Prøv avisen

I den lyse nat behøver man ikke at sove for at drømme

Det er nu, at årets smukkeste aftener og nætter skal nydes. Her er vi ved Arresø. Foto: .

Vi lever lige nu i årets mirakeltid. Tag med på vandring med de danske digtere i de lyse nætter

De lyse nætters poesi og nuets:

Nuet ændrer sig med vores alder, specielt med den sene. Forfatteren Jacob Paludan skriver i sit Ved Sankt Hans om, hvordan det årlige indtryk af denne majs og junis opflammen blander sig med de tidligere års. Endda så opmuntrende, at den samlede farvetone forstærkes: frugttræernes klingende hvidt bliver hvidere og den bourgognefarvede syren mørkere.

LÆS OGSÅ: Johannes V. Jensen - begyndelsens besynger

Aldrig sanser man så skarpt som før en afsked. Alt bliver så dyrebart og flygtigt som de lyse nætter. Fuglene vil ikke sove, de vil synge. Johannes V. Jensen lytter til dem i sin Sommersolhvervssang. Naturen kalder, drager. I den lyse nat behøver man ikke sove for at drømme.

Måske drømme om at få det hele med. Om ikke at give slip, så længe (kort) man har sanser at gribe med. Knud Sønderby skriver om det et sted. Om at vandre i den lyse nat og nægte at overgive sig til søvnen ak, søvnen, denne upassende vane i de lyse nætters tid, der passerer så hurtigt, at den er på vej væk, allerede mens den er her. Lad den i det mindste passere åbne, nærværende øjne.

Sønderby og Johannes V. Jensen var lige fortrolige med flygtigheden. Sommer kommer, og Sommer lakker som sidstnævnte skriver.

De lyser nætters poesi og nuets:

Nu breder Hylden

de svale Hænder

mod Sommermånen.

Er første strofe i Johannes V. Jensens digt Envoi så kendt, at det er overflødigt at minde om den? Men de lyse nætter forlanger at få den med, sådan føles det, ja, det er, som de selv citerer strofen. Så forbundet er den med dem. Tilfældet er ikke enestående. Mange digtere træffer vi i de lyse nætter. Og mange citater. Det er, som om naturen har overtaget dem og gjort dem til sine.

Den tidlige sommers pragt når vi aldrig at fastholde, bemærker Jacob Paludan. Nej, og tak for det. For standset pragt ville også være stivnet pragt. Død som en nedskudt fugl. Det er flygtigheden, der giver skønheden glød og nerve. Og måske først og fremmest dette at erkende sig selv som en del af den.

Paludan mindes i omtalte , hvordan han som ung, en smuk midsommernat i skovensomhed, overvejede, om dog ikke Paradis grænsede op til jorden. Eller havde himlen og jorden for en stund byttet plads? Mon ikke mange andre har ladet sig forføre til lignende betragtninger? Nu kan det ske igen. Hvis ellers vejret giver himlen landingstilladelse.

Det kan næsten blive for meget med al den skønhed i den lyse nat, en ganske jordisk skønhed, men på en himmelsk måde. Man kan føle sig tæt på noget, man alligevel ikke helt kan nå. En opfyldelse, man nok kan se, men ikke blive en del af. Den distance, man ikke kan overvinde, bliver siddende i én som en smerte.

Og som en længsel. Mange længsler synger sammen med fuglene i de hvide sommernætter. Johannes Jørgensen, der for mig er en af vore fineste lyrikere overhovedet, hører i et digt droslen sende sine lange, længselsfulde fløjtelyde ud i stilheden. Man fornemmer, hvordan fuglen synger den dybere. Ligesom længslen synges dybere. Som en skål rakt ud i natten for om muligt at fyldes.

Og da Jørgensen i et andet digt ser en enlig stjerne blinke og brænde saa sælsomt, sukker han:

Mit Hjem, mit Hjem i det Fjærne

og Drømmenes sunkne Skat ...

Min Ungdoms skælvende Stjærne

i Længslernes lyse Nat.

De lyse nætters poesi og nuets:

Jeg ved ikke af nogen, der har begået smukkere prosa om de lyse nætter end den allerede nævnte, men i denne forbindelse fortsat uomgængelige Knud Sønderby. For eksempel i et Omkring Sankt Hans, der slutter med at minde om den for ham altid nærværende forgængelighed.

