På den modsatte side af ruden suser Helsingørmotorvejens travle bilister forbi hendes sortindrammede blik. Forfatter Suzanne Brøgger sidder på bagsædet af bilen i et kalkhvidt buksesæt på vej mod sit barndomshjem i Nærumvænge nord for København og fylder i en ubekymret tone bilens rum med sporadiske sommerminder om muddermarker og målepinde.
Men turen mod hjemmet i Nærum har langtfra altid været præget af samme lethed. I sit essay ”Febricitanten” fra samlingen ”Kvælstof” (1990) skriver Suzanne Brøgger, hvordan hun som barn sad i toget på vej hjem fra skole og talte stationer på samme måde, som unge forelskede plukker kronblade af margueritter med ordene ”han elsker mig, han elsker mig ikke”. Forfatterens barndomsversion af den traditionelle syssel havde dog en mere foruroligende klang:
”Lyngby Lokalstation er svagt pistacie, men lugter forladt af sterile fabrikskvarterer og øde industri. Min mor er død,” skriver hun i essayet.
Fuglevad Station er mat okseblodsfarvet og ligger i en dunkel skov. Moderen er ikke død. Brede Station er okkergul og ligger ved en sø med siv og fugle. Moderen er død. Og sådan fortsatte legen, der fik hjertets rytme til at intensiveres, indtil:
”Nærum, juhu, min mor er ikke død.”
Selvfølgelig snød hun, så moderen endte med at leve ved slutdestinationen. Men enkelte gange holdt Grisen, som det gamle jernbanetog stadig bliver kaldt, helt planløst ind ved den uanseelige, jadefarvede station Slotsparken mellem Fuglevad og Brede. Og derfor kunne hun alligevel aldrig vide sig sikker i sit eget tvangssystem.
Langs Nærum-afkørslens planteklædte grøftekant blomstrer i dag den gyldne urteplante rejnfan, der sender en stærkt krydret duft mod den tværgående betonbro, hvor bilen er parkeret. Suzanne Brøgger stopper begejstret op foran de selvsåede guldknapper. Det er et smukt syn, synes hun. For urten, som ligner en slags afbladet marguerit, har kæmpet imod udviklingen og slået sig ned i tætte klynger ved asfaltens ophør.
For 60 år siden lå hun hver sommer på maven sammen med sin lillesøster oven på selvsamme bro, mens de i hvert sit kladdehæfte kradsede nummerpladerne ned på de folkevogne, der passerede under dem. Beskæftigelsen var lidt ligesom at samle på glansbilleder eller frimærker, og da området ingenlunde var så befærdet som nu, kunne det sagtens lade sig gøre at indsamle samtlige kombinationer.
I begyndelsen af 1950’erne, hvor familien – ligesom mange andre fra storbyen – flyttede til området for at komme væk fra livet i hovedstadens baggårde, var der kun lige ved at blive taget mål til den nye motorvej. Målepinde og udspændt snor lå derfor ikke langt fra familiens nye rækkehushæk, og skovarealet rundt om haverne måtte se sin omkreds mindskes, i takt med at fundamentet til mere boligbyggeri og betonvej blev støbt.
Hun strækker halsen og zoomer ind på den modsatte side af den i dag sekssporede motorvej.
”Der,” peger hun med en strakt arm og en klassisk elegance, ”er reminiscenser af den skov, som jeg har gået i utallige gange om sommeren.”
Mellem kogeblusvarme hustage og asfalt kan man i det fjerne skimte en spidsvinklet bræmme af naturskøn fortid.
Det var en del af det moderne liv at fortrænge naturen som noget tilbagestående, mener Suzanne Brøgger. I sin roman ”Til T” (2013), der er inspireret af barndommens somre i området omkring Nærum, har hun af samme grund indledt alle kapitlerne med en beretning om naturen, blomsterne og fuglene. Som en slags stædig bemærkning om, at naturen, som de mange tilflyttere oprindeligt havde søgt ud mod, ikke burde gå tabt i takt med modernitetens opvækst.
For i forfatterens egen barndom var blomsterne et nødvendigt holdepunkt.
”Jeg var interesseret i blomsterne, fordi de repræsenterede en velordnet verden. Den svenske 1700-talsbotaniker Carl von Linné havde inddelt blomsterne i familier, der gav mening, og som ikke var kaotiske – eller lunefulde, tilfældige, utilregnelige,” siger hun.
Sine meditative gåture alene i skoven er faktisk et af de få sommerminder, som hun har kunnet komme i tanke om inden turen til Nordsjælland.
”Min barndom er stort set fortrængt. Men jeg ved, at jeg allerede som barn begyndte at skabe mit eget liv. Så vidt muligt på egne præmisser. Også selvom det betød, at jeg i min familie blev opfattet som egoistisk. Om sommeren var det især på mine skovudflugter med min botanikbog under armen, at jeg forsøgte at leve,” siger Suzanne Brøgger, mens hun bevæger sig mod det hjem, som hun flyttede til som seksårig og boede i, indtil hun var 13 år.
Selvom hun forinden har boet flere steder med familien i København, er det nordsjællandske hjem det eneste, hun har minder fra. I Nærum var hun et nøglebarn, fortæller hun på vejen og tager sig om halsen, som om hun stadig kan mærke snorens tyngde. Hendes opgave var at låse sig selv og sine søskende ud af og ind i det tomme hjem, når forældrene var på arbejde eller optaget til anden side.
Hvem passede jer så?
”Ingen.”
Og efter en kort pause:
”Altså, vi passede jo vores forældre.”
