Det er altid en fornøjelse at studere storkorsriddernes våbenskjold i Frederiksborg Slotskirke. Til våbenskjoldet hører en devise, og nogle af de prominente har valgt fyndordet ”Esse, non videri”: at være, ikke at blive set, ikke at syne. Lidt paradoksalt måske, når de nu helt bogstaveligt skilter med sig selv.
Men det var engang et godt borgerligt valgsprog. Det var de indre værdier, det kom an på, ikke den ydre fremtoning eller pragt. Beskedenhed var en dyd. Det var vulgært at udstille sin velstand. Penge var ikke noget, man talte om. Nu taler man næsten ikke om andet – medmindre man har gemt dem godt væk i et skattely.
”Den lever godt, som lever skjult,” var et andet valgsprog. Det kunne naturligvis dække over alskens ting og sager, som ikke tålte dagens lys. Men det afspejlede også et ønske om at kunne være i fred og passe sine ting uden at gøre for meget væsen af det. I dag forekommer forholdet mellem det ydre og det indre, mellem at syne og at være, nærmest at være vendt på hovedet. Man kan té sig på alle underlige måder, men kan man også have lov at være lidt underlig og at være i fred med det?
Den personlige frihed proklameres højlydt, og samtidig bliver vi mere og mere standardiseret. Det er ikke nemt at afgøre, hvad der er årsag og virkning. Ofte er al den snak om frihed ikke andet end kompensation. (Det har jeg skrevet om før, jeg ved det!). Flere og flere, især flere børn og unge, får diagnoser. Det vidner måske nok om videnskabens fremskridt, men også om et mere og mere indsnævret begreb om normalitet. Særheder eller blot ejendommeligheder er blevet til sygdomme.
I sin roman ”Wilhelm Meisters vandreår” lader Goethe en person skrive:
”Jeg må anse det for den største ulykke i vor tid, som ikke lader noget modnes, at man hvert øjeblik æder det foregående op, øder dagen bort i dagen og på den måde hele tiden lever fra hånden i munden uden for alvor at udrette noget. [...] Således bliver alt, hvad enhver gør, beskæftiger sig med, digter, ja, alt hvad han har for, slæbt ud i offentligheden. Ingen har lov til at glædes eller lide, medmindre det sker til de andres tidsfordriv; og sådan springer det fra hus til hus, fra by til by, fra land til land og til sidst fra verdensdel til verdensdel.”
Det var i 1829. Eftersom verden ikke er gået helt under endnu, kan man anse Goethes bekymring for overdrevet. Men man kan også mene, at der i de asociale mediers tider opstår en absurd konkurrence om opmærksomhed. Nogle gange om at blamere sig mest. Hvad sagde ikke Andy Warhol (hvis det var ham): ”I fremtiden bliver Gud og hver mand verdensberømt i et kvarters tid.” Nogle bliver det måske kun i Danmark, men lidt har også ret. Det sekundære tager magten over det primære, det kvantitative over det kvalitative. Alt bliver til overflade, skinnet er alt, og det bedrager som bekendt ofte.
Lidt selvbiografi: da jeg blev ansat på universitetet, indgik det heldigvis ikke i bedømmelsen, om jeg var god til at skaffe ekstern finansiering. Og senere var jeg, atter heldigvis, så langt i karrieren, at jeg kunne være ligeglad. Jeg havde kort sagt tid til at forske og undervise i mit fag, altså passe mit arbejde.
Mine stakkels yngre kolleger skal performe, helst hele tiden, for at blive regnet for noget. Deres indsats måles på, om de har kunnet hente fondsmidler, og deres betydning på, hvor ofte de citeres. Om de får ros eller ris, er underordnet, selv dårlig omtale er bedre end ingen. Det er ligesom med bruttonationalproduktet. Det vokser også, blot der sker noget, ligemeget hvad.
Ikke et ondt ord om dem, der kan klare disse absurde vilkår! Det er herligt med gennemslagskraft, hvis man ellers har noget seriøst at slå igennem med. Men hvad med dem, som mere stilfærdigt bidrager til forøgelse af vores viden og til fremgang i dyd og gode sæder? Deres vilkår er ikke blevet bedre siden Goethes dage.
Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.