Prøv avisen
Interview

I Danmark er jeg født som muslim

”Det første, min far investerede i, da han kom til Danmark, var et danskkursus. For han forstod, at sproget er forudsætningen for al anden forståelse,” siger Isam Bachiri. Foto: Leif Tuxen

Danskhed og islam er ikke modsætninger, mener sangeren Isam Bachiri. Selv har han for nyligt indtalt Koranen på dansk for at forbinde sin egen ”identitets to hovedsøjler”: sproget og religionen

Parabolerne er vendt mod Mekka på Nørrebro. De var der endnu ikke, da Isam Bachiri - bedre kendt som sangeren Isam B - som barn gik til arabisk her efter skoletid om eftermiddagen. Dengang betragtede mange danske muslimer allerede Nørrebro som hovedstaden. Men siden er de digitale paddehatte skudt frem overalt fra de sociale boligbyggerier som teknologiske tegn på, at her bor mange mennesker, der orienterer sig mod Mellemøsten.

”Det er sjovt at tænke på, at mange af os muslimer i dag henter tv-signalet fra samme retning, som vi beder. Men jeg har faktisk en bekendt, der bad den forkerte vej i årevis, indtil hans generte, danske nabo til sidst spurgte, om han var klar over, at han hver dag lå i haven og bad mod Oslo,” siger Isam Bachiri og ler, mens vi går gennem Baggesensgade ved Blågårds Plads.

På en stor gavl står der ”Palæstina” med gigantiske graffitibogstaver, mens en del af områdets butikker skilter på arabisk. Men gaden her er altså opkaldt efter den danske oplysningstidsdigter Jens Baggesen, ligesom vi senere krydser Hans Tavsens Gade til ihukommelse om den danske reformator Hans Tausen. Og sådan har mange af gaderne her navne efter kendte danskere, der hver for sig førte udenlandsk inspiration til Danmark.

Selv er Isam Bachiri født i Danmark, lige her på Nørrebro, og det spillede han sammen med sit succesband Outlandish også på, da han for nogle år siden hittede med sin fortolkning af H.C. Andersens fædrelandssang ”I Danmark er jeg født”.

”Teksten ramte mig dybt,” siger han og søger øjenkontakt gennem de lyse solbrilleglas, inden han tilføjer:

”For Danmark er mit hjemland, her er jeg født, her har jeg hjemme, og det er herfra min verden udgår, selvom mine forældre stadig betragter Marokko som deres hjemland. Man skal huske, at de havde deres barndom og ungdom der, og de formative år sætter sig selvfølgelig i sjælen. Men mine rødder er først og fremmest danske. Derfor gjorde H.C. Andersens ord også så stort indtryk på mig. For han sætter ord på min egen følelse af at høre hjemme her,” siger han og smiler:

”Men jeg hørte faktisk først sangen som voksen, da min kone stod og sang den i badet. Hun har samme baggrund som mig, men hun voksede op i Ringsted i et mere højskolepræget miljø end der, hvor jeg voksede op på Nørrebro, Islands Brygge og Brøndby.”

Isam Bachiris far var kommet til Danmark som fabriksarbejder i 1960'erne med en stærk kulturel bagage. Farfaderen var berbisk landsbyimam og kunne recitere hele Koranen udenad med en forkærlighed for både sprog og religion. Samme sprogøre havde Isam Bachiris far, der på sin rejse op gennem Europa fik styrket både sit spanske, tyske, franske og engelske sprog. Og han havde mod til mere fremmedartet grammatik, da han endte i København.

”Det første, min far investerede i, da han kom til Danmark, var et danskkursus. For han forstod, at sproget er forudsætningen for al anden forståelse. Sådan blev han hurtigt også en slags leder for de fremmedarbejdere, han boede sammen med som formand for den dansk-marokkanske venskabsforening. For det var ham, der kunne forstå brevene fra Skat og kommunen. Og med tiden arbejdede han sig også op - først som buschauffør og senere som kørelærer, mens min mor var hjemmegående, så jeg gik ikke i børnehave.”

Derfor lærte Isam Bachiri også først danske sange, da han kom i skole. Og på mange måder blev folkeskolen også hans første møde med danskhed, fortæller han:

”Mine forældre talte aldrig skidt om Danmark derhjemme, og jeg mødte heller ikke så meget racisme som barn. Islands Brygge føltes som et trygt sted, hvor der var plads til alle. Men jeg følte alligevel, at jeg hele tiden gik på ubetrådt jord. Jeg kan for eksempel huske, hvor forvirret jeg var, da jeg første gang var på besøg hos en af mine lyserøde venner fra skolen. Jeg vidste ikke, om jeg skulle tage skoene af eller lade være. Derhjemme var det en selvfølge at tage skoene af, men min kammerat gik bare ind med sko på. Og mens vi altid opvartede vores gæster op med alt det bedste, vi kunne servere, fik vi ingenting der. Min ven sagde bare, at jeg skulle føle mig hjemme. Det var den slags små kulturforskelle, som jeg måtte lære. Men måske handler det lige så meget om kulturforskelle mellem by og land, for jeg har senere oplevet, hvordan jyder disker op med mad og drikke til deres gæster på samme måde, som jeg selv blev opdraget til.”

