Prøv avisen

Ensomhed kan også være et gode

Psykologiprofessoren, Peter Elsass, har frivilligt valgt at trække sig tilbage fra al kontakt med andre mennesker. Målet er på egen krop at opleve det, hans tibetanske munkevenner oplever hver eneste dag i jagten på den store oplysning. Ensomheden i sin udstrakte og ubarmhjertige form. Foto: Leif Tuxen

I vores sociale tidsalder ses ensomhed som noget, der skal bekæmpes. Men ensomhed kan også være et gode, mener psykologiprofessor Peter Elsass. I en ny bog skriver han ensomhedens historie fra ørkenfædrene og 1700-tallets eremitter og op til nutidens retræter

I en hule i Nordindien sidder en psykologiprofessor fra København i blå kedeldragt. Og keder sig.

Psykologiprofessoren, Peter Elsass, har frivilligt valgt at trække sig tilbage fra al kontakt med andre mennesker. Målet er på egen krop at opleve det, hans tibetanske munkevenner oplever hver eneste dag i jagten på den store oplysning. Ensomheden i sin udstrakte og ubarmhjertige form.

Han er træt, men må ikke sove. Det er meningen, han skal meditere og bede bønner med en bedekrans af sorte perler, men tankerne flyver ind og ud af hovedet som summende insekter, der ikke lader sig klaske. Der er intet tv, ingen bøger eller anden underholdning til at forsøde den tid, der bare går og går. Han ser resigneret ind i kameraet, der optager hans videodagbog. I samme øjeblik går en bankende lyd i gang uden for vinduet.

”Gudskelov er der én, der er gået i gang med at lægge tag på her udenfor. Det distraherer mig, og egoet vil utrolig gerne distraheres. Så selvom det er generende, så er det også det, der gør, at det næsten er til at holde ud at være her,” sukker han lettet og slukker for optageren.

Det moderne menneske har svært ved at være alene med sig selv. Det tør Peter Elsass godt konkludere, da vi et års tid efter eksperimentets afslutning sidder i hans køkken i indre København og taler om hans nye bog ”Kunsten at være alene”. Bogen er et resultat af rejser blandt nutidige eremitter i øst og vest, historiske og antropologiske studier, ja, og så eksperimenter på egen krop, som det i hulen i Nordindien.

Og som om det ikke er nok, er bogen også en personlig rejse i ensomhedens spiritualitet, tilegnet intensiv afdeling 4131 på Rigshospitalet.

”Ja, jeg var tæt på at dø for nogle år siden. Og jeg havde nogle nærdødsoplevelser, der gjorde mig nysgerrig på det spirituelle for første gang i mit liv. Men det er en lang historie,” siger Peter Elsass.

Ikke uinteressant, men vi venter lidt med den. For først skal vi tilbage i tiden og blive klogere på eremitten. Hvad er sådan én overhovedet? Ud over at være en fredet, sort bille er en eremit oprindelig betegnelsen for en eneboer, der har valgt, at han eller hun vil leve alene i årevis. Og ikke bare alene som nutidens singler, nej, helt alene, væk fra civilisationen. Eremitterne er dog aldrig helt alene, for de repræsenterer en modkultur til det samfund, der gennem tiden har beskrevet dem, forklarer Peter Elsass.

”Man kan kritisere dem for at vende ryggen til samfundet. Men de kommer også med noget. De er hofnarre, trickstere og provokatører, de sætter en hel masse i gang.”

Nogle af de første beskrivelser af eremitter er af de kristne ørkenfædre, der levede omkring år 300. Ørkenfædrene levede for sig selv i ørkenen og mente, at de gennem ensomhed kom tættere på Gud. Selvom de var uenige om meget, samlede mange sig sidenhen i et mere organiseret klosterliv – der trods sin kollektivisme var baseret på ensomhed, forklarer Peter Elsass.

”Der opstår sådan et spil mellem eremitliv og klosterliv. Man skulle tro, at eneboerlivet havde gjort dem psykotiske og asociale, men mange går direkte ud og bliver del af et klostersamfund og får en stor tilhængerskare. Det er en periode, hvor det omkringliggende samfund påskønner den, der er alene,” siger han.

Det er også her, at begrebet ”retræte”, der egentlig er et militært begreb og betyder ”tilbagetrækning”, kobles til ensomhed.