At det endte sådan, var især det moderne liv og de dertilhørende forventningers skyld. For moderen fandt det svært at opretholde en moderne familie med børn, samtidig med at hun skulle passe et arbejde for at have råd til de moderne bekvemmeligheder som køleskab, vaskemaskine og bil, som slugte både hendes og Suzanne Brøggers stedfars indtægt. Og det tog hårdt på moderens psyke. Flere gange har forfatteren som barn fundet sin mor i hjemmet i Nærumvænge efter nogle af hendes forsøg på at gøre en ende på sine kvaler.
”Hun evnede ikke at passe på os. Det var så mærkeligt uvirkeligt, når hun kom tilbage fra hospitalet, og vi skulle lade, som om hun aldrig havde været væk, og som om alting bare var normalt. At være ramt på psyken var allerede dengang meget skamfuldt og skyldbehæftet. Man havde jo intet at brokke sig over,” siger Suzanne Brøgger.
For siden Anden Verdenskrig havde danskerne kun oplevet bedre tider. Og netop det faktum er ifølge forfatteren, hvad der gjorde det svært for mange af tidens kvinder at sætte ord på de sindstilstande, der stod i stor kontrast til den positive udvikling omkring dem.
”Jeg elskede min mor. Jeg elsker hende højt. Men jeg har ikke kunnet bruge hende til så meget i barndommen – ud over hendes videreførte kærlighed til litteraturen,” siger hun.
Suzanne Brøgger har med sit eget forfatterskab netop villet give sprog til det uudsigelige i livet; forholdet mellem bånd og frihed, kaos og civilisation. Og det var allerede i kælderen i Nærumvænge, at hun som 12-årig begyndte at sætte sætninger på papir. Dengang fokuserede hun dog mest på tilværelsens gode sider. Måske en gave, hun havde fået. Måske en grøn anorak. For hun har altid kunnet få øje på en blomst i en mudderpøl.
Da Suzanne Brøgger når frem til barndomsvejen, der stadig er en vekselvirkning mellem boligejendomme og rækkehuse, bliver hun positivt overrasket. Jovist kan hun da godt se, at trækronernes kastanjer ligner nogle, der tror, at det er september, og at plænernes afsvedne græstotter tørster efter regn, men de tætklippede hække er fyldigere, og de velvoksne træer med fingrede blade gør området rart at opholde sig i.
”Jeg kan bedre lide det nu end dengang,” bemærker hun muntert.
Stedet står i mærkbar kontrast til, hvordan hun husker barndommens Nærumvænge, der mest af alt var bygget op om brakmarker. Altanerne var af råt, uforarbejdet træ. Død avantgarde, som hun formulerer det. Men ellers var der dengang ikke så meget som en kvist at opdrive – bortset fra de nyplantede hække på størrelse med buksbommen omkring et gravsted.
”Det ligger til menneskene at have en idylliseret forestilling om barndommens landskab. Vi har det med at opbygge smukke, nostalgiske barndomsfantasier, der efterfølgende kommer til at lægge illusioner, som hele tiden må punkteres, ned over livet. Det er jeg heldigvis forskånet for. For jeg har ikke en ’grøn var min barndoms dal’-fortælling. Jeg har ikke nogen hjemstavn,” siger Suzanne Brøgger.
Har du aldrig savnet trygheden ved en hjemstavn?
”Nej. Som en flygtningefamilie, der har været delt under krigen, er min hjemstavn sådan set mere min slægts- og familiehistorie end et geografisk afgrænset område,” siger hun og fortsætter efter lidt betænkningstid:
”Men selvom jeg ikke kalder ét bestemt landskab for mit barndomshjem, har jeg altid opsøgt og været tæt knyttet til naturen. Og i mit voksenliv har jeg valgt at bo på Vestsjælland i et landbrugsområde med moser og marker. Her har jeg endelig fået skabt en form for barndomssted, hvor jeg kan leve, som det passer mig.”
Hun klapper begejstret hænderne sammen og afbryder sig selv. Bag ved hjemmet stikker forviklede strå op fra kanten af et uberørt jordstykke.
”Det er jo rigtigt, at der lå den her planlagte eng bagved. Det havde jeg helt glemt,” siger hun.
Den gullige eng skiller rækkehusene fra den nærliggende motorvej og gør det nemmere for sindet at abstrahere fra den susende lyd af forbikørende pendlere i løvtræshorisontens huller. Suzanne Brøgger er overbevist om, at engen – hvis altså ikke lige det havde været for sommerens tørke – ville have svælget sig i prægtige blomster på nuværende tidspunkt.
”Nå ja, så gik jeg derned ad engens sti til stationen, når jeg skulle i skole,” siger hun, mens indtrykkene forplanter sig til minder.
På et tidspunkt flyttede bedstefaderen ind i den bleggule boligejendom skråt overfor, husker hun nu, og senere rykkede hendes tante ind i samme ejendom som de ældre damer, forfatteren jævnligt besøgte for at lære at spille canasta.
”Jeg gik ofte på visit hos dem, fordi børnelivet aldrig har interesseret mig synderligt. Og det var sådan set heller ikke en mulighed for mig at dyrke,” siger Suzanne Brøgger.
Men har alle ikke brug for at være børn?
”Man kan kun være barn, hvis man er tryg. Med at være barn skal følge en frihed, som jeg ikke havde, da jeg var ung. For man kan ikke være ansvarsløs eller blot være, hvis man ikke har en tryg barndom med en forvisning om, at man står på et skridsikkert fundament. Jeg har først selv været i stand til at være barn, efter at jeg er blevet voksen. Jeg dyrker både det barnlige som forfatter, hvor det netop handler om at holde kanalerne til fantasien og underbevidstheden åbne, og i resten af min tilværelse, hvor jeg nyder at falde i staver og lave ingenting. For det er først i de situationer, at livets bedste indfald opstår,” siger hun.