Hjemmet var et ”mini-Marokko”, selvom han boede på Islands Brygge. Og dagligt følte han sig anderledes som muslim. Hver dag skulle han tage bussen fra Islands Brygge med sine tre søskende til Bellahøj for at gå i koranskole eller her til Nørrebro for lære arabisk. Det var ikke altid lige sjovt. Og når han kørte alene, stod han ofte af bussen før Assistens Kirkegård og gik forbi H.C. Andersens og Søren Kierkegaards grave for at samle tankerne i stilheden mellem kirkegårdens blomster og træer, inden han skulle hen til sin strenge lærer i arabisk:

”Det var som to forskellige verdener. Lærerne i folkeskolen lod os nærmest bare gøre, hvad vi ville i timerne, og det var også sørgeligt så lidt respekt, der var om dem, men jeg var omvendt bange for min koranlærer. Det var ikke unormalt, at der røg kridt igennem luften, eller at en af os fik en flad, hvis vi ikke hørte ordentlig efter,” siger Isam Bachiri og tøver:

”Sådan var det også derhjemme. Min mor var selv blevet opdraget på den gammeldags måde i Marokko, hvor forældrene slog, når de var stressede nok til at ryge op i det røde felt. Det gjorde hun også. Men det værste var, når min far gav mig en flad, men så havde jeg også været fræk. Og det var nu ret sjældent. Men først som voksen gik det op for mig, at mine forældres opdragelsesmetoder var kulturelt betinget. Og det har jeg ikke ført videre selv. Jeg tror kun, at vold avler vold. Og jeg kunne ikke finde på at slå min søn, der snart fylder syv år.”

Til gengæld forbinder han i dag hverken islam med flyvende skolekridt, lussinger eller terror. Det er mere resultatet af folk, der misbruger religionen, mener han. Han er selv praktiserende muslim, og han finder stor fred ved at bede fem gange om dagen, fortæller han:

”Det kunne andre danskere måske lære lidt af. For det er rart med de små refleksionspauser i løbet af dagen, det giver også plads til at huske at være taknemmelig. For mig er kernen i islam også taknemmelighed og etikken om at være til gavn for andre end sig selv. På den måde adskiller den muslimske etik sig i mine øjne ikke fra den kristne. Forskellene er mest teologiske og kan egentlig skæres ned til, at vi ikke regner Jesus for Guds søn, men for profet på linje med Muhammed. Men Muhammed var bare den sidste profet. Og Koranen er fuld af livsvisdom,” siger han og tilføjer:

”For eksempel er der et vers, hvor der står, at 'Djævelen truer os med fattigdom'. Det, synes jeg, er skarpt. For når man frygter fattigdom, bliver man jo hurtigt fattig åndeligt set, fordi man så begynder at opføre sig som et fattigt menneske. Og det synes jeg faktisk præger Danmark i øjeblikket. Vi er et af verdens rigeste lande, men opfører os som et af verdens fattigste lande. Vi skærer ned på u-landsbistanden af frygt for, at bådflygtninge skal gøre os fattigere. Det, synes jeg, er fattigt, men religionen minder os om værdier som generøsitet, gæstfrihed og barmhjertighed. I islam lærer man, at ens godhed skal brede sig som ringe i vandet fra kærligheden til Allah, ens forældre, familie og naboer. Og jeg bruger også selv religionen til at styrke min karakter som menneske.”

For nylig lagde han også stemme til ”Den klare Koran”, hvor hele Koranen er oversat til dansk. Den har ligget nummer et på bestsellerlisten over lydbøger, og han mener også, at projektet rammer et stort behov for at bygge bro mellem islam og danskhed, som han ikke ser som modsætninger:

”Min søn er født i Danmark ligesom mig, og jeg vil gerne have, at han skal vokse op i et samfund, der ikke er så fattigt i forhold til at forene danskhed med islam. Sproget og religionen er begge hovedsøjler i min egen identitet, og jeg ville gerne skabe en bro mellem de to ting, der betyder mest for mig som dansk muslim.”

Hjælper det også til at bygge bro mellem danskere og muslimer at få Koranen på dansk?

”Jeg ved, hvad du mener, men nu begår du en klassisk fejl ved at skelne mellem muslimer og danskere. Det har både Helle Thorning og Lars Løkke også gjort, for 'dem og os'-retorikken er så indgroet i sproget, at man helt glemmer, hvor ødelæggende det er. For det viser, hvor lidt plads der er til muslimer i Danmark. Men for at vende tilbage til spørgsmålet, så tror jeg da, at kendskab avler venskab. Og det er da godt, at Koranen er blevet mere tilgængelig på dansk. Alt for mange danskere har kun kendskab til muslimer gennem TV 2 Nyhederne, og omvendt er der da parallelsamfund, hvor mange muslimer isolerer sig og føler sig forkastet af alle danskere.”