”Retræten har en anden betydning i dag, end den havde for ørkenfædrene. I dag er den psykologiseret og forbundet med behandling. Når man er kørt helt ned med stress, kan det være sundt med en retræte. Men for ørkenfædrene var retræten til for at sætte sig ud over sig selv,” siger han og sammenligner med nutidens eremitter, der findes i huler i Tibet.

”En af mine informanter i Tibet sagde: ’Er det rigtigt, at I mediterer for at slappe af? Når vi mediterer, så mediterer vi ikke for os selv, men for at få medfølelse med alle andre. Det er enormt stressende.’”

Munkene i Tibet keder sig aldrig, for de er på hårdt arbejde for at nå nogle af de samme spirituelle erkendelser, som ørkenfædrene søgte gennem ensomheden. Hvis retræte er lig med et kort weekendophold på et kursussted her i Danmark, så når man nok ikke nogen spirituelle erkendelser, mener Peter Elsass. Men er retræten dyb nok, kan man komme steder, man ikke har været før.

”Sagt med ørkenfædrenes stemme: Når man er alene, kommer man tættere på Gud.”

Sådan begynder eremittens historie. I den kristne tradition blev ensomheden fortsat dyrket, og stilhed og ensomhed blev to uadskillelige størrelser for munke og nonner i kristne klosterordener. Den tyske teolog og mystiker Mester Eckhart (1260-1328) skrev i sin ”Traktat om afsondretheden”, at han opfattede den ”indre ensomhed” som den højeste dyd overhovedet.

I renæssancen sker der noget nyt. Individet kommer i centrum, og dermed får retræte også en ny betydning af andet end en religiøs praksis.

”Her bliver retræte noget, man tager på for at komme væk fra byernes intriger, sladder og rænkesmederi,” siger Peter Elsass.

I 1600- og 1700-tallets København spyttede trykkemaskinerne perfid sladder og spydigheder ud i ét væk og igangsatte en modbevægelse af mennesker, der trak sig væk fra det og ud på landet: Eremitter. Der opstod en følelse af fristed omkring eneboerne, og ved store slotte blev der etableret eremit-hytter.

”Renæssancens parker havde veltrimmede buske i ordnede former. Men i udkanten var gerne et område, der var vildt og uplejet. Her boede eremitten,” forklarer han.

I Søndermarken i København, der i 1700-tallet blev etableret som romantisk haveanlæg knyttet til Frederiksberg Slot, står i dag en model af den eremithytte, der oprindeligt var i haven. Her sad ingen rigtig eremit med langt, hvidt skæg og uklippede negle, men når havens gæster trådte på et bræt uden for hytten, fløj en dukke af træ op fra gulvet.

”Pas på eremitten!”, griner Peter Elsass.

Digteren Adam Oehlenschläger (1779-1850) opholdt sig meget i Søndermarken og brugte parkens skovagtige ro til at fordybe sig, alene. ”Ensomhedens gyselige hellige lyst gæster min bakke, når sommeren forsvinder,” skrev han på sine ældre dage. En god beskrivelse af ensomhedens mange facetter, mener Peter Elsass.

Også ved godset Sanderumgård på Fyn kan man finde en afsidesliggende eremithytte, og Eremitageslottet i Dyrehaven nord for København er et eksempel på, at også adelen søgte det afsondrede liv.

I engelske aviser har man fra tid til anden kunnet se annoncer efter eremitter, som adelen søgte at købe til at sidde i hytterne og være alene, til morskab og forundring for havernes besøgende. Men de købte eremitter kunne ikke holde ensomheden ud og endte ofte deres eremitliv i en alkoholisk tåge, forklarer Peter Elsass.

”Eneboeren var eksotisk, én, der kunne holde sig udenfor, og som man kunne gå til, hvis man havde brug for et godt og neutralt råd. Så opsøgte man eneboeren som en slags vismand. Problemet med ensomhed er bare, at når du begynder at tale med andre om den, så er du ikke længere alene.”

Et problem, de gode gamle ørkenfædre også døjede med, påpeger han.

”Én af ørkenfædrene fik at vide, at biskoppen gerne ville besøge ham. ’Han skal være velkommen,’ svarede ørkenfaderen. ’Men han skal vide, at når han kommer, så er jeg ikke længere alene. Og derfor må jeg forlade hulen.’”

