I Aalborg indtager langtidssyge kulturvitaminer

Langtidssygemeldte aalborgensere får tilbud om kulturvitaminer i form af sangundervisning, litteraturoplæsning og besøg på teatre og kunstmuseer

”Vi, der er vant til at bruge kultur, ved jo godt, at det virker stimulerende,” siger Mikael Odder Nielsen, der er koordinator for projekt Kulturvitaminer i Aalborg.
”Vi, der er vant til at bruge kultur, ved jo godt, at det virker stimulerende,” siger Mikael Odder Nielsen, der er koordinator for projekt Kulturvitaminer i Aalborg. . Foto: René Schütze/Polfoto.

Det begyndte med en dårlig ryg, tre større og delvis mislykkede rygoperationer, et gradvist dalende selvværd og til sidst en angst- og depressionsdiagnose, der har ført til tre års sygemelding.

39-årige Mette Rosenørn Jensen, der er uddannet kontorassistent, gør en lang historie kort. Der er ingen grund til at svælge i dårligdommene, for nu gælder det om at se fremad. En af metoderne er tre ugentlige indtag af kulturvitaminer – derfor møder vi hende og tre andre kursister på syvende etage i Aalborgs store Kulturhus Nordkraft. Her holder Den Rytmiske Aftensskole til, og sammen med sangpædagogen Ingrid Halle udgør den onsdagens ”pille”.

”Oh, oh, oh” lyder det, først svagt, så kraftigere, når de fire kvinder rammer en opadgående tonerække, som Ingrid Halle prikker ud på klaveret.

Derefter synger de omkvædet af Whitney Houstons hit ”I Wanna Dance With Somebody”, inden de kaster sig over at lære Shubiduas ”Himmelblå”; julesangen, hvor Jesus bli’r født på anden sal i Magasin, og den ledestjerne lyser himlen op. Det kan være lidt svært at få versefødderne helt på plads, men efter et par gennemsyngninger lykkes det ved fælles hjælp.

”Først tænkte jeg: Uha, hvad er det nu for noget, og hvordan skulle jeg kunne blive rask af det?”, fortæller Mette Rosenørn Jensen om den dag, hendes rådgiver i Aalborg Kommune foreslog hende et 10 ugers forløb med tre ugentlige dages kultur i form af sang, litteratur, kunst og teater.

Men nu, hvor kurset er ved at være slut, er al skepsis forsvundet, og Mette Rosenørn Jensen føler sig rustet til en planlagt arbejdsprøvning i en af byens skolefritidsordninger i begyndelsen af det nye år.

”Jeg er blevet mere glad og mere åben, siger min mand, og det kan jeg også godt selv mærke,” siger hun.

Britta Christensen på 35 år nikker genkendende. Hun har været sygemeldt i to år på grund af depression og angst og har i perioder lukket sig meget inde i sit hjem.

”Jeg eftersøgte selv noget, der kunne få mig ud og af sted, for det er ikke godt for mig bare at gå derhjemme. Det her lød spændende, og jeg har bestemt ikke fortrudt,” siger hun og tilføjer:

”Jeg er blevet mere glad og mere åben, siger min mand, og det kan jeg også godt selv mærke,” siger Mette Rosenørn Jensen.
”Jeg er blevet mere glad og mere åben, siger min mand, og det kan jeg også godt selv mærke,” siger Mette Rosenørn Jensen. Foto: René Schütze/Polfoto

”De første gange, vi havde været til sang, var jeg så træt, at jeg gik direkte hjem og sov, men efterhånden har det haft den modsatte effekt. Selvfølgelig bliver jeg stadig træt, men det er på en måde, der samtidig giver energi og gåpåmod. Man bliver simpelthen glad af at synge.”

De to kvinder er enige om, at det i begyndelsen var lidt grænseoverskridende at stille sig op og synge foran andre, men Ingrid Halles rolige stemme og musikledsagelse gjorde dem hurtigt trygge, og nu er det de ugentlige sangtimer, der hører til deres yndlings-kulturvitaminer.

Lidt mindre begejstrede er de for biblioteksbesøgene, hvor de bliver udsat for såkaldt guidet fælleslæsning. Her kan det være svært at holde tankerne samlet, synes de. Til gengæld har det for dem begge været store oplevelser at besøge eksempelvis Aalborg Teater og museet Kunsten.

