i begyndelsen var ordet af JO CARLSEN
Hvad er dit yndlingsord?
Jeg har vældig mange! Ordet ”jasmin” lyder godt – ordet bærer i sin dobbeltklang både jasminens søde og friske duft. Det kan også være et ganske andet ord som ”øllebrød”, som på sin egen lidt grødede måde ligger godt i munden. Jeg tror, man kan have en klanglig forkærlighed for et ord, hvis det lyder godt. Men jeg tror ikke, man kan have det, hvis ikke det, ordet betyder, spiller med – klangen og betydningen er ligesom uadskillelige. Det er vanskeligt at forestille sig et ord, man synes vældig godt om klangligt, men som betyder noget fuldstændigt hæsligt.
Er der nogen ord, der hjemsøger dig, eller som du har svært ved at slippe?
Nogle ord trænger ind i sproget og bliver pludselig brugt i tide og utide. Før man har tænkt sig om, bruger man dem selv og må ligesom børste dem af sig som insekter her i sommertiden, der vil sætte sig på en. Et eksempel er ordet ”tænke”, som man siger i stedet for ”jeg forestiller mig, jeg tror, jeg forventer, jeg mener, jeg synes, jeg regner med”. Man kunne nævne 10-20 forskellige varianter af det, der nu udelukkende okkuperes af ”tænker”. Jeg prøver at undgå det selv, men jeg kan ikke. Den slags ord sætter sig på en hel flora af ord, man kunne bruge i stedet, og som har hver sin nuance. Det er jo en slags forarmelse af sproget, men det går heldigvis over igen.
Hvor vigtige er de første ord?
De første ord i en roman er aldeles afgørende, både klangligt og rytmisk, fordi de lægger en bund for, hvad man kan skrive videre på og selvfølgelig variere og udvide. Men ligesom med yndlingsordene er det jo ikke bare klangen af ordene, det er også ordenes betydning. Der anlægges et tema fra begyndelsen i de første ord, måske endda nogle underbetydninger, en slags tvetydigheder, som kan blive udfoldet undervejs. Derfor er de afgørende og kan godt få en til at tøve lidt med at gå i gang med en roman.
Hvilke ord ændrede dig?
Det er et fuldstændigt uoverskueligt spørgsmål, fordi der jo er tusindvis af ord og sætninger, der har ændret mig eller medvirket til at ændre mig. Det er både ord, jeg har hørt fra mine forældre og fra mine kammerater som barn, og som jeg har læst og hørt i skolen – altså ord, som har skubbet til mig og ændret min selvopfattelse og fået mig til at tænke på noget nyt. Det sker jo heldigvis gennem hele livet, at der pludselig bliver sagt noget, som giver min tænkning nye perspektiver.
Kan ord indfange alle tilstande?
Nej, det kan de ikke. Man er jo sommetider målløs over noget, hvor man ikke har andet at sige end ”ah” og ”ih”. Sproget slipper op. Samtidig er sproget uundværligt for os – det er det, vi forstår, opbygger og navngiver vores verden med. Det er den verden, der er tilgængelig gennem sproget, vi håndterer, og den rækker jo så ind i en større verden eller virkeligheden bag, altså den store virkelighed, som viser sig hele tiden at slå tilbage, og som ikke kan være i det her sprog, vi har brugt om den. Og det er det, der overrasker – det er det, der gør os målløse. Det kan både være gode og dårlige oplevelser. Det kan være en pludselig katastrofe eller noget næsten mirakuløst, som vi ikke havde troet skulle overgå os. Hvis der sker noget, vi ikke har opereret med i vores sprog tidligere, så kommer der bare en uartikuleret lyd fra os eller tavshed.
Hvornår har du prøvet at løbe tør for ord?
Det gør jeg jævnligt – heldigvis. Hvis sproget var fuldt tilstrækkeligt til at dække alt, så ville vi leve i et lukket system, som ville slå os ihjel. For hvis ikke sproget havde grund til at udvikle sig, hvis man kunne sige alt, hvad der skulle siges om verden, om hver følelse, hver situation, hver drejning af tilværelsen, så ville vi leve i en indespærret og kedsommelig verden. Fornyelsen er nødvendig for os.
Hvem har magten – dig eller ordene?
Vi som mennesker har fået store muligheder for at kunne styre verden og tage ansvar for verden, fordi vi kan planlægge og organisere os. Alt sammen er jo i kraft af, at vi har vores sprog til at gøre det med, men helt håndtere verden og forstå den kan vi ikke. Vi lever i en slags forståelsesmæssig skyggeverden af, hvordan verden egentlig er. Det ligger jo også i kristendommen og i andre religioner, at den virkelighed, som er den sande virkelighed, kan vi måske få at se en gang, men vi kan ikke gøre det i vores menneskeliv. I hele det forunderlige jordiske liv med mangfoldigheden af planter, dyr og liv spejler der sig noget, som vi med vores begrænsede evne slet ikke kan rumme af skønhed og af mirakuløs eksistens.