Prøv avisen

"I al sin glans nu stråler solen" er Grundtvigs bedste billede på Paradis

Illustration: Morten Voigt

Alting går op i Grundtvigs poetiske pinsesalme ”I al sin glans nu stråler solen”, der lader det danske sommerlandskab smelte sammen med pinseunderet og paradisforventningen. Portræt af den muligvis bedste salme fra Grundtvigs store sangbog

Vinteren er overvundet. Sommeren er over os. Solen stråler nu i al sin glans, mens alting blomstrer – som om Gud har åndet på hver eneste lille grøftekantsblomst og hvisket de sidste, små, forsigtige, grønne blade frem til pinseferien. Det er nu, Danmark er dejligst. For den danske natur føles bare mest paradisisk omkring pinsen. Og det fanger Grundtvig smukt i sin store pinsesalme ”I al sin glans nu stråler solen”:

”’I al sin glans nu stråler solen’ er måske Grundtvigs mest poetiske salme. Det er, som om alt går op for ham i den salme, hvor han får pinsen og paradisforventningen smeltet sammen med det danske sommerlandskab. Ja, det er nærmest, som om himlen er kommet ned til os på jorden i linjerne: ’Det ånder himmelsk over støvet, det vifter hjemligt gennem løvet’,” siger salmedigteren, forfatteren og den tidligere præst Lisbeth Smedegaard Andersen.

Grundtvig-forskeren Sune Auken er enig:

”Mange peger på ’I al sin glans nu stråler solen’ som Grundtvigs bedste salme. Men pinsen og den danske forsommer er også hans eget bedste billede på Paradiset. I tidligere salmebøger stod salmen dog ikke som en pinsesalme, men som en kirkesalme. For mens de første fire strofer beskriver den danske sommer som et billede på Paradiset, er de næste strofer menighedens svar på pinsens velsignelse, hvor alle sprog – som en omvendt babelsfortælling – smelter sammen i én lovsang til Gud. Og sådan skrev Grundtvig mindst lige så begejstret om pinsen som om julen og påsken. Faktisk kan man læse ’I al sin glans nu stråler solen’ som opfyldelsen af den sommerlængsel, der findes i hans julesalme ’Velkommen igen, Guds engle små’,” siger Sune Auken og tilføjer:

”Pinsen er kristendommens kulmination, som Grundtvig også væver sammen med den danske naturs kulmination. Alting arbejder sig jo frem mod sommeren. Det skriver han også om i ’Vær velkommen, Herrens år’, hvor julenat og påskemorgen bliver til pinsedag som finalen på det hele.”

Alligevel er pinsen ofte lidt overset som kristen højtid, selvom den både er kirkens fødselsdag og evangeliets store sommerfest. Sådan kan de tre kirkelige højtider – og vinteren, foråret og sommeren – også ses som et billede på treenigheden med Faderen, Sønnen og Helligånden. Og mens julen og påsken fortæller om Guds store ”engangsforestillinger”, handler pinsen om, at Helligånden har været iblandt os siden pinsedag, hvor de tidligere lidt forkølede disciple fik ny frimodighed, da de blev fyldt med Helligånden, som Jesus havde lovet dem:

”I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende,” som der står i Apostlenes Gerninger. Og det løfte mente Grundtvig altså også gjaldt i vor tid.

Helligånden spiller også en stor hovedrolle i Grundtvigs forfatterskab, påpeger Lisbeth Smedegaard Andersen:

”Det er Helligånden, der bærer Grundtvig, ligesom det er Helligånden, der bærer kirken og fødte den på pinsedag,” som hun siger.

Helligånden kom tilsyneladende også over Grundtvig oftere end nogen anden dansk salmedigter. For han skrev som bekendt svimlende mange salmer – også om Helligånden – i modsætning til salmebogens andre giganter, forklarer Sune Auken:

”Grundtvig bliver sommetider også kaldt pinsens salmedigter, fordi nogle betragter Brorson som julens digter og Kingo som påskens digter, men det er lidt ironisk, for Grundtvig skrev mindst lige så store jule- og påskesalmer som dem. Han skrev bare også mange helligåndssalmer,” siger Sune Auken og tilføjer:

”Grundtvig var meget optaget af Helligånden, og duen som et billede på Helligånden. Der er i det hele taget mange fugle i hans forfatterskab. Og i sit store profetiske digt ’Nyaars-Morgen’ skriver han ligefrem om en slags Jakobs kamp med en due, som efterlader en fjer hos ham, som han kunne bruge som skrivefjer. Sådan var Grundtvig altså ikke bange for at se sig selv som Helligåndens skribent. Og han mente selv, at hans opgave som kristen digter først og fremmest var at være en lytter og seer, der noterer ned, hvad han hører og ser; derfor bliver Helligånden også helt central for ham.”