”Jeg havde ikke været på kunstmuseet siden folkeskolen, men det er virkelig et dejligt sted, som jeg sagtens kan finde på at opsøge igen, måske sammen med mine børn,” siger Mette Rosenørn Jensen.

Aalborg er en af de fire danske kommuner, der har fået tildelt såkaldte satspuljemidler til forsøg med kultur på recept til langtidssygemeldte borgere.
Aalborg er en af de fire danske kommuner, der har fået tildelt såkaldte satspuljemidler til forsøg med kultur på recept til langtidssygemeldte borgere. Foto: René Schütze/Polfoto

Aalborg er en af de fire danske kommuner, der har fået tildelt såkaldte satspuljemidler til forsøg med kultur på recept til langtidssygemeldte borgere. Holdet med Mette Rosenørn Jensen og Britta Christensen er det ene af to hold, der er oprettet her i efteråret, og fra januar er det planen at starte et hold med op til 12 deltagere hver fjerde uge. Målet er at få 100 borgere i Aalborg til årligt at indtage kulturvitaminer.

”Vi, der er vant til at bruge kultur, ved jo godt, at det virker stimulerende, og det er sådan set bare det, vi prøver at gøre systematisk over for den her gruppe.”

Det fortæller Mikael Odder Nielsen, der er cand.mag. i musikvidenskab og koordinator for Kulturvitaminer.

”Kultur er et oplagt middel til at få fokus væk fra sygdom og psykisk belastning. Når vi synger eller taler sammen om et billede, en roman eller en teaterforestilling, så mødes vi som mennesker om noget, hvor der ikke er et facit. Alle meninger er lige gode, og det åbner ofte for at snakke om ting, der berører os alle, uanset om vi er syge eller ej. Jeg tror virkelig, det gør en stor forskel, at kunsten og kulturen ikke møder kursisterne som syge, men som mennesker,” siger Mikael Odder Nielsen.

Han følger holdet gennem alle aktiviteterne og sørger for kontakten til kulturinstitutionerne.

Mikael Odder Nielsen er cand.mag. i musikvidenskab og koordinator for Kulturvitaminer.
Mikael Odder Nielsen er cand.mag. i musikvidenskab og koordinator for Kulturvitaminer. Foto: René Schütze/Polfoto

”Især i begyndelsen er det vigtigt med en høj grad af forudsigelighed. Det skal ligge helt klart, hvor og hvornår vi mødes, og hvad der skal ske. Jeg er deltagernes faste holdepunkt i den forbindelse,” siger han.

Foruden de tre ugentlige programpunkter, som de sygemeldte skal følge, har de også hver især fået tildelt en afspiller med musik, der kan give mental ro og bedre nattesøvn.

Mikael Odder Nielsen ser ikke for sig, at alle deltagerne nødvendigvis kan gå direkte fra kulturvitaminkurset ud på det normale arbejdsmarked, men at det kan være et vigtigt skridt på vejen.

”Hvis vi får hævet deres livskvalitet gennem kulturen og gennem det fællesskab, der naturligt opstår undervejs, så er vi godt på vej. Mange vil opleve, at når de kan det her, så kan de måske også klare at arbejde nogle timer om ugen. Så også samfundsmæssigt er jeg ikke i tvivl om, at det på længere sigt kan betale sig,” siger han.

Lederen af Den Rytmiske Aftenskole i Nordkraft, Anna Marie Olesen, er begejstret for at være en af de deltagende kulturinstitutioner i projeket.

”Kulturelle aktiviteter skaber et frirum fra stress eller anden sygdom. I dette frirum skabes der kontakt til vores følelser, og nye kompetencer og ressourcer opdages. Her findes ingen rigtige svar, din oplevelse er den rigtige, og alle kan være med. Med hensyn til sangen ved vi, at når vi synger sammen, udløser hjernen glædeshormonet dopamin, og vi får fornyet overskud til at klare hverdagens udfordringer. Desuden skabes der i projektet nye fælleskaber, og vi trives jo bedst, når vi er en del af et fællesskab, især hvis man i en periode af livet er syg eller på anden måde skrøbelig,” siger hun.