Markant udstilling burde få en efterfølger

Nyåbnet udstilling på museet Kunsten i Aalborg fortæller interessant om forskellige opfattelser af landskabet fra 1800-tallet frem til i dag

”Forår” hedder dette maleri fra 1888 af H.A. Brendekilde (1857-1942). Udstillingen på Kunsten i Aalborg viser menneskets syn på landskabet gennem 150 år – og ikke mindst naturen som romantisk baggrund.
”Forår” hedder dette maleri fra 1888 af H.A. Brendekilde (1857-1942). Udstillingen på Kunsten i Aalborg viser menneskets syn på landskabet gennem 150 år – og ikke mindst naturen som romantisk baggrund. Foto: Kunsten.

Det første maleri på landskabsudstillingen i Aalborg viser en udsigt over havet i skumringstimen. Det er ikke dateret, men er malet af Harald Slott-Møller, der levede de sidste 36 år af 1800-tallet og de første 37 af det 20. århundrede.

Man skimter en lille pæl i vandet, men med lidt fantasi og god vilje – og det er vel også det, billedkunst kan tilbyde – kan man alligevel forestille sig, at sådan så Jorden ud før os, men efter der var blevet lys. Smuk og uberørt.

Siden kommer vi så til os, mennesket, der breder sig og sætter sit præg på landskabet. Opdyrker og indhegner, trækker ruter gennem landet, fortrænger naturen med vores byer og arrangerer parker og naturområder efter forgodtbefindende og skiftende tiders smag.

Kontrollen med naturen er en af overskrifterne i udstillingen ”Landskab – indtryk, udtryk & aftryk”, der vises på kunstmuseet Kunsten i Aalborg. Måske det vigtigste tema af dem alle, fordi udstillingen fortæller om skiftende landskabsidealer og fortolkninger i billedkunsten fra 1800-tallet til i dag, hvor vi forsøger os med forskellige former for kontrolleret frisætning af landskaber, så de transformeres til uberørt natur. Store landområder, der mere eller mindre får lov til at passe sig selv som natur i reservat.

Det er faktisk realiseret i mindre format i Vestskoven uden for Albertslund ved København, hvor billedkunstneren Mikael Hansen, en dansk veteran inden for land art, hvor landskabet spiller en rolle i forhold til kunsten, med myndighedernes tilladelse har indhegnet et stykke skov, der foreløbig har passet sig selv siden efteråret 2007. Hvordan vil vegetationen i reservatet med tiden ændre karakter, når det ikke reguleres i modsætning til det omkringliggende landskab?

Den kultiverede natur er fremherskende i udstillingen på kunstmuseet i Aalborg. Her har P.C. Skovgaard (1817-1875) i 1873 inviteret beskueren med til Ulvedalene i Dyrehaven nord for København. – Foto: Kunsten.
Den kultiverede natur er fremherskende i udstillingen på kunstmuseet i Aalborg. Her har P.C. Skovgaard (1817-1875) i 1873 inviteret beskueren med til Ulvedalene i Dyrehaven nord for København. – Foto: Kunsten. Foto: Kunsten

Landbrugsaspektet af udnyttelsen af landskabet er ikke belyst på udstillingen i Aalborg, men kunstmuseet i Herning viser til efteråret en udstilling med malerier af Allan Otte (født 1978), der netop folder dette væsentlige tema ud.

Centralt i Aalborg er derimod vores romantiske landskabssyn på ikke mindst den parkagtige, kultiverede natur. Steder, hvor man promenerer som i malerier af Brendekilde (1857-1942) og P.C. Skovgaard (1817-1875), der lægger sig i sporet fra guldalderen, da mange danske malere på N.L. Høyens (1798-1870) bud skildrede den nederlagsramte nations smukke landskaber for at vise, at nok var vi blevet en småstat og en fattig sådan, men stadig er der skønnest i Danmark, som det hedder hos H.C. Andersen (1805-1875).

Vist er der skønt. Landskabet er fredeligt og føjeligt – og kun i nogle dramatiske billeder af Jens Søndergaard (1895-1957) viser havet sin potentielle farlighed. Godt, man hurtigt kan synke ind i Erik Hoppes (1896-1968) saftige billeder fra Søndermarken; en kultiveret park, der bliver vildere i Hoppes karske farvestrømme, eller Mogens Otto Nielsens (født 1945) legende, poetiske fotografier af for eksempel træer ramt af snebolde.

Udstillingen anslår flere vedkommende temaer, og svagheden er for så vidt, at den ikke er meget større, end tilfældet er.

