Forfatter Stig Dalager har siden debuten ”Hærværksforeningen og andre noveller” i 1980 skrevet over 50 bøger – hvoraf mange er teaterstykker, der sidenhen er oversat og skal filmatiseres.
Med ”Rabbiens sidste dage” har han omskrevet fortællingen om Jesu sidste dage og hans genopstandelse, og sammen med billedkunstner Martin Bigum har han skabt et smukt og poetisk værk om påskedagene.
”Rabbiens sidste dage” er en fri fortolkning af elementer fra de fire kanoniserede testamenter og Thomas-evangeliet, og nyfortolkningen er ikke kun med til at give krop til historien om vandreprædikanten – den omskriver også især Judas’ forbindelse til Jesus og hans forræderi.
Læseren træder ind i historien, da fortælleren forfølges af en syg kvinde i et stenet, goldt og varmt landskab. Hun vil helbredes, og sammen finder de to tilbage til Jesus, der er på vej mod Jerusalem.
Fiktionaliseringen af Jesu miljø omkring år 34 er rammende og næsten filmisk skrevet. Tag blot beskrivelsen af Pilatus, da Jesus første gang ser ham:
”I den tunge krop, de sammenknebne øjne, der betragter ham med en vis foragt, og i det blege ansigts fyldige læber, der er adskilte som hos et menneske, der har svært ved at holde tankerne samlet og er et offer for sine egne lidenskaber og tilskyndelser, genkender han præfekten Pilatus fra det, han har hørt om ham.”
Som den kvikke læser vil have opdaget, er synsvinklen her skiftet til et andet ”han”, nemlig Jesus selv. ”Rabbiens sidste dage” er skrevet med to tredjepersonsfortællere, Jesus og Judas, hvor synsvinklen glider fra den ene mod den anden og tilbage igen, og da Jesus holdes fanget af Pilatus’ soldater, er de to så sammenkoblede, at det personlige stedord ”han” synes at referere til dem begge.
Dermed smelter de to sammen, men det er ikke bare Judas’ rolle, der i Stig Dalagers hænder er omskrevet. Romerne og herunder Herodes Antipas, der samarbejder med romerne, er Jesu og hans disciples fjender. Hvor Judas mener, at Jesus skal bruge sin magt i bekæmpelse af dem, nægter Jesus at påtage sig den magt og dermed anerkende sin egen betydningsfulde rolle.
Stig Dalagers dramatiske og poetiske fiktionalisering følges af Martin Bigums fortolkende og udtryksfulde stregtegninger. Ved første øjekast ser illustrationerne ufærdige ud. De er grove i stregen og ligner snarere skitser til et billede, der venter på at tage fysisk form. Det er en smuk udlægning af de budskaber, som rabbien rummer.
At man skal se gennem stoffet og se den lysende hånd bagved og med andre ord ikke kun se med øjnene, men med hjertet. Især det sidste, den følelsesmæssige accept af Jesu kryptiske lignelser har Judas – i Stig Dalagers version – svært ved at forlige sig med.
Han kan ikke lytte med hjertet, men kun forsøge at forstå med hovedet. Hans studier i græsk og hebraisk hjælper ikke stort der, og gennem Stig Dalagers elegante samtaler overtager læseren snart Judas’ uforstående rolle.
Her taler Jesus og Judas i begyndelsen af bogen sammen:
”Hvorfor går du med lukkede øjne?”.
”Det gør jeg heller ikke.”
”Er jeg ikke en del af lyset og skyggerne? Er du ikke?”.
”Jo.”
”Og holder det nogensinde op?”.
”Nej.”
”Der har du svaret.”
Jesu karakteristiske lignelser og mystiske tale er flot sammenflettet med det øvrige stof, og i mine øjne rammer Stig Dalager den kryptiske stil fint.
Stig Dalagers fiktionalisering om Jesus, der fordomsfrit ser, at mennesket på trods af dets synd skal tilgives og elskes, er eviggyldig. Med Martin Bigums skitselignende stregtegniner som krop lever fortællingen videre.