I anledning af Søren Kierkegaards 200-års fødselsdag udsender forlaget LogosMedia et bind med 10 taler til fødselaren. Festtalerne bestræber sig på at vise Kierkegaard som en gammeldags forkynder, der går i kødet på en behagesyg kirke, som har kvittet Vorherres ord til fordel for lunken almenreligiøsitet.
Henrik Højlund uddyber og skærper dette tema, for når Kierkegaard i nogle af sine bøger understregede det skjulte gudsforhold, så bidrog han måske selv til at dæmpe og fortone modsætningsforholdet mellem kristendom og ateisme. Højlund illustrerer det med en diskussion, der udspandt sig mellem kirkefolk og ateister, og hvor en af ateisterne til sidst udbrød: Kan du fortælle mig, hvad jeg skal gøre, for at du ikke betragter mig som kristen?. Nej, Kierkegaards tanker om det skjulte gudsforhold kan også resultere i, at kirken bare klimprer med på den gennemgående melodi og ikke kaster handsken til en kristendomsfjendsk samtid. Derfor er Højlund begejstret for Indøvelse i Christendom. Her foretager Kierkegaard nemlig et opgør med den skjulte inderlighed og understreger den klare bekendelse. Dermed bliver denne bog ikke blot et vigtigt kritisk korrektiv til Kierkegaards eget værk, men sandelig også til vor tid. Behøver jeg at trække linjerne op til nutiden? Det er nutiden, konkluderer Højlund.
LÆS OGSÅ: De 10 vigtigste ting at vide om Søren Kierkegaard
Orla Villekjær skriver udmærket om bl.a. den anti-totalitære Søren Kierkegaard, der så durk igennem Hegel og hans filosofi, hvis virkninger skulle brede sig som ringe i vandet, længere og længere ud: På mange måder advarede han om de følger af Hegels filosofi, som årtier efter Kierkegaards død blev virkeliggjort i marxisme, kommunisme og nazisme.
Også ifølge Carsten Elmelund Petersen er problemstillingen i Kierkegaards tænkning uimodsigeligt religiøs, men Petersen kunne nu godt have læst korrektur en ekstra gang på sit bidrag. Om Kierkegaards bror hedder det, at hans hustru døde allerede i sommeren 1937. Og på næste side, står der, at Kierkegaard afbrød sit teologiske studium i 1935. Læseren kan godt finde ud af at trække 100 år fra, men derfor er det jo stadigvæk sjusk.
Hensigten med antologien, Søren længe leve, er ikke mindst at hylde og hævde Kierkegaards værk som et opgør eller en undsigelse af den ånd og retning, som har formet kirke og kristendommen i nyere tid. Det fremgår af den næsten 20 år gamle novelle Sørens genkomst, hvori Leif Andersen lader Kierkegaard selv få ordet. Novellen er ikke ringe, men af en så talentfuld teolog som Leif Andersen kunne man godt have forventet en aktualiseret gennemskrivning af teksten. Dermed ville Kierkegaards anskrig vedrørende folkekirkens udvikling måske også have mindet mere om den længe opsparede forargelse, der eksploderede under kirkekampen i 1854-55.
Overordnet set er Søren længe leve! imidlertid et tankevækkende og letlæst vidnesbyrd om, hvordan man kan tolke Kierkegaard i dag.