I den syvende himmel med den niende symfoni

Beethovens storværk i en bjergtagende opførelse med Adam Fischer og Danmarks Underholdningsorkester

Selvom man skal vare sig for superlativer i musikkens rige kunst, kan man roligt betegne Beethovens niende symfoni som det mest ikoniske værk i sin genre. Symfonien fik nærmest kultstatus allerede ved sin uropførelse den 7. maj 1824 i Wien og har siden været et forbillede, der på næsten frygtindgydende vis har inspireret senere generationer af komponister og musikere.

Den er blevet brugt i utallige sammenhænge og har fået status som et musikalsk symbol i EU. At opleve den symfoni spillet, som var kommet til verden frisk sprunget ud af den aldrende Beethovens pandebrask, er en unik oplevelse. Men netop det blev forundt det heldige publikum, der i søndags havde fundet vej til Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg ved København.

Det begyndte lovende og endte kuldegysende skønt. Chefdirigent Adam Fischers insisterende drive har jeg i andre sammenhænge oplevet som værende rastløst forceret. Men netop her sørgede hans notoriske energi for en mere dramatisk end majestætisk førstesats, efterfulgt af en gnistrende andensats, egentlig en scherzo, men under Fischers taktstok levede den til fulde op til tempobetegnelen ”molto vivace” – meget livligt, hvad der i dette tilfælde skulle vise sig at være en underdrivelse, for musikken rungede, så man kunne forestille sig den gamle mester ryste sine viltre lokker.

Tredjesatsens berømte adagio førte os over i en roligere verden og formede sig som en helsebringende strøm, smukt båret af Danmarks Underholdningsorkester, der denne eftermiddag spillede som grebet af den hellige ild. Men alt det nytter jo ikke noget, hvis orkester og dirigent ikke har greb om musikhistoriens vel nok mest legendariske finalesats.

Alt er på spil her, alt kan punkteres. Men det skete ikke, tværtimod blev fjerdesatsen kulminationen på en koncert, de færreste i den udsolgte sal vil glemme. Efter den indledende ”skrækkens fanfare” (Richard Wagners udtryk) blev der knappenålsstille i det gamle Radiohus’ koncertsal, da Freude-temaet næsten hviskende voksede frem i kontrabasserne for derefter at vandre gennem strygersektionerne, inden det sidste gang blev gentaget for fuld skrue af hele orkestret, hvorpå barytonen Lars Møller lod sin myndige stemme klinge til første vers af Schillers berømte ”Ode til glæden”.

De tre øvrige fremragende sangsolister – den svenske sopran Sara Swietlicki, den danske kontratenor Morten Grove Frandsen i altens parti og den tyrkisk-østrigske tenor Ilker Arcayürek – faldt med ildhu ind i hymnen, og Adam Fischer holdt med suveræn autoritet dampen oppe. Det var bjergtagende, på en og samme tid dæmonisk og dårende dejligt. Og DR Koncertkoret sang ”Seid umschlungen, Millionen!”, så man virkelig følte sig omslynget af de udødelige toner.

Ved førsteopførelsen for snart 200 år siden stod den døve Beethoven selv på scenen og var angiveligt så henført af den musik, han hørte inde i sit eget hoved, at han fortsatte med at dirigere, efter at den sidste tone havde lydt. Så tog altsolisten ham i armen og vendte ham om mod publikum, hvor han kunne se, men ikke høre det ellevilde bifald. Adam Fischer og Danmarks Underholdningsorkester kunne i november 2018 heldigvis både se og høre folks begejstrede jubel.