Prøv avisen
Tidens tegn

I debatten om assimilation er det tid til at kigge indad

Uffe Østergaard udtalte forleden, at assimilationen skulle ske ved at ”stille benhårde krav til dem om kompetencer, sprog og accept af reglerne i det modtagende samfund”, men hvad skal "de fremmede" assimilere sig til i et segmenteret samfund som det danske, spørger Per Øhrgaard Foto: Lars Krabbe, Polfoto/ritzau

Vi kræver, at ”de fremmede” skal assimilere sig, men spørgsmålet er, hvad de skal assimilere sig til i et segmenteret samfund, hvor de rige bliver rigere, privatskolerne flere, og villavejene kun for de få

Uffe Østergaard slap for nylig en debat løs ved at foreslå at tale om assimilation af indvandrere i stedet for om integration. Assimilationen skulle ske ved at ”stille benhårde krav til dem om kompetencer, sprog og accept af reglerne i det modtagende samfund”.

Ud fra den beskrivelse er det ikke let at se forskel på integration og assimilation, medmindre man betoner adjektivet ”benhård”, som til gengæld, hvis det praktiseres, vil føre til det modsatte. Assimilation må udgå fra den, der skal og måske kan tilpasse sig, den kan ikke forordnes.

Når integration mislykkes, er det også, fordi det hele tiden signaleres, at vi gør alt dette her modvilligt. Hvis vi viser, at vi helst ville være fri for alle de fremmede, så klynger de sig naturligvis endnu mere til den kulturelle bagage, de har med, end de ellers ville have gjort.

Vi har i virkeligheden altid krævet assimilation. Men vi gør alt for at forhindre den.

Der er forslag om at tælle efterkommere af indvandrere i syvende eller i det mindste i tredje led – altså fortsat kalde mennesker, som er født (eller ikke engang født endnu) og opvokset i Danmark, indvandrere. Det er det, der på jævnt nudansk hedder mobning:

”Du kan gøre, hvad du vil – vi glemmer aldrig, at dine bedste- eller oldeforældre kom et andet sted fra!”.

Og hvad er det, ”de fremmede” skal assimilere sig til? Er vi i stand til at forklare dem det?

Vi kalder os et homogent samfund, men jeg ser en segmentering af Danmark, som gør det svært at bevare den opfattelse. De rige bliver rigere, de fattige bliver ikke nødvendigvis absolut fattigere; men fattigdom opleves altid i relation til omgivelserne.

I de større byer forvandler førhen blandede villakvarterer sig til velhaverenklaver, som næppe har mere stofskifte med omverdenen end de parallelsamfund, som opstår i indvandrerghettoer.

Den sociale mobilitet er gået i stå, privatskoler breder sig (men ses kun som et problem, hvis de er muslimske), firmaordninger udhuler ligheden for sundhedsvæsenet.

Danmark er fuld af privilegier, mange af dem er blot usynlige. De fælles goder privatiseres, samfundet mister ejerskab, symbolpolitik erstatter virkelig politik. Homogenitet?

Vi kan godt tale om folkekirke og højskolesangbog, men det gør vi netop også, fordi der snart ikke er andre vidnesbyrd om den sammenhængskraft, vi så gerne vil proklamere, men som ikke kan fremtvinges. Den kan kun skabes gennem det gode eksempel; det giver vi ikke.

Det ses tydeligst i behandlingen af udlændinge. Er man en rigtig såkaldt ”ex-pat” og tjener mange penge, kan man nøjes med få kompetencer, man behøver ikke at lære dansk, og man er delvist undtaget fra et af de centrale midler til at skabe sammenhæng: skattepligten.

Kommer man derimod med tomme hænder, fordi man er på flugt fra enten en dræbende krig eller dræbende armod, skal man kunne det hele, og hellere i går end i morgen.

Har man overskud, behøver man ikke at yde noget – har man underskud, skal selv det lidt, man har, tages fra en.

Naturligvis skal indvandrere opnå kompetencer, lære dansk og overholde landets love og regler. Det siger da sig selv. Bryder man reglerne, er der sanktioner, som der – forhåbentlig – også er, hvis ”etniske danskere” bryder dem. Men både integration og assimilation tager tid.

Da Henri Nathansen i 1912 skrev sit berømte skuespil ”Indenfor Murene”, havde der været jøder i Danmark i mange generationer, og dog handler skuespillet om kulturforskelle. Dem har vi kunnet leve med før, det bør vi også kunne nu.

Vi behøver ikke at opgive noget som helst af den grund. Vi skal såmænd bare besinde os på at være et folk og ikke et herrefolk. Så vil mange flere assimilere sig.8