Grundtvig betragtede altså Helligånden som sin Holy Ghost-writer, og Talsmanden – som Helligånden også kaldes i Bibelen – talte især til den danske salmedigter i den danske natur. Man skal bare læse Grundtvigs pinseprædikener fra 1842 for at forstå, hvordan han som præst i Vartov selv gik rundt i København og lyttede fornøjet til fuglenes sang og duftede begejstret til byens blomster, mens han følte, at den danske sommer smeltede sammen med pinsen, som alting peger frem mod.

Det har en anden Grundtvig-forsker Jette Holm tidligere bemærket i en kronik her i avisen, hvor hun citerer fra Grundtvig i hans prædiken store bededag 1842:

”Ja, mine venner! Har vi nogensinde en sommermorgen været vidne til solens opgang og ret i mag nydt den fornøjelse, det er at høre alt i dæmringen alle småfuglene synge sig vågne, og se hvordan den ene skyggehær efter den anden ligesom flygter for dagslyset, den ene del af udsigten efter den anden klarer sig, indtil endelig den gyldne sol frembryder, da har vi et dejligt, men dog kun svagt billede af den oplysning, som kommer fra Kristus, når vi i hans navn vågner og står op fra de døde,” prædikede Grundtvig blandt andet.

Sådan sandsynliggør Jette Holm også, at Grundtvig her gik med de tanker, der senere blev skrevet ind i ”I al sin glans nu stråler solen”, som både står anført fra 1843 og 1853 i salmebogen. Og noget synger i hvert fald stadig fra Grundtvigs prædiken i linjerne:

”I sommernattens korte svale/ slår højt, fredskovens nattergale,/ så alt, hvad Herren kalder sit/ må slumre let og vågne blidt,/ må drømme sødt om paradis,/ og vågne til Vorherres pris!”.

Natten bliver på den måde nærmest reduceret til et fredsfyldt hvilested – modsat den Kingo-agtige kampmetaforik mellem natten og dagen, som ellers præger meget af Grundtvigs forfatterskab, påpeger Sune Auken og tilføjer, at salmen i modsætning til mange af de andre Grundtvig-salmer i salmebogen stort set heller ikke er blevet redigeret, siden han selv offentliggjorde den i 1853:

”Man må også bare anerkende, at salmen er vellykket, som den er. Den har både en stærk sanselighed og en stor evighedsklang i sig med dens fine sammenskrivning af natur og teologi. Og selvom den indeholder leksikonkrævende ord som ’nådestolen’ og ’fredskoven’, oplever man den ikke som kryptisk eller svær, når man synger den,” siger Sune Auken, der bakkes op af Lisbeth Smedegaard Andersen, som endda har sunget med på salmen i en amerikansk oversættelse i en lille grundtvigsk menighed i den danske by Askov i Minnesota, hvor oversættelsen havde overlevet siden 1904. Og sådan fortsætter Grundtvigs pinselovsang på flere sprog sikkert i mange år endnu, hvadenten den er skrevet med helligåndsduens skrivefjer eller ej.

Gå på opdagelse i de ”leksikonkrævende ord” i Grundtvigs store pinsesalme her.

Grundtvigs pinsesalme ”I al sin glans nu stråler solen”

I al sin glans nu stråler solen,

livslyset over nåde-stolen,

nu kom vor pinselilje-tid,

nu har vi sommer skær og blid,

nu spår os mer end englerøst

i Jesu navn en gylden høst.

I sommernattens korte svale

slår højt fredskovens nattergale,

så alt, hvad Herren kalder sit,

må slumre sødt og vågne blidt,

må drømme sødt om Paradis

og vågne til vor Herres pris.

Det ånder himmelsk over støvet,

det vifter hjemligt gennem løvet,

det lufter lifligt under sky

fra Paradis, opladt på ny,

og yndig risler ved vor fod

i engen bæk af livets flod.

Det volder alt den Ånd, som daler,

det virker alt den Ånd, som taler,

ej af sig selv, men os til trøst

af kærlighed med sandheds røst,

i Ordets navn, som her blev kød

og fór til Himmels hvid og rød.

Opvågner, alle dybe toner,

til pris for menneskets forsoner!

Forsamles, alle tungemål,

i takkesangens offerskål!

Istemmer over Herrens bord

nu menighedens fulde kor!

I Jesu navn da tungen gløder

hos hedninger så vel som jøder;

i Jesus-navnets offerskål

hensmelter alle modersmål;

i Jesu navn udbryder da

det evige halleluja.

Vor Gud og Fader uden lige!

Da blomstrer rosen i dit rige,

som sole vi går op og ned

i din Enbårnes herlighed;

thi du for hjertet, vi gav dig,

gav os med ham dit Himmerig.