Naturen var et tema og et motiv, Per Kirkeby (1938-2018) ofte forholdt sig til. ”Plank-stone” er fra 2000, og undertiden er planken i Kirkebys maleri en henvisning til korset.
Naturen var et tema og et motiv, Per Kirkeby (1938-2018) ofte forholdt sig til. ”Plank-stone” er fra 2000, og undertiden er planken i Kirkebys maleri en henvisning til korset. Foto: Kunsten

Emnet – landskabet – er så vedkommende og komplekst, at man griber sig i at ønske, at museet havde ryddet samtlige sale til formålet – og herunder den lige vel pædagogiske ophængning af egen samling, hvor værkerne anvendes som en slags belærende oplysningsprojekt med ledende spørgsmål.

Fra nyere tid er medtaget to meget markante værker på udstillingen. Det ene, der er af den slovakiske kunstner Roman Ondak (født 1966), består af en 100 år gammel træstamme skåret i 100 skiver, hver påtegnet en oplysning om en historisk begivenhed fra den russiske revolution i 1917 til Brexit-afstemningen i 2016. Hver dag hænges en ny skive på væggen. Tilsammen bliver det kunstnerens overvejelse over, hvad der har været skelsættende i 100 år.

I den modsatte side af salen har finske Kaarina Kaikkonen (født 1952) på gulvet lagt en større mængde jakker, der udspringer af erindringen om og savnet efter sin far. Ophobningen vokser op ad væggen til et storladent, malerisk landskab sammensat af tekstil. Køligt skandinavisk i farvetonen, men et bevægende billede af lyshvælv bag ved lyshvælv i himlen ind. Og værkets titel? ”And it was empty”.

Udstillingen, der også rummer interessante værker af blandt andre Per Kirkeby (1938-2018), Thilo Frank (født 1978) og Erik Steffensen (født 1961), handler altså om vores forvaltning af og syn på naturen. Et rigtigt kultur-/natur-tema.

Værket af den slovakiske kunstner Roman Ondak (født 1966) består af en 100 år gammel træstamme, skåret i 100 skiver ,hver påtegnet en oplysning om en historisk begivenhed fra den russiske revolution i 1917 til Brexit-afstemningen i 2016. Hver dag hænges en ny skive på væggen. Tilsammen bliver det kunstnerens overvejelse over, hvad der har været skelsættende i 100 år. – Foto: Niels Fabæk/Kunsten.
Værket af den slovakiske kunstner Roman Ondak (født 1966) består af en 100 år gammel træstamme, skåret i 100 skiver ,hver påtegnet en oplysning om en historisk begivenhed fra den russiske revolution i 1917 til Brexit-afstemningen i 2016. Hver dag hænges en ny skive på væggen. Tilsammen bliver det kunstnerens overvejelse over, hvad der har været skelsættende i 100 år. – Foto: Niels Fabæk/Kunsten. Foto: Kunsten

Naturens måske mest diametrale modsætning er vel vores huse og mest udtalt i byer som for eksempel New York med de høje huse og det stramme vejnet. New York er en ikke helt tilfældigt by, for det er hjemby for den amerikanskfødte billedkunstner, Louise Nevelson (1899-1988), der opnåede sen berømmelse, men blandt andet opfattede sig som forløber for en genre som installation. Hun var the ”Grandmother of environment” – hos Louise Nevelson voksede skulpturen og blev til et ”miljø”. Også hun er aktuel på Kunsten i Aalborg, hvor man sammen med landskabsudstillingen i øjeblikket også kan opleve udstillingen ”Louise Nevelson – Skyggernes skulptør”.

Nevelson opfattede New York som én stor skulptur, og byen var sådan set en del af hendes proces. Brædder og stole fra nedrevne træbygninger anvendte hun til at bygge ofte meget omfangsrige skulpturer eller vægobjekter. I flere af udstillingens eksempler rummer hendes omfangsrige skulpturer en åndelig dimension eller en meditativ karakter, og man bliver ikke forbavset over at erfare, at hun også har skabt altertavler til kirker.

De enkle, minimalistisk udformede, rå og absolut ikke polerede skulpturer er undertiden kombineret med det alkymistiske materiale guld. Værkerne kan siges at handle om transformation og om billedkunsten som et refugium. Louise Nevelson tog stumper fra den gamle, splintrede verden og satte dem sammen, så en ny harmoni og skønhed opstod.

Louise Nevelson gik ikke så meget op i, om hun var kvinde eller mand, med mindre hun var sammen med et eksemplar af sidstnævnte. Hun var kunstner først og fremmest og dernæst kvinde, men fik som adskillige andre, kvindelige pionerer i det 20. århundrede et sent gennembrud. Til gengæld var det markant. Det samme er udstillingen med hende på kunstmuseet i Aalborg.

”Emnet – landskabet – er så vedkommende og komplekst, at man griber sig i at ønske, at museet havde ryddet samtlige sale til formålet – og herunder den lige vel pædagogiske ophængning af egen samling.