Norske Karl Ove Knausgård fik millioner af læsere verden over med bøgerne ”Min kamp” 1-6 (udkommet på dansk 2010-2012), og han blev bannerfører for den autofiktive roman eller virkelighedslitteraturen, som man ynder at kalde den i hans hjemland. Bølgen kom til at dominere 2010’erne, og hans greb med at skabe litterære romanfigurer ud af sin familie, af sig selv, sin kone og sine børn gik ikke stille for sig. Siden fulgte de fire romaner i Karl Ove Knausgårds såkaldte årstidskvartet (udkommet på dansk 2015-2017), som blandt andet skildrede hans kones psykiske sygdom og indlæggelse, hendes selvmordsforsøg og deres skilsmisse i lidt anderledes krasse toner end deres møde, som man kan læse om i andet bind af ”Min kamp”:
”Så mødte jeg Linda, og solen stod op. Anderledes kan jeg ikke formulere det. Solen stod op i mit liv. Først kun som en lysning i horisonten, nærmest for at sige, du skal vende blikket herover. Så kom de første stråler, alt blev tydeligere, lettere, mere levende, og jeg blev gladere og gladere, og så stod den midt på mit livs himmel og brændte og brændte og brændte.”
Selvom Linda Boström Knausgård i et årti er blevet fremstillet gennem sin mands optik, har hun ikke taget til genmæle før for nylig, hvilket først skete i den skønlitterære roman ”Oktoberbarn” (udkommet på dansk 2020).
Her fortæller hun sin egen version af sin sygdomshistorie og deres skilsmisse ditto, og siden har hun uddybet i et interview i den engelske avis The Guardian i anledningen af udgivelsen af den engelske udgave af hendes roman.
Men må man egentlig gerne tage et andet menneskes historie og bare skrive den, som Knausgård har gjort med sin ekskones? Er det lovligt? Og etisk forsvarligt?
På det sidste spørgsmål svarede den danske forfatter Svend Åge Madsen klart nej i et interview i Kristeligt Dagblad, som blev bragt i forbindelse med hans seneste udgivelse.
Han finder nemlig, at det er både modbydeligt og et udtryk for manglende respekt at udlevere andre mennesker i en roman, og han tilføjede, at han aldrig selv ville gå den vej.
Men det er der som bekendt mange andre, der gør. Og det er ikke i strid med nogen gældende love. Ifølge en dom, afsagt i Østre Landsret i 2011, kan man nemlig skrive næsten hvad som helst, blot der står roman på titelbladet, sådan som forfatteren Claus Beck-Nielsen gjorde under navnet Das Beckwerk med romanen ”Suverænen”. Her gjorde han multikunstneren Thomas Skade-Rasmussen Strøbech til en romanfigur, satte et billede af ham på forsiden og skrev om hans børn, hans arbejde og hans økonomi, og det var, mente Strøbech, langt over grænsen for privatlivets fred. Men forfatteren såvel som forlaget blev frifundet.
Historien – også den private – er altså tilsyneladende fælleseje, og der er meget vide rammer for, hvad man kan skrive som forfatter. Således også hos det daværende forfatterægtepar Knausgård og Knausgård, som længe syntes at være enige om netop den ejerform.
I et interview i Morgenavisen Jyllands-Posten sagde Linda Boström Knausgård så sent som sidste år i anledningen af udgivelsen af sin roman ”Velkommen til Amerika” (udkommet på dansk 2019), hvor hun skildrer en familie, der til forveksling ligner hendes egen med en psykisk syg far og en lettere excentrisk skuespillermor:
”Det går ikke som forfatter hele tiden at holde tilbage og tænke, at det kan jeg ikke skrive.”
Og om at optræde og blive blottet i sin eksmands bøger sagde hun:
”Det tænker jeg ikke så meget på… faktisk (…) Det er klart, at man gerne havde været uden det. Men det var hårdt, da bøgerne kom ud. Men nu tænker jeg ikke på det. Jeg tror ikke, at folk har forudfattede meninger, når de møder mig… nej (…) Jeg synes ikke, det er så farligt.”
Men der er noget, der tyder på, at hun ikke længere tager helt så afslappet på, at hendes eksmand gennem så mange år har taget patent på deres fælles historie, som hun tidligere har givet udtryk for. I interviewet i The Guardian siger hun nemlig:
”I virkeligheden var jeg så vred over, hvad han skrev. Som forfatter respekterer jeg hans ret til at bruge sit eget liv som stof, og helt objektivt synes jeg, det var virkelig gode bøger. Men på et personligt plan var jeg virkelig vred over det blik, han havde på mig. Hans syn på mig var så begrænset, han så mig kun, som han ønskede at se mig. Det var, som om han slet ikke kendte mig. At læse det (han skrev) var som at lide et tab. I dag tænker jeg, at han måske er en af disse mandlige forfattere, som i realiteten ikke kan skrive om kvinder.”
Og især den sidste udtalelse fik debatten til at blusse op i svenske Linda Boström Knausgårds hjemland, hvor kritiker og redaktør Ulrika Stahre i Aftonbladet blandt andet betegnede ”Min kamp” som ”et langt og øredøvende mandskor” og Karl Ove Knausgård som et eksempel på en af de tidstypiske forfattere, som bedriver autofiktion, som har et neurotisk kontrolbehov, og som gør sin egen virkelighed og sit eget ego til altings målestok.
Hendes ord bliver formentlig ikke de sidste, der falder i sagaen om Knausgård og Knausgård og om retten til at fortælle sin egen version af historien.
”Bogen i tiden” skriver om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.