I begyndelsen var mystikken

Luther var et barn af middelalderen , og det gør det svært for nulevende at forstå hans inderste anliggender, hævder Volker Leppin i ny Luther-bog

”Den fremmede reformation” – men hvorfor fremmed, hvis den blot opstod af det, der allerede var, nemlig middelalderens mystik og fromhedskultur? Leppins pointe er, at reformationen ikke var fremmed dengang, men er os fremmed i dag, fordi Luther ikke grundlagde moderniteten, men var et ægte barn af middelalderen.
”Den fremmede reformation” – men hvorfor fremmed, hvis den blot opstod af det, der allerede var, nemlig middelalderens mystik og fromhedskultur? Leppins pointe er, at reformationen ikke var fremmed dengang, men er os fremmed i dag, fordi Luther ikke grundlagde moderniteten, men var et ægte barn af middelalderen. .

Martin Luthers forestillingsverden var den sene middelalder, og hans teologiske inspiration var i det store og hele middelaldermystikken. Faktisk var det meget lidt, der blev nyt, med reformationen.

Det hævder kirkehistorikeren Volker Leppin i ”Die fremde Reformation”, en slags komprimeret udgave af mange års kamp for at dokumentere, at de fleste af de idéer, som vi tror, opstod med Martin Luther og reformationen, længe havde fandtes i middelalderen. Retfærdiggørelseslæren, det almene præstedømme og Bibelen på modersmål var nemlig ifølge Leppin indlysende og selvfølgelige dele af den senmiddelalderlige verden – og af Luthers egne læremestres.

”Fromhedsteologen” Luther, som Leppin nyder at kalde ham, var i særdeleshed påvirket af sin skriftefader Johann von Staupitz og mystikeren Johannes Tauler. Gennem påvisning af Luthers noter til Taulers prædikener mener Volker Leppin eksempelvis at dokumentere, at Luther fandt inspiration til sin retfærdiggørelseslære hos Johannes Tauler.

Således kan Leppin gennemgå store dele af den reformatoriske teologi og igennem historiske kilder og mere specifikt teologisk arbejde hævde, at alt, hvad Luther ”fandt på”, allerede fandtes i mystikken. Det var allerede en trend at oversætte Bibelen, og det var skriftefaderen Staupnitz, der videregav Luther en middelalderforestilling om forskellen mellem skjult og åbenbaret Gud, selvom alle – ifølge Leppin – hævder og/eller tror, at det var noget, Luther fandt på i sin strid med Erasmus af Rotterdam.

”Den fremmede reformation” – men hvorfor fremmed, hvis den blot opstod af det, der allerede var, nemlig middelalderens mystik og fromhedskultur? Leppins pointe er, at reformationen ikke var fremmed dengang, men er os fremmed i dag, fordi Luther ikke grundlagde moderniteten, men var et ægte barn af middelalderen. Det er ikke bare hans jødehad, der gør ham ”middelalderlig” – hvilket som regel vil sige: umoderne, ikke en af os. Som Leppin skriver er rødderne til Luthers inderste anliggender, det almene præstedømme, sola scriptura-princippet og retfærdiggørelseslæren, fremmede for os, fordi de kommer fra den middelalder, vi har adskilt os fra.

Volker Leppin gør en relevant indsats for visse ting. Eksempelvis udstiller han flere af vores idiosynkratiske fordomme om middelalderen: Der herskede eksempelvis overhovedet ikke nogen ”bibelglemsel” i Tyskland før Luther. Og mere grundlæggende afslører Leppin, at historieskrivning, der tror, at der findes afgørende brud i historien, kan være skadelig. Det er langt mere gavnligt at tegne flydende overgange, hvor perioder både ægger og stækker hinanden.

Men samtidig løber han åbne døre ind. Det giver jo sig selv, at intet kommer af intet, og man skal derfor være særdeles stædig for at benægte, at der ikke altid findes inspiration, før nye idéer kommer til.

Der findes faktisk findes en temmelig skæv forestilling om, at historien sker i kraftige brud, og at Luther udelukkende står på den ”rigtige” side af bruddet mellem middelalder og modernitet. På den måde kan sige, at selvom Leppin er for radikal, når alle reformatoriske forestillinger blot bliver til nyformuleringer af middelaldermystisk tankegods, så er han dog en smule modvægt på vippen til fortællingen om den moderne Luther.

Men hvorfor blev Luther så vigtig, når nu alle andre allerede havde hans idéer? Det kan nok være, at man kan finde forudgående tankefigurer til alle Luthers kerneantagelser. Men skal det have lov at ophæve enhver forestilling om originalitet?

Dermed når man også frem til bogens grundlæggende problem. Alle tanker, der fandtes i senmiddelalderen, og som kan forbindes med Luthers teologi, bruger Leppin som dokumentation for, at Luther var mystiker. Men hvad betyder begrebet mystik så? Alting før Luther er jo ikke mystik.

Af en kirkehistoriker må man forvente, at han også er teologisk tænkende. Og bare fordi der er begrebslige, historiske sammenfald, kunne det jo godt være, at teologien var fundamental forskellig. Mystikkens fokus på det indre ord er for eksempel følelsesdyrkelse i fuldt flor. Luthers fokus på det åbenbarede ord som noget ydre er det modsatte. I begyndelsen var i hvert fald mere end mystikken.

Hver onsdag skriver vi om nye bøger fra udlandet, der handler om tro og værdidebat.