Prøv avisen
Teater

I den tågede stenørken

4 stjerner
”Jeg hedder Johannes. I ved - som ham fra Bibelen.” Med denne omskrivning af originalteksten åbner Jacque Lauritsen sin enetale i ”Faldet” på Teater Får302, der varer 70 minutter. Ganske som forlægget, Albert Camus' ”Faldet”, er én lang, mesterlig monolog. Foto: AGIP

Bibelske motiver i en interessant dramatisering af Camus' ”Faldet”

”Jeg hedder Johannes. I ved - som ham fra Bibelen.” Med denne omskrivning af originalteksten åbner Jacque Lauritsen sin enetale i ”Faldet” på Teater Får302, der varer 70 minutter. Ganske som forlægget, Albert Camus' ”Faldet”, er én lang, mesterlig monolog.

Indledningsvist er det svært at se begrundelsen for sådan en bibelsk introduktion. For halvvejs igennem ligner opsætningen en total afmytologisering af ”Faldet”s Amsterdam, hvor Johannes har kontor i en beskidt havneknejpe:

Væk er henvisningerne til Dantes Helvede, som Amsterdam ligner ovenfra på grund af kanalerne, der ligger i koncentriske cirkler. Her i Nyhavn i København - op ad kanalen - er helvedestematikken skåret væk, og stykket er først en sekulariseret overvejelse over moralspørgsmål med inspiration i Immanuel Kant.

En ubestridelig del af ”Faldet”, javel, men hvorfor så indlede med Johannes Døber?

Svaret falder godt halvvejs, da advokatfallenten Johannes er i gang med sine bekendelser, faldet fra sjuftet pariseradvokat til ”angrende dommer”. Han står på en damper, der er hav til alle sider - men han ser kun en umådelig og ubehagelig døbefont.

For Johannes Døber er blevet bange for vand efter at været gået over en af Seinens broer og have undladt at hjælpe en selvmorderske, der sprang i.

Fra denne døbefont tager forestillingen en radikal og relevant drejning. Bibelske motiver knyttes til de indledende ord om ”ham fra Bibelen”, og forestillingen overgår fra moralovervejelser i sekulariseret-gråt lys til en manisk bekendende antihumanist med hovedet fyldt af domsudsagn, badet i bronzegyldne stråler.

Tekstens vigtigste del er til gengæld fjernet. Efter sit fald fra tinderne som feteret advokat ender Johannes i romanen som kunstsvindler. Han er kommet i besiddelse af den stjålne del af altertavlen fra Gent og har hængt den op over baren i den beskidte knejpe.

Det er ærgerligt, at dette element er fjernet, fordi Johannes netop ikke kan holde ud at kigge på de retfærdige dommere, på vej i procession mod gudslammet. Så han låser dem inde i et vægskab i stedet for. Da han viser tavlen til sin tilhører, får den kun lov at være ude i kort tid, inden den må væk igen: ”Vil De lige sætte mine dommere under lås og slå igen, tak,” beder han.

Men også her afdækker Jacque Lauritsen sin intime forståelse af teksten for os - sine betroede. For i denne opsætning bliver Johannes ikke sindssyg, for han skal ikke kigge på de retfærdige.

Han restituerer derimod i en slags kølig kynisme. Han véd da godt, ganske som i romanen, at han efter sit fald alligevel ikke ville springe i efter den unge kvinde, skulle det ske igen. Vandet er jo så koldt.

Men i manglen på altertavleperspektivet er det ikke en sindssyg, der siger dette, det er en rolig mand med jakken over skulderen. Derfor kan Johannes også afslutte med en kølig hilsen om at komme godt hjem. Ud til Københavns egen kanal og den tågede stenørken.

Og så har vi alligevel glemt nogle unødvendigt klichefyldte musikindslag med Chopin og Debussy.

For gennem det uhyre velvalgte billedsprog og Lauritsens lettere teatraliserede diktion, der spejler den samme moderat opstyltede talestrøm, hvori den rigtige Jean-Baptiste Clamence i romanen bekender sit fald, bliver ”Faldet” her til flot scenekunst og repræsenterer en sjældent set, men meget værdig tiltro til tekstens kvalitet.