Racisme trives samtidig også bedst i de sociale boligområder, hvor nogle etniske danskere fra underklassen ikke har meget mere end deres hudfarve at hævde sig med. Det skaber gensidige spændinger og fordomme. Men der skal sommetider kun lidt til for at bekæmpe fordommene.

”Jeg har en ven fra Brøndby Strand, der engang hadede danskere. Hver dag blev han konfronteret med flyers fra Dansk Front, der fortalte, at muslimerne ville overtage Danmark inden for 50 år. Det var han så træt af. Han arbejdede i en sfo, og en dag fik en far ham til at ændre syn på en hel befolkning, da faren sagde: 'Hey, er det ikke dig, der hedder Mohammed? Du skal bare vide, at min knægt Kenneth ser vildt meget op til dig. Du er sej. Fortsæt det gode arbejde.'”

Hvad mener du om, at der nu står i regeringsgrundlaget, at Danmark er et kristent land?

”Det var det jo også. Den kristne tradition har nok også præget folk mere end folk, der ikke bruger kirken, er klar over. For mange af traditionerne i Danmark udspringer jo af religionen. Men Danmark er mere end kristendom. Og danskhed er et begreb, der hele tiden er i bevægelse. Jeg har lige læst en bog om danske emigranter i 1800-tallet. Dengang flyttede mange danskere fra Danmark for at søge bedre dage i både Nord- og Sydamerika, men de beholdt deres danske sprog. Og det danske sprog blev helligt for dem, ligesom de holdt fast i deres traditioner med brun sovs og danske fortolkninger af kristendommen. Først flere generationer efter var det væk. Men når den første generation kom tilbage til Danmark på ferie, regnede de med at genfinde et uforandret land, men i mellemtiden havde Danmark jo også forandret sig. Alting er i bevægelse, og det er danskhed også. For vi lader os jo heldigvis hele tiden inspirere af nye indtryk. Nogle har det svært med, at islam nu spiller en rolle i Danmark, men man skal huske, at vi har fælles rødder. Profeterne fra Toraen og Bibelen har vi også i Koranen.”

Forstår du, at nogle kan være skeptiske over for islam, når man hele tiden hører om terror, kvindeundertrykkelse og kriminalitet forbundet med islam i medierne?

”Ja, men som muslim er det også træls at skulle forsvare, hvad der sker i verden. Jeg kan ikke gøre noget ved det andet end at være god mod min nabo selv. For mig er islam en fredelig religion. Muhammed gav for eksempel folk det råd, at de skulle sætte sig ned på gulvet, når de blev vrede. For beslutninger truffet i vrede bliver sjældent gode. Men det bliver pludselig svært at være vred i længere tid, når man sidder på gulvet.”

Men det virker da, som om der er meget vrede i de muslimske lande?

”Ja, men det har igen intet med religion at gøre. Vreden i den muslimske verden kommer mere af, at Vesten har trådt på de arabiske lande de sidste 100 år. Alle kender holocaust, men få danskere ved, hvor skrækkeligt europæere har behandlet folk i de nordafrikanske lande, og de sidste mange år har mange arabiske lande været kastebolde i Vestens magtspil. Det har sammen med korrupte ledere i den muslimske verden skabt alt for mange krige. Tag et land som Afghanistan, først ville englænderne styre dem, så russerne og så amerikanerne. Det er ikke underligt, at det skaber vrede. For vold avler vold. Og så begynder nogle også at bruge religionen som redskab for deres vrede, men for mig har det intet med essensen af islam at gøre,” siger han, mens vi går forbi de døde på Assistens Kirkegård for at finde H.C. Andersens grav. Og der midt på gravstenen står et vers, der både taler til muslimer og kristne:

”Den Sjæl, Gud i sit Billede har skabt,

Er uforkrænkelig, kan ei gaae tabt;

Vort Jordliv her er Evighedens Frø,

Vort Legem' døer, men Sjælen kan ei døe!”

Isam Bachiri står lidt og tænker, mens han ser på verset:

”Det er godt. H.C. Andersen havde både sine rødder i det danske og i et evighedsperspektiv. Det kan jeg godt relatere til. Som muslim tror jeg også på, at vores liv er evighedens frø. Og at alle en dag skal stå til regnskab for deres liv på dommens dag. Det er mere en trøst end en frygt for mig. For det er rart at tænke på, at retfærdigheden en dag skal ske fyldest. Og det er jeg egentlig tryg ved. Men jeg er glad for både profeterne og poeterne som H.C. Andersen, der i mellemtiden kan minde os om, hvad der er vigtigt i livet,” siger han og smiler ved synet af de alle de forskelligt farvede blomster, der vokser på digterens grav - med rødder i Danmark.

"For mig er kernen i islam også taknemmelighed og etikken om at være til gavn for andre end sig selv. På den måde adskiller den muslimske etik sig i mine øjne ikke fra den kristne," siger Isam Bachiri. Foto: Leif Tuxen
"Alting er i bevægelse, og det er danskhed også. For vi lader os jo heldigvis hele tiden inspirere af nye indtryk. Nogle har det svært med, at islam nu spiller en rolle i Danmark, men man skal huske, at vi har fælles rødder" Foto: Leif Tuxen