Botanisk Have er ikke Edens Have, men inde i de varme drivhuse, hvor forfatteren Kristina Stoltz gerne ville fotograferes efter interviewet (som i virkeligheden foregik på en coronasikker telefonforbindelse), kan man nok godt glemme, at sommeren ikke er evig, selvom efteråret lader vente på sig udenfor.
Om morgenen ligger tågen også her og fortryller den snart afblomstrede have i den årlige armlægning mellem sommeren og efteråret, hvor temperaturforskellene mellem luft, vand og jord kan skabe magiske momenter. Som om alting flyder sammen. Men i drivhusene har planterne stadig tropiske betingelser, så nye ting kan spire frem i et forår, der aldrig slutter.
Sådan bruger Stoltz som en anden bogstavsbotaniker også sit forfatterskab som et drivhus, der kan få erindringens begivenheder til at skyde nye blomster, når hun søger tilbage til begyndelsen. Igen og igen gennem skriften. Og hun er i højt humør, for anmelderne elsker allerede hendes nye roman ”Paradis først”, der udkom i sidste uge og på flere planer handler om et tabt paradis.
Den handler om en kvinde (som også hedder Kristina), der drømmer sig tilbage til sin første forelskelse (i den amerikanske mand Marlon). I begyndelsen var alting paradisisk – især når parret som Adam og Eva befandt sig i naturen.
”Der er fra begyndelsen en voldsom kærlighed imellem dem. Kristina forguder Marlon. Han er hendes Gud, og deres kærlighed er hendes religion. Og deres forelskelse er som en selvomsluttende sekt. I begyndelsen søger de meget ud i naturen sammen i en slags paradistilstand, de vil altid være i paradis først, men de ikke gode til at forene deres passion med hverdagen og dens almindeligheder. Måske er det også med til at få forholdet til at gå i stykker, ligesom hun med tiden opdager, at Marlon også gemmer på en destruktiv side.”
Det går ikke stille af sig i romanen, ligesom byen Paradise, der ligger ved et skovområde i Californien, hvor Marlon i romanen har familie, i virkelighedens verden brændte ned, mens romanens handling foregår. Og sådan er titlen også meget konkret:
”Jeg var selv i USA dengang, og da jeg så den voldsomme nedbrænding af ’Paradise’, forbandt jeg den også med klimakrisen og tænkte: ’Nå, det blev paradis først’, ” siger forfatteren, der ikke lægger skjul på, at handlingen er stærkt inspireret af et forhold, hun selv havde til en amerikansk mand, som hun engang var gift med og meget forelsket i. Men det forhold endte – som i romanen – som en slags følelsesmæssig naturkatastrofe.
”Faren ved at skrive en roman med en hovedperson, der har ens eget navn, er jo, at læseren så vil læse alting biografisk. Jeg har også en del tilfælles med min hovedperson, og jeg kan godt lide, at hun hedder Kristina, fordi hun på den måde har en Kristusfigur i sig. Men længe tænkte jeg på at skrive navnet om til sidst. Men det var dumt, for da kunne hun jo ikke hedde andet. Jeg har måttet vente 20 år at skrive denne her roman, fordi den ellers kom for tæt på. Tiden læger måske ikke alle sår, men den kan give en frugtbar distance, så man for eksempel igen tør nærme sig en ulykkelige kærlighed for at undersøge den med afstandens blik. Min roman er i virkeligheden endnu et forsøg på at skildre den tabte kærlighed, der ikke lader sig beskrive. Men en stor del af litteraturhistorien kan jo også læses som et forsøg på at skrive om det, der ikke kan beskrives. Vi ved, vi ikke kan, men forsøger alligevel hele tiden, ligesom Adam og Eva jo i den kristne myte nok længes tilbage til Edens Have uden nogensinde at kunne komme tilbage. Vi kan jo heller ikke kan komme tilbage i den symbiotiske fostertilstand i vores mors mave igen. Og Marlon og Kristina lever i begyndelsen også i en symbiose, der ikke rigtig harmonerer med at leve et virkeligt liv.”
Kristina Stoltz begynder romanen med at skrive om nogle stisystemer, der kan være svære at finde rundt i omkring hovedpersonens amerikanske universitet. Og sådan kan Kristina Stoltz’ sætninger – i begyndelsen – også være svære at finde rundt i, fordi hun springer frit rundt i datid og nutid og personlige pronomener i romanen. Og sommetider i samme sætning.