Romantikken omkring eremittens ensomme liv er fortsat og kan for eksempel findes i forfatteren Henry David Thoreaus (1817-1862) roman ”Walden. Livet i skovene” fra 1847, som er skrevet, mens forfatteren boede afsondret i en lille, selvbygget hytte ved bredden af en skovsø i nordamerikanske Massachusetts’ skove.

Thoreau blev frontløber i en ”tilbage til naturen”-bevægelse. Men han nåede ikke særlig højt op på eremitskalaen, mener Peter Elsass.

Han tog ofte ind til den nærmeste by, Concord, for at drikke øl med sine venner. Og hver weekend kom hans mor og søster med kage.

”Han opnår et spirituelt forhold til naturen. Men han kommer også med næsten fascistiske udsagn blandt andet om, at det eneste selskab, han rigtigt kan holde ud, er hans eget.”

I nyere tid kan Hollywoodfilmen ”Into the Wild” fra 2007, baseret på en virkelig historie om en ung mand, der forlader civilisationen for at vandre alene i ødemarken og til sidst dør af det, nævnes som et eksempel på kultur, der behandler eneboeren.

”Igen er naturen i centrum, og det er typisk, at naturen i dag ofte ses som det eneste sted, vi kan være rigtigt alene. Og dermed også som rum for noget spirituelt,” siger Peter Elsass.

Naturen er ”in”, når vi snakker moderne eremit-liv, sammen med retræter og mindfulness på rolige steder. Men her skal man huske på forskellen til den dybe retræte, som munke og ørkenfædre har dyrket, påpeger han.

”Jeg tror, vi har behov for at have nogle spirituelle oplevelser alene. Men der er meget få, der er i stand til at belære folk om, hvordan de får det. For eksempel er spiritualitet inden for mindfulness-bevægelsen alt for ofte formidlet forførende og fladt.”

Så kan verdenslitteraturen om ensomhedens spiritualitet lige så godt vise vej til den gode ensomhed, mener han. Peter Elsass er selv kommet til den konklusion, at ensomhed antager mange former og bestemt har noget konstruktivt i sig. Men han mener også, det er arrogant at vende andre ryggen og kalde sit eget selskab det bedste.

”Forhold til andre mennesker er utroligt vigtige,” som han siger.

Det skyldes især hans møde med døden på intensiv afdeling 4131.

”Bogen var næsten færdig, men jeg lagde den på hylden, fordi den ikke rigtig fik fat i kernen af ensomhed. En aften kom jeg kørende på min cykel og kunne pludselig ikke trække vejret. Jeg vendte cyklen og kørte til Rigshospitalet, og det viste sig, at jeg havde fået en kødædende bakterie på halsen, der spredte sig med fire-fem centimeter i timen. Man kunne se det med det blotte øje. Jeg kom i respirator og gik i koma. Og mens jeg lå der, og lægerne arbejdede, så havde jeg nogle meget livgivende nærdødsoplevelser,” siger han.

Oplevelserne er beskrevet i bogens efterskrift, og er, som Peter Elsass selv siger, en lidt anden historie. Og så alligevel ikke. For nærdødsoplevelserne og opholdet i hulen i Nordindien havde det til fælles, at de gav en bevidsthed om, hvad der er vigtigt her i livet.

Peter Elsass’ videodagbog fra Indien afsluttes med et klip, hvor han ligger på sengen på et hotelværelse i Nordindien og evaluerer sin måned i total ensomhed. Udenfor er der ikke ro som på bjerget, men dyttende busser og biler. Og han er glad.

”Jeg havde øjeblikke, hvor jeg var meget, meget lykkelig. Og hvor jeg tænkte på det gamle mundheld, at netop, når man er allermest lykkelig, tør man se i øjnene, at man en dag skal dø...”

Han tøver et øjeblik og klør sig i håret.

”At man en dag skal dø. Og så rejste jeg mig op og gik ud af hulen og smækkede med døren. Nu vil jeg ud og være i live og sammen med andre mennesker. Det er jo det, det også handler om.”

Professor Peter Elsass foran en såkaldt eremithytte i Søndermarken i København. Hytten er en kopi af den oprindelige hytte, der blev opført i årene 1785-1789, hvor eneboeren var et eksotisk indslag i enhver romantisk have. Foto: Leif Tuxen