Forlagsdirektør: I december læser familien sammen

For forlagsdirektør Jakob Kvist er julen tid til gentagelser og genlæsninger. Familiens børn og voksne samles om Astrid Lindgrens, Elsa Beskows og H.C. Andersens juleklassikere

–
– . Foto: Leif Tuxen.

Når jeg tænker på julebøger, er det egentlig mest børnebøger, der falder mig ind. Familiens favorit er nok ”Nissen” af Astrid Lindgren, som er en utrolig smuk billedfortælling om en nisse, der lever på en ødegård og taler med dyrene.

Min mor læste den for mig, da jeg var barn, og nu læser jeg den for mine børn. Sådan er det jo.

Vi har heldigvis stadig en i familien på ni år, så ham kan forældrene og de store børn bruge som undskyldning for at læse den højt.

Vi læser også gerne Elsa Beskows ”Pers og Lottes jul”. Både Beskow og Lindgrens børnebøger er helt vidunderlige. De er meget poetiske og stemningsfulde, og julebøgerne finder vi allerede frem i begyndelsen af december, fordi børnene glæder sig helt vildt.

Så bliver de en del af den spændingskurve, der bygger op til juleaften, og dermed får børnene også en helt særlig overbærenhed over alle de gammeldags samværsformer. Det skal man jo huske at udnytte.

H.C. Andersens ”Grantræet” hører også med til jule-kanonen. Det er en af mine yndlingsjulehistorier. Det er i bund og grund en filosofisk fortælling, der handler om at glæde sig over det, man har, og være tro mod det, man er. Der er denne her dobbelthed i ”Grantræet”, som H.C. Andersens historier jo har, og den gør, at man kan holde fast i dem og tage dem med ind i voksenlivet.

Og på en måde er det også noget af det, julen kan: Den bygger bro mellem tiderne, aldrene og mellem generationer. Julebøgerne, Juleevangeliet, julesnapsen og julegudstjenesterne er alle sammen med til at ophæve tid og rum, hvilket ellers er noget, vi bliver dårligere og dårligere til i vores hverdag. Vi er så forjagede, men i julen lever vi for en stund roligt i gentagelsen.

Og julen er jo gentagelsernes fest.

Vi mindes, og vi går i ring, men vi er levende. Så i år vil jeg også prøve at få læst ”Et juleeventyr” af Charles Dickens. Det er meget længe siden, jeg har læst den. Jeg vil måske endda genlæse ”Juleoratoriet” af Göran Tunström, som faktisk er en voksenbog, helt for mig selv.

I december fortæller danske forlagsfolk om bøger om julen, som de har et særligt forhold til.