Siden sin debut med bogen "TAK" fra 2001 har Lone Hørslev høstet ros fra alle sider. Blandt andet for sin omgang med en genkendelig virkelighed, hvilket blev helt eksplicit, da hun omsatte sin egen skilsmisse til digtsamlingen "Jeg ved ikke om den slags tanker er normale" fra 2009. Skilsmissedigtene skabte en del debat, fordi de gik helt tæt på hendes egen sårethed ved for eksempel at lege med tanken om at stikke "en køkkenkniv igennem en vis mands øje og kind og bryst og hjerte".
LÆS OGSÅ:Håbløshed og erindring
Nu er Hørslev tilbage med sin tredje roman "Sorg og camping", der til gengæld rammer lige ind i de fleste anmelderes hjerter på en mere fredsommelig vis.
I Politiken bliver det endda til fem hjerter, og Mikkel Bruun Zangenberg kalder romanen "et pragtfuldt råt og retro-skarpt snapshot af danskerne, alle os camperende fluer i hverdagens musefælder – men hvor fængselslivet samtidig skriger på muligheden for flugt og frihed. 'Sorg og camping' synes at hviske: Styrt ud og lev." Og han er ikke alene om at nyde Hørslevs hverdagsdrama fra 1980'ernes Vestjylland.
"Hendes provinsprosa rykker," skriver Weekend-avisens Leonora Christina Skov, der ellers tidligere har kedet sig under læsning af danske hjemstavnsromaner. Men Lone Hørslevs provinsdrama får de bedste ord med på landevejen:
"Man morer sig, krummer tæer og genkender mangt og meget, imens provinsen stille og roligt krænger vrangen ud på sig selv. På sine egne skæve præmisser, og alle mine provinsprosaiske forbehold til trods, er 'Sorg og camping' en ekstremt vellykket roman."
Anderledes forbeholden er Morgenavisen Jyllands-Postens Erik Svendsen over for den "på mange måder vellykkede roman", som han "nøjes" med at give fire stjerner:
"Realismen er fingeret. Men okay, de fleste læsere ved godt, at kunst og hverdagsliv ikke er hinandens spejl. Desværre."
I Berlingske har Sarah Skarum dog ikke brug for nogen som helst forbehold. Hun mener derimod, at bogen fortjener seks stjerner for at ramme vor egen tids rådvildhed med sin velskrevne firserfortælling:
"Det er en simpel historie, bogens handling kan genfortælles på få sætninger, men den lever og bliver ved med at leve efter endt læsning, både fordi den er så simpelt velskrevet i et ukompliceret sprog, der føles rigtigt og tilfredsstillende som et solmodent jordbær eller en skive nybagt brød, og især fordi bogen føles foruroligende aktuel. Denne fornemmelse af, at verden igen skrider under vores fødder, dette underlige opgivende 'hvad skal der dog blive af os', der vajer i vinden, og som er det spørgsmål, alle personerne stiller sig. Nu er det ikke købmanden, der lukker, og landsbyen, der slukker, men hele landet, der står på kanten af ingenmandsland."