Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

I begyndelsen var syndefaldet

Bøger: Lektor, mag.art. Hans Jørgen Lundager Jensen forsvarer i morgen en stofmættet og provokerende doktorafhandling, der kaster nyt lys over den gammeltestamentlige verden

»Grundlæggende for afhandlingen er antagelsen af, at gammeltestamentlige tekster, trods alle forskelle i genre, kontekst, tematik, litterær stil osv., kan tilhøre et fælles, semantisk univers«, skriver lektor i bibelsk teologi, Hans Jørgen Lundager Jensen i indledningen til sin disputats »Den fortærende ild«, der bærer undertitlen »strukturelle analyser af narrative og rituelle tekster i Det Gamle Testamente«. Hans Jørgen Lundager Jensens anliggende er at læse Det Gamle Testamente ind i en bred antropologisk sammenhæng. Hertil anvender han den strukturalistiske metode, som især er udviklet af Claude Lévi-Strauss i hans analyser af amerikanske myter. Men Lundager Jensen går videre end til blot at jævnføre gammeltestamentlige og amerikanske myter. Han inddrager et omfattende materiale under inspiration af andre strukturalister. På den baggrund kan han så gøre gældende, at den originalitet, som den hidtidige forskning har fundet i de gammeltestamentlige tekster, forsvinder, når teksterne læses med henblik på deres »trans- eller sub-etniske niveau«. Det er nemlig en forudsætning for den strukturelle læsning af tekster, at teksterne ikke først og fremmest er produceret af en forfatter, men af »strukturer og principper, der ikke er unikke, og som derfor ikke tilhører en specifikt gammeltestamentlig begrebslighed«. Lundager Jensen må derfor vende sig imod den traditionelle forsknings understregning af frelseshistorien som det grundlæggende og originale i de gammeltestamentlige tekster. Dels læses der her ikke dybt nok i teksternes struktur, dels må en mængde materiale i Det Gamle Testamente udelades eller i hvert fald marginaliseres. Lundager Jensens strukturelle metode lider tilsyneladende ikke af disse svagheder, men tillader ham at komme vidt omkring, når der ikke blot skal foretages sammenligninger, men også når der skal findes tekster, der strukturelt er forbundet med hinanden. Ild og vand Afhandlinger er delt op i syv store afsnit, der hver forfølger en bestemt struktur eller motiv. Som gennemgående referensmyte fungerer den såkaldte syndefaldsberetning i 1. Mosebog kapitel 2-3. Lundager Jensen understreger, at fortællingen har sit eget liv. Dermed mener han, at den har sin egen struktur, der »indvæver« den i et mentalt landskab, »der strækker sig igennem GT og videre ud, og hvis objektive eksistens er uafhængig af de forestillinger, en eller flere forfattere må have haft«. Den handler således ikke om syndefald eller fristelse, men om oprindelsen til kulturen og menneskets tilstand - altså: hårdt arbejde og markarbejde for manden og smertefulde børnefødsler for kvinden, samtidig med at den etablerer mennesket som brødspiser. Mens livet i paradis er karakteriseret ved det modsatte: frugt, ikke brød, ingen børn, ingen seksualitet, og nærhed til Gud. For at bage brød må man have ild. Derfor er det oplagt at sammenligne 1. Mosebog kapitel 2-3 med Hesiods fortælling om Prometeus, der røvede gudernes ild til menneskene. Og når nu det drejer sig om begyndelsen til menneskets kultur, så er syndflodsfortællingen også oplagt. For i strukturalismen kan der trækkes mærkelige forbindelser, hvor modsætninger spejler hinanden, og vand derfor ekvivalerer med ild. Og derfor kan senere syndflodsberetningen læses sammen med historien om Sodomas og Gomorras ødelæggelse. Det kan lyde forvirret. Og anmelderen må tilstå, at det er han også. Pointen er, så vidt man forstår, at ødelæggelse er ødelæggelse. Og den kræver en årsag, og den er for så vidt tilfældig og kan altså være vand eller ild. Tilsvarende læser Lundager Jensen påskemåltidet ind i en sammenhæng, der ikke er den sædvanlige omkring udfrielsen af Egypten. Men påskemåltidet ses som en omvending af det sædvanlige måltid: i stedet for at koge maden, steger man