Kunstmaleren Elisabeth Jerichau Baumann var født i det nuværende Polen i 1818, blev skolet i Düsseldorf i Tyskland og kom til Danmark i 1848, fordi hun blev gift med den danske billedhugger Jens Adolf Jerichau, fødte ni børn og blev boende i København til sin død i 1881. Hun betragtede sig selv som verdensborger, men verden og Danmark ville det anderledes.
”Baumann gjorde meget for at komme de danske kulturkredse i møde, men hun fik igen og igen at vide, at hun malede forkert, og at hun ikke hørte til i Danmark, fordi hun ikke havde fødderne plantet i den danske muld. Tankegangen var, at danskheden ikke kan tillæres, den ligger i blodet,” fortæller kunsthistoriker Sine Krogh.
Hun har netop på Aarhus Universitet forsvaret ph.d.-afhandlingen ”Grænsegængere — konflikter om nationalæstetik, kunstneridentiteter og danskhed i 1800-tallets kunst”, som beskriver, hvordan det danske kunstmiljø blev præget af de store politiske omvæltninger, det danske samfund gennemgik fra 1830’erne til 1860’erne. En flerkulturel helstat med en enevældig konge blev til en meget nationalt sindet nationalstat med spirende folkestyre, der var på kollisionskurs med den store tyske nabo.
I denne proces blev danskhed gjort til en værdi i sig selv, også kunstnerisk, mens det tyske mødte stor skepsis.
”Jerichaus kunstneriske selvmord i Danmark blev et maleri, hun lavede af politikeren Orla Lehmann i en symboltung malestil. Måden, hun kontrasterede og drev farverne op på, var præget af hendes tyske skoling, men på det tidspunkt var det ikke acceptabelt at male en dansk nationalliberal på tysk manér,” fortæller Sine Krogh.
En anden berømt tysk maler, der indgår i afhandlingen, fordi han blev grænsegænger, var Johann Hermann Carmiencke (1810-1867), som kom til København fra Dresden i 1834 og blev dansk statsborger i 1845. I begyndelsen var han meget populær hos blandt andre kronprinsen, den senere kong Christian VIII, men efterhånden som konflikten om Slesvig spidsede til, kølnedes begejstringen.
”Carmiencke gjorde sit yderste for at være en dansk patriot som borger, men han følte ikke, at han kunne gå på kompromis som kunstner. Derfor blev han ved med at male i den mere mørke tyske malestil, men modstanden mod hans værker blev så stor, at han i 1851 emigrerede videre til USA, hvor han blev inkluderet på en helt anden måde end i Danmark” fortæller Sine Krogh.
Hun har valgt at beskæftige sig med disse malere, fordi de er med til at nuancere historien om guldalderen i dansk malerkunst. Traditionelt fortælles en historie om en særlig dansk malestil, som fra cirka år 1800 hentede fremmed inspiration i Italien og andre steder, men derfra udviklede sig til en unik dansk stil med særlige lyse farver og harmoniske landskaber.
Jerichau Baumann og Carmiencke er imidlertid eksempler på, at der i perioden skete en udvikling, som tvang en særlig national malestil igennem i Danmark og udgrænsede de malere, som ikke var danskere eller ikke levede op til stilens krav.
”Jeg mener, der er nogle interessante paralleller til debatten om de seneste 50 års indvandring og deraf følgende diskussioner om danskhed. Dengang i 1800-tallet havde mange faktisk den opfattelse, at man umuligt kunne forstå dansk kultur, hvis man ikke var født i Danmark, og man formulerede nogle krav og begrænsninger til kunstnere om, at mørke farvetoner ikke bidrager til danskheden,” fortæller Sine Krogh.
Ligesom nutidens indvandrere kan vælge imellem to strategier — at terpe sprog og indfødsretsprøvespørgsmål og blive så danske, som de kan, eller at søge ud i internationalt farvand — repræsenterer de to kunstnere i afhandlingen to forskellige måder, man kunne forholde sig til det danske kunstlivs ensretning på.
”Når Elisabeth Jerichau Baumann prøvede at sælge billeder i London, tilpassede hun sig de stilønsker, man havde der. I Danmark prøvede hun at tilpasse sig den danske stil med en lysere palet, men da var det for sent. I kraft af giftermålet med sin mand blev hun accepteret i Danmark, men kunstnerisk blev hun ikke anerkendt som dansker. Til gengæld overgik hendes rejseaktivitet alle andre danske kunstneres,” fortæller Sine Krogh, som peger på, at prisen for al den stiltilpasning var, at hun i mindre grad udviklede sin egen stil.
Carmiencke lod sig ikke bindet af, at også han havde ægtefælle og børn i Danmark. Han rejste i forvejen til Brooklyn, og så stødte familien til nogle år senere. Hans reaktion på den danske ensretning af kunstæstetikken var, at han helt vendte Danmark ryggen og dermed bedre kunne holde fast i sin kunstneriske integritet.
Ifølge Sine Krogh er guldalderens grænsegængere værd at kende til, fordi det faktisk lykkedes at udgrænse dem fra fortællingen om den danske guldalder. Dermed bliver denne fortælling mere unuanceret og harmonisk, end den faktisk var:
”Når museer køber og danner samlinger om den danske guldalder, glemmer man at inkludere malerier af dem, der også var en del af kunstverdenen, men tilhørte en anden fløj end den sejrende. Jeg synes, det er væsentligt at interessere sig for den diversitet, der også dengang var i dansk kunst.”