I 17 år delte han i avisen sin viden og glæde ved haven. Nu er han i Guds have

Forfatter Bjarne Nielsen Brovst har skrevet hundredvis af havebreve til avisens bagside. Nu er han død, 74 år gammel

Interessen for havelivet kom tidligt, da Bjarne Nielsen Brovst som barn brændte sin højre hånd og derfor ofte var ude af skolen. For at få tiden til at gå i barndomshjemmet i Brovst i Nordjylland hjalp han til – særligt i familiens have, som aldrig blev pligtarbejde for den unge Bjarne, men derimod gav ham stor lykke og livsmod. Foto: Cathrine Ertmann/Ritzau Scanpix

Hver gang der landede en mail i Bjarne Nielsen Brovsts indbakke, var det hans hustru, Gudrun, som tog sig af den. Den nordjyske forfatter og foredragsholder var med sine egne ord en ”gammel bavian” og ville desuden hellere bruge sin tid på at rode rundt i sine elskede haver i Rude Strand i Østjylland og ved Jammerbugten i Nordjylland.