Når man kaster et blik tilbage på det 20. århundredes litteratur, er det svært at komme uden om Peter Seeberg. Hans skønlitterære forfatterskab er ikke omfattende, til gengæld består det af en række små bøger med en næsten uudtømmelig rigdom.
En af de bøger i Seebergs forfatterskab, der har fået mindre opmærksomhed, end den fortjener, er romanen "Hyrder" fra 1970. På trods af at romanen blev læst højt i Danmarks Radio og udkom i flere oplag, er det den mindst læste og kommenterede bog i det ellers flittigt kommenterede forfatterskab.
LÆS OGSÅ:O, min Arendse
I sin anmeldelse af "Hyrder" skrev Jens Kistrup, at bogen "gør et meget stærkt indtryk. Den er som kunstværk på én gang enkel og subtil", mens en anden Jens med efternavnet Kruuse skrev: "Peter Seeberg har skrevet en forunderlig rig lille roman om os alle som hovedpersoner i vores alles liv."
Når bogen ikke har fået den store opmærksomhed, har det givetvis noget at gøre med dens særegne blanding af social samtidsskildring og evangelisk fortolkning.
De samtidige marxister på universiteterne mente ikke, at "Hyrder" levede op til tidens fordringer om socialt engageret litteratur. Omvendt er den efterfølgende forskning gået i en stor bue uden om bogen, hvad der formentlig har noget at gøre med dens kristne livsforståelse.
Seeberg voksede op i et indremissionsk hjem i Sønderjylland med en far, der var lærer i skolen og degn i kirken. Bibelen var derfor en tekst, Seeberg tidligt blev fortrolig med, og som han i sine ungdomsår havde voldsomme anfægtelser over for, stimuleret ved læsningen af Nietzsche. Som motto til debutromanen "Bipersonerne" (1956) valgte Seeberg et motto fra Jeremias' Bog. Hans næste roman fik den bibelske titel "Fugls føde" (1957), og det samme gjorde altså den tredje roman, "Hyrder".
Selve titelordet optræder ikke i bogens tekst. Det optræder derimod i førsteudgavens bagsidetekst, hvis sidste del lyder: "Leo Gray er bogens hovedperson. Indtil videre. Hvem skal ikke have lov til at være hovedperson? Men det er ikke det, HYRDER betyder."
Bagsideteksten er så tilpas finurlig, at den må være skrevet af forfatteren selv. Personen med det symbolske navn Leo (løve) Gray (grå) er altså ifølge forfatteren kun midlertidigt hovedperson. Han er den, der i begyndelsen af romanen hjælper andre mennesker i medfør af sin stilling i socialforvaltningen, men efter en alvorlig trafikulykke i bogens andet kapitel bliver han stum og lam, og derefter er han den hjælpeløse, der skal hjælpes af selv samme velfærdssamfund. Resten af bogens otte kapitler handler om Leos utro samlever, Viola, Leos tro veninde, Rosa, og Leos oprørske søn, Mark.
Spørgsmålet om at være hovedperson i tilværelsen trækker en linje tilbage til "Bipersonerne" og understreger samtidig en central betragtning i "Hyrder". Uanset at velfærdsstatens effektive hospitalsvæsen formår at udsætte Leos død og give ham en tålelig tilværelse i kørestol, er det stadig døden, der har og får det sidste ord. I forhold til døden er og bliver mennesket ikke mere end en biperson.
Derfor er Leo, som det fremgår af hans drømmesyner, og på trods af symbolikken i hans navn, ikke andet end et får på marken. Det er dette, titlen "Hyrder" sigter til.
Skønt "Hyrder" som sagt er skrevet på opfordring af Danmarks Radio, er den i lighed med Martin A. Hansens radioroman "Løgneren" (1950) spækket med mytiske og evangeliske referencer, der er vanskelige at fange ved første bekendtskab. Hvor "Løgneren" efterhånden er grundigt behandling og kommenteret, synes "Hyrder" stadig at være en forholdsvis ubefærdet ø midt i Seebergs skønlitterære kongerige. Det gør den ikke mindre attraktiv at betræde, tværtimod.
Peter Seeberg: Hyrder. Udkom første gang i 1970.
I klummen "Genlæst" skriver et fast panel hver tirsdag om klassikere fra litteraturens verden. Hvis du har en idé til en klassiker, som panelet kan genlæse, så skriv til kultur@k.dk