den. I stedet for at spise om dagen, skal det ske om natten, og man skal være rejseklædt, hvad man jo normalt ikke er, når man spiser. Pointen er forskellen fra mannaspisningen i ørkenen og overgangen til bosættelse. Her gentages strukturen fra uddrivelsen af paradiset, og påskemåltidet fastholder anderledesheden i udgangspunktet. Dialog med tidligere forskning Men sådanne snapshots ned i Lundager Jensens righoldige materialesamling, der formelig bobler over af inciterende læsninger og frapperende sammenligninger, yder ikke disputatsen retfærdighed. Hele vejen fører han grundige diskussioner med de traditionelle standpunkter, især Herman Gunkel, G. von Rad og Claus Westerman, der vel så kan siges at repræsentrer århundredets forskning, men også fordi de har givet plads for i hvert fald lidt af det etnologiske materiale, som Lundager Jensen fremdrager i langt tydeligere grad. Over for den traditionelle frelseshistorie med vægten på pagtslutningen på Sinai sætter Lundager Jensen som overset komponent velsignelsen, der er begrundet ikke i pagten, men i skabelsen. Og over for den traditionelle vægtlægning af Israels historie sættes visdomslitteraturen og salmerne, der på en ganske anden måde er tid- eller i hvert fald historieløse. Der er også i sig selv noget tid- og stedløst over den strukturelle læsemåde. Den fører os ind i et bondesamfund, hvor køkkenilden, håndværket, markarbejdet og så videre er det grundlæggende. Det er lige netop forudsætningen for, at der kan trækkes de mange linjer gennem strukturerne til totalt fremmede kulturer: fordi de ligner hinanden i strukturen. Set i den sammenhæng bliver guddommen selvsagt forbundet med disse dagligdags foreteelser. Velsignelsen som midte Derfor er Jahve ikke blot den fjerne, men også den nære, og derfor understreges ikke bare pagten, men også velsignelsen, som Lundager Jensen klart ser som Det Gamle Testamentes »midte«. Og når det kommer til et begreb som frelse, så kommer det slet ikke på niveau med velsignelsen. Frelsen fører nemlig ganske vist tilbage til livet, men velsignelsen fylder det ud. Derfor gør Lundager Jensen gældende: »Velsignelsen ønsker man, hvis man ikke har den. Man ønsker, den skal vare ved, hvis man allerede har erfaret den; og man kan bevare den under forudsætning af, at spændingen til frygten for at miste den igen (hvortil loven kræves) fastholdes. Frelsen kan man takke for; men takken underforstår, at man håber, at det aldrig skulle blive nødvendigt at være tvunget til at opleve den igen.« Som man vil forstå, er det en stofmættet og provokerende afhandling, som Lundager Jensen har fremlagt. Der er næsten på hver side (og der er over 600 af dem!) nye læsninger og anderledes vinkler. Man kan blive lidt træt af de evindelige skematiske opstillinger, som fortæller, hvor højt abstraktionsniveauet er. Men man kan ikke komme uden om, at der brydes nye veje og åbnes for forståelser, der ellers ikke ville have været mulige. Lad så være, at man ikke altid er fuldt overbevist. Man er i hvert fald som læser parat til at overveje det. Det er virkelig en totalt forandret gammeltestamentlig verden, Lundager Jensen fører os ind i. Er der ikke nogen mangler? Jo. Sproget er tungt videnskabeligt, »den alimentære kode« hedder det, når det drejer sig om fødevarer. Og man kan spørge, om den klare koncentration om kultur-natur-forløb viser, at metoden ikke er neutral, men udtryk for en let reduktionisme: al religion handler om livets opretholdelse under materielle forhold. Men disse spørgsmål rammer ikke det centrale i Lundager Jensens arbejde. Det er vægtigt og grundigt. Det er fornyende. Og det vil indtage sin plads i den forskningshistorie, som Lundager Jensen hermed har skrevet sig ind i. Den fortærende ild. Strukturelle analyser af narrative og rituelle tekster i Det Gamle Testamente. Af Hans Jørgen Lundager Jensen. 653 sider. 348 kr. Aarhus Universitetsforlag. Hans Jørgen Lundager Jensen forsvarer i morgen sin disputats på Aarhus Universitet. Forsvaret finder sted i Teologisk Auditorium 1 klokken 13.