I 1930’erne begyndte man pludselig at interessere sig for almindelige mennesker

Det elitære projekt ”Mass-Observation” var et tidligt og ret flippet forsøg på at ”læse” britiske massers sære adfærd, som var de ædle vilde

Tanken bag projektet ”Mass-Observation” var i sin gribende naivitet at lade en lille hær af masseobservatører registrere, hvad de måtte observere, når de stillede sig på et gadehjørne, i busser og på pubber én bestemt dag i hver måned
Tanken bag projektet ”Mass-Observation” var i sin gribende naivitet at lade en lille hær af masseobservatører registrere, hvad de måtte observere, når de stillede sig på et gadehjørne, i busser og på pubber én bestemt dag i hver måned. Foto: Vagn Hansen/Ritzau Scanpix.

I hvad der af gode grunde ikke dengang blev kaldt mellemkrigstiden, blev kunstnere og intellektuelle voldsomt optaget af masserne, deres vilkår og politiske muligheder.

Det havde sine årsager. Det var masserne, der var blevet massakreret i Første Verdenskrig, det var dem, der (bildte man sig ind) havde taget magten i Rusland med Den Russiske Revolution, dem, der var grundlaget for den socialdemokratiske rejse mod paradis på jord, og dem, der blev genstand for det nazistiske ”brød og skuespil”.

Fra at være samfundets nederste og til dels udstødte lag blev masserne i mellemkrigstiden en messiansk arbejderklasse-masse i marxistisk forstand, for så, efter Anden Verdenskrig, gradvis at blive til noget, der bredte sig svampeagtigt i midten i samfundet. Denne middelklasse-masse var fra begyndelsen en amerikansk specialitet og knyttet til forbrug.

Det var svært at vide, hvordan masserne så sig selv. De havde en tendens til at udtrykke sig sjældent og da i meget korte sætninger. Til gengæld ved vi en del om, hvordan de så ud udefra. Der rådede en stor ambivalens over for dem hos samfundets toneangivende.

Borgerskabet havde længe været bekymret. Det ses allerede i franske Gustave Le Bons bog ”Massen” fra 1895. Og havde den spanske filosof José Ortega y Gasset ikke med sin bog ”Massernes oprør” (1930) vist, hvad der skete med kulturen, når den begyndte at nivellere sig i retning af den laveste fællesnævner?

Omvendt følte unge på venstrefløjen sig tiltrukket. De ville gerne være masserne politisk behjælpelige, men de vidste ikke helt, hvad det gik ud på. Dette skulle som bekendt gentage sig i slut-1960’ernes studenteroprør.

Der blev skrevet sympatisk om underklasserne, i Danmark eksempelvis af en forfatter som Mogens Klitgaard, der skrev kærlige romaner om dem med meget lange titler: ”Gud mildner luften for de klippede får” og ”Der sidder en mand i en sporvogn”.

Sådan var der i 1930’erne dem, der tolkede masserne, og så dem, der gav dem, hvad de mente, de ville have. De første var de intellektuelle, de andre magthaverne.

Den schweiziske historiker Jacob Burckhardt havde forudsagt det allerede i det 19. århundrede: Fremtiden tilhører masserne og dem, der giver dem de enkle forklaringer.

Fortolkningerne kunne antage sære former. En dag i 1937 fandt således tre unge studerende på Cambridge Universitet sammen omkring et stort anlagt ”sociometrisk” projekt, som de kaldte ”Mass-Observation”.

Initiativtagerne var en antropolog ved navn Tom Harrisson (frisk tilbage fra feltarbejde på Ny Hebriderne), en kritiker, der hed Humphrey Jennings, og en surrealistisk digter, Charles Madge. Det vil sige, at antropolog, kritiker og digter var mest noget, de blev siden, foreløbig var de bare tre unge mænd med en nysgerrig sympati for den såkaldt ”anden halvdel” af befolkningen, som dog i realiteten mindst udgjorde tre fjerdedele.

Som projektets navn viser, lagdes der ikke det mindste skjul på voyerismen: Det var nogle få fra overklassen, der udspionerede ”de alt for mange” (Nietzsche), med ønsket om endelig at få rede på, hvad de tænkte og gjorde.

Tanken bag projektet var i sin gribende naivitet at lade en lille hær af masseobservatører – medstuderende – registrere, hvad de måtte observere, når de stillede sig på et gadehjørne, i busser og på pubber én bestemt dag i hver måned.

I overensstemmelse hermed gik 1300 masseobservatører i gang med at registrere ”en datamasse uden selektivt princip, som forløber for mere detaljerede studier i omhyggeligt udvalgte emner”, som initiativtagerne formulerede det.

De tidligste resultater af projektet udkom derpå i digre bøger med titler som ”May the Twelfth”, der indeholdt hverdagsdata fra Georg VI’s kroningsdag, og ”The Pub and the People”, som i detaljer kortlagde folks brug af værtshuse i industribyen Bolton, der i bogen blev kaldt ”Worktown”.

Alt mellem himmel og jord blev registreret: den skiftende frekvens af mænd med bowlerhatte blandt pubgæster, folks opførsel ved krigsmonumenter, samtaler på offentlige toiletter klokken halv seks om eftermiddagen, chaufførers råben og gestik, aspidistradyrkning, adfærd på badeværelser, ”skæg, armhuler og øjenbryn”, antisemitisme, udbredelse og betydning af vovede vitser, kvinders tabuer omkring spisning og jordemødres privatliv.

Som grundlæggerne ekstatisk formulerede det: Kendsgerninger er ting i sig selv. Den dybere mening med projektet var ambitiøs og blev sammenfattet af en sympatisk indstillet biolog, Julian Huxley, som det at erstatte ”det uvidenskabelige politiske spil” og ”de upersonlige økonomiske kræfters” virken med ”en form for videnskabelig kontrol med samfundet”.

Det var ellers netop Huxleys bror, Aldous Huxley, der i 1932 i bogen ”Fagre ny verden” havde advaret mod udviklingen af en sådan videnskabelig kontrol med samfundet – dog uden at det fik følger.

For en epoke med mange dystre forsøg på ”videnskabelig kontrol” med samfundet, var ”Mass-Observation” umiddelbart blandt de mere uskyldige. Der var et kunstnerisk, ligefrem poetisk skær over foretagendet, både i planen og udførelsen, som rummede elementer af såvel socialantropologiske undersøgelser af primitive folkeslag som af surrealistisk ”skandale”. Freuds ”Ubevidste” var et nyt kontinent at udforske, og den enes ubevidste kunne være lige så sandt, lige så virkeligt som en andens.

Masseobservatørernes arbejde udtrykte naiv intellektuel fascination tilsat en smule frygt og nogen foragt for mennesker, hvis livsbetingelser de færreste af dem fattede på trods af politiske sympatier. De færreste i og uden for projektet havde øje for, hvad der måtte være af negative sider ved sådan at gå på besøg i samfundet som i en zoologisk have og gøre de udstillede mennesker til genstand for nærgående ”videnskabelig” granskning.

I dag ville det være krænkende.

Som tiden gik, åbenbarede der sig en målrationalitet i projektet, parallelt med at en journalist ved navn George Gallup i USA udviklede et bureau for statistisk måling af vælger- og forbrugeradfærd. ”Mass-Observation” skred fra at være naiv og nysgerrig kortlægning af masseadfærd til at blive markeds- og forbrugeranalyser og vigtige informationsredskaber for myndigheder, medier og reklamebureauer.

Det har som bekendt udviklet sig til en morderisk videnskab i dag, hvor den dybere mening med masser er gået op for alle, nemlig forbrug, og det vil sige penge og magt.