, som Midhat ved et skæbnesvangert tilfælde læser i hans notesbog, studere ”Effekten af et nyt sprog i en primitiv hjerne”.

Da Midhat konfronterer Frédéric, er hans forsøg på en undskyldning knusende: ”Jeg har forsøgt at menneskeliggøre Dem!”.

Midhat rejser ad omveje tilbage til Nablus på Vestbredden, hvor et ægteskab arrangeres, og han får børn. Men Vestens sæder og skikke sidder i ham – han bliver kaldt ”Al-Barisi”, Pariseren – og det samme gør mindet om Jeanette. Han hører til begge steder og ingen steder, hans indre er i ubalance, præcis som verden omkring ham: Første Verdenskrig, de jødiske immigrationsbølger, Palæstina, der bliver britisk mandatområde, Det Osmanniske Riges sammenbrud og uendelig mange andre dramatiske udviklinger og afviklinger.

Den lille historie er på den måde effektivt indlejret i den store i ”Pariseren”. Problemet er bare, at jeg kedede mig undervejs. Når avisen The Guardian har kaldt romanen for ”en tour de force”, og forfatter Zadie Smith mener, den er ”en sublim læseoplevelse”, er jeg ikke med. Jeg blev sjældent opslugt af fortællingen og oplevede fortælleren, der glider ud og ind af karaktererne i det store galleri, som for meget, ligesom jeg blev frustreret over sproget, der indimellem glimter, men for ofte minder om noget fra min ungdoms Wilbur Smith-romaner.

Som beskrivelsen af ”en flot mand med en statues regelmæssige træk – øjenbrynenes lige linjer, et charmerende smil og en stolt næse”. Eller når der om en kvinde står, at ”hun havde musikfingre, de løsnede skoen som en pianist, der løb gennem en toccata”.

”Pariseren” er som nævnt den 27-årige engelsk-palæstinensiske forfatters debut, og det bærer den præg af. Hun vil for meget, vil vise alt, hvad hun kan, og ender med en roman, der nok er imponerende i sin episke ambition, men også skrumlet og overfortalt. For mig altså. Andre mener, den er fantastisk. Har givet sig hen til den. Det kunne jeg ikke. Jeg læste med et skuldertræk. Det er ikke nogen ubetydelig anke. Især ikke mod en roman, der så åbenlyst gerne vil feje benene væk under sine læsere.