Snart skriver hun i jegform, men omtaler så i stedet i den næste halve sætning sin hovedperson i tredjeperson, og Marlon omtaler fortælleren både som ”han” og ”du” i romanen. Men ifølge anmelderne fungerer Stoltz’ – i første omgang – forvirrende fiktion fremragende. Her i avisen fik romanen for eksempel fem stjerner og denne karakteristik: ”En inciterende rejse i den menneskelige bevidsthed”. Og sådan er den faktisk også tænkt, forklarer forfatteren:
”Romanen er kommet til at handle meget om erindring. Og de forvirrende stisystemer, som romanen rigtignok åbner med, er egentlig et meget godt billede på erindringen, og hvordan man ofte farer vild i sin egen erindring, fordi ens erindring kan være meget lunefuld. Man tror, man husker korrekt, men man husker faktisk meget forskelligt afhængig af, hvor man er i livet, og hvilket humør man er i. Nutiden farver altid fortiden, som man på den måde bliver ved med at skrive og omskrive. For selvom man måske som jegperson tænker tilbage på en tid, der er gået, fungerer erindringer typisk mere som en nutidsfilm eller drøm, man ser for sig. Det er derfor, jeg springer sådan rundt i tider og pronominer, hvis det giver mening?”, spørger hun, og det gør det jo altså ifølge anmelderne.
”Paradis først” er ikke kun en rejse gennem tider, erindring og bevidsthed, men også gennem USA, hvor en del af handlingen udspiller sig i et land, der både bygger på storslået natur og kultur, men altså også skovbrande, racisme og et politisk klima, som hun ikke bryder sig om:
”Jeg har et meget ambivalent forhold til USA. Det er på den ene side et sted, jeg føler mig knyttet til og hader. Jeg flyttede derover som ung og blev gift med en amerikaner. Hvis vi var blevet sammen og havde fået børn sammen, var jeg sikkert også blevet amerikansk statsborger. Og jeg elsker stadig den storslåede natur og det amerikanske narrativ, som også gennemsyrer den popkultur, som jo i virkeligheden har koloniseret vores egen kultur. Men gennem mit ægteskab med min eksmand oplevede jeg også uligheden og den strukturelle racisme i USA. Min mand var sort og blev for eksempel gentagne gange trukket ud af sin bil af politiet, alene fordi han så ud, som han gjorde.”
I romanen er Marlon søn af en hvid, velmenende californisk hippiemor og en sort far, og den sorte familie kidnapper barnet, da han er lille, fordi de ikke vil have, at han skal vokse op i en hvid verden, så Marlon vokser op med en stor traumatiserende splittelse i sig selv. Og det er faktisk revet ud af virkeligheden, fortæller hun:
”Der er så andre ting, jeg ikke føler, at jeg vil dele i andet end den fiktionaliserede fortælling. Men i enhver roman, investerer man jo noget af sig selv, uanset hvad den handler om. Her er det klart, at jeg deler en del erfaringer med Kristina i bogen, men alt er sådan set stof for en forfatter, hvad enten det kommer fra erfaringer, andres tekster eller den fri fantasi. Jeg bruger blandt andet fiktionen som et erkendelsesværktøj, både når jeg selv skriver, og når jeg læser andres litteratur. Som læser kan man mærke, om det er sandt, det, der bliver skrevet, om det er sande følelser, der beskrives. Om det, der så i øvrigt foregår i romanen, er baseret på sande hændelser eller ej, er jeg personligt ret ligeglad med,” siger hun og tier et øjeblik, inden hun tilføjer:
”Det er nok også grunden til, at vi bliver ved med at tale om kærligheden og læse om den og se film om den, for vi bliver ved med at blive mystificeres af den. Og det, der også satte mig i gang med bogen, var, at jeg følte mig meget traumatiseret af kærligheden. Den relation, jeg havde til den amerikanske mand, var så voldsom, at det blev et traumatisk brud. Og jeg havde brug for at finde ud af, hvorfor det forhold næsten var ved at slå mig ihjel, følte jeg. Hvorfor var det sådan? Det har jeg ikke nødvendigvis fundet ud af, men jeg har i hvert fald forsøgt at undersøge, hvad det var,” siger hun, inden hun går i drivhusets sommerjungle for at få taget et øjebliksbillede af sig selv, som andre kan have glæde af senere.
I virkeligheden har hun for længst fundet kærligheden i form af en ny mand. Men i romanen bliver det vinter, hvor naturen nulstiller sig selv med sneen som rettelak, så alting kan begynde forfra.