Han tænker på tiden, hvor han ikke mere kan opleve nætternes lys og søger støtte i den omstændighed, at også da vil hylden brede de hvide måneblomster ud i mørket, et syn, han som endnu levende hver gang genkender så stærkt, at alt imellem svinder bort.

Sønderby hengiver sig med nøgternt udtrykt betagelse til den mirakeltid på året, da døgnet ikke slipper dagen af syne, da der midt på natten er lysskær over himlen og vandet, da stjernerne forsvinder midt på natten, ikke på grund af skyer, men simpelt hen af lys.

En stemme taler til én. Tror man. Taler lige ind i ens øre. Tror man. Men i virkeligheden, i den lyse nats virkelighed, er det helt ude på vejen, stemmen taler.

De lyse nætters klarhed er ikke alene over tingene, men også over hver duft og hver lyd, skriver Sønderby videre. Jeg havde hørt københavnertoget starte og tage syd-på. Jeg havde i over et kvarter hørt Hornbæk-toget komme, havde hørt det passere stationen og køre videre som en stribe af lyd i natten, motoren og dets fløjten ved vejoverskæringerne, helt til det nåede Hornbæk. Jeg hørte bilernes gummi, der strøg over asfalten, støvlehæle, der ramte gruset på bivejene, en fugl i den samme have, hvor jeg stod, en fugl i en have en kilometer borte og menneskestemmer i stigen og falden, i sagte samtale.

Så meget kan ske i den lyse nat. Måske også noget, der ellers aldrig sker. Natten kan have besynderlige trolddoms­kunster for selv med en besindig dreng, for hvem mystik ellers er ikke-eksisterende. Trolddomskunster, der løfter ham ud af fornuften og hverdagen, så han bliver fremmed både over for den og sig selv. Han lader det ske for den ene gangs skyld. Bare han ikke taler om det så går det nok.

Hovedpersonen i Knud Holsts novelle Katuglen oplever dette, der ikke kan opleves, hvis dagen alene skulle bestemme. Oplever det i alt det lyse, det lette spind, der er i luften sådan en aften. Det er, kort efter at sankthansbålet er blevet til en stor, sort plet på engen. Han er ikke alene, men alligevel alene om det, der hænder.

Da han strækker en hånd frem mod titeluglen, mærker han det pludselig: de hornede fuglefødder mellem fingrene. Han er rolig så rolig som et træ, et træ så stort, at det kan friste ugler med natlige siddepladser.

Vist uden at tænke nærmere over det stunden er ikke til tanker, men til eventyr og sær forvandling er han sikker på, at sådan som han føler, føler træet, når noget sidder i det. Sådan står det og bliver kildret af fuglefødder og er glad for det. Sådan midt i nattetågen, der strømmer hvidgråt og køligt om alle ting. En tåge at gro i med sine fugle. Han mærker, hvor fast han står, og hvor dybt rødderne går under ham. Hvor sikkert alt er i træets verden. Hvor trygt for ugler.

Bør jeg undskylde den måske rigelige forekomst af citater?

Jeg gør det nu ikke. Heller ikke på vegne af resten af dette sommernatstykkes vedkommende. For hvad skal jeg stille op? De kommer løbende efter mig, citaterne, når jeg går i den lyse nat. Umulige at ryste af. Jeg prøver heller ikke. Hvorfor skulle jeg? De øger glæden ved det glædelige.

Så jeg fremturer: Stilheden en nat kommer ikke alene fra skoven, hvor vi går, men også fra Christian Winthers digt En sommernat:

Høit over Bøgens Top,

der gaar en Stjerne op,

og skuer ned til Skovens ­dunkle Kroner,

og dybt fra fjerne Krat

i stille sommernat

der lyde Nattergalens ømme Toner.

Sådan begynder digtet. Og fortsættelsen er lige så smuk. Georg Brandes er en af dem, der har bekendt sin fortryllelse af dets milde Nattestemning.

De lyser nætters poesi og nuets.

Kan vi lyse med? Det er udfordringen.

Eller retter vi som Holger Drachmann i digtet Improvisation om Bord blikket mod det mørke, der atter skal komme? For vi ved jo nok, at snart spiller bølgen op den Melodi,/ som nu kun nynnes svagt ved Sundets Strande.

Drachmann har mørkets melodier i ørerne også, når han priser sommernattens skær, der endnu spreder ud over Sø og Land de lyse Vinger og endnu skriver Daggryets Gud sit navn med gylden Finger højt bag skoven.

Endnu, ja.