Det lå ikke til Martin Luther at tie og samtykke. Tværtimod. Han kommenterede alt. Det gjorde han som prædikant, docent, rabiat polemiker, oversætter og salmedigter. Som menneske repræsenterede Luther på en gang elite og bredde, han var både mand af folket og blandt folkets ypperste.
Men det siger noget om, hvor fortræffeligt Steffen Støvrings portræt er, at han får hele denne omfattende virksomhed med på blot 130 sider. Som Kjeld Holm anfører i forordet, så består bogens fortjeneste deri, at Martin Luther er blevet et menneske af kød og blod.
Hvor Luther i mange fremstillinger efterlader indtrykket af en massiv og monumental mastodont i læserens bevidsthed, så er reformatoren hos Støvring en mand, der har levet, stridt og elsket. Og Støvring tolker og aktualiserer Luthers anliggende i en kongenial læsning, der gør det krystalklart, hvorfor vi fortsat kan hente inspiration i hans tekster og tænkning.
Forfatteren følger Luthers liv kronologisk, så vi ledsager augustinermunken til Rom, hvor han med inderlige bønner udfrier sine afdøde forældre fra skærsildens flammer, ”indtil han pludselig med ærgrelse kommer i tanker om, at de jo lever endnu! ”
Siden fører en læsning af Paulus’ ord om, at den retfærdige skal leve af tro, til at den anfægtede og skrupuløse Luther lægger sit liv helt om. Hvad var det, Luther indså oppe i tårnkamret? I virkeligheden dette: at hengive sig til Gud er at give sig hen til livet: ”Gud er livets strømmende kilde. Som skal modtages og have frit løb og gøre den modtagende levende”.
Og den erfaring kan Luther ikke holde for sig selv. Den 31. oktober 1517 nagler han de 95 teser mod afladshandlen op på slotskirkedøren i Wittenberg. Tre år senere fører det til anklagerne foran rigsdagen i Worms. Her stod Luther så. På de hårdhudede fødder, der engang havde båret ham helt til Rom. Han kunne ikke andet. Slet ikke tie eller samtykke i pavedømmets påbud.
Tie og samtykke kunne Luther heller ikke, da bønderne i 1525 mente, at de i ham havde fået en ideologisk fører i deres revolutionære bestræbelser. Men som Støvring pointerer, så blev Luthers opfordring til at slå de oprørske bønder ned som gale hund først læst, da bondekrigen for længst var forbi.
Alligevel svækkede dette skrift Luthers anseelse i samtiden, hvorimod nutiden nok er mere pikeret over Luthers tekst ”Om jøderne og deres løgne”. Støvring gør imidlertid opmærksom, at hovedparten af skriftet faktisk er grundigt og argumenterende, men at Luther ulykkeligvis anvender det verbale knojern mod jøderne til slut. Hvordan kunne Luthers dømmekraft dog svigte så fatalt?
Da forfatteren Thorkild Hansen blev spurgt om, hvorfor de sorte i hans slavetrilogi fik så hård en medfart under en sejlads, lød svaret: ”Jeg havde skrækkeligt ondt i ryggen, da jeg skrev det, og så tænkte jeg: Nu skal slaverne have smæk! ”
En tilsvarende konklusion når Støvring til vedrørende det berygtede skrift om jøderne, Luther udgav i 1543: ”Hans helbredstilstand er stærkt forværret med forfærdelige smerter og forstoppelser, der nok kan få mange til sammenbidt at udslynge de værste ord.”
Er Luthers kritik af jøderne dikteret af humørsvingninger, så forholder det sig anderledes med hans opgør med islam, der udspringer af en omhyggelig koranlæsning:
”Han bliver forfærdet og elendig over ”Muhammeds skændige, løgnagtige og gruelige tro”. (…) Han står helt fast: Med denne nye tro er djævelen for alvor løs! ”
Martin Luther var en ånd i kæmpeformat, der skrev tysk, så det klingede, men som heller ikke forsømte at feste eller lod en kold øl gå sin dør forbi, forklarer Støvring undervejs.
På samme måde giver det skildringen perspektiv og farve, at vi bliver præsenteret for Luther som hengiven familiefar:
”Jeg havde aldrig før troet, at et faderhjerte kunne blive så blødt over for sine børn! ”
Foruden et uddrag af Luther-tekster har Støvring føjet et ”Slutord” til, der generelt opsummerer reformationens virkningshistorie. Det er bogens svageste del. Støvring kritiserer Luther for hans tøjlesløse temperament, men her forekommer Grundtvigs kritik af, at Luther savnede sans for kirkehistorien anderledes rammende og aktuel.
Med disse mildt supplerende forbehold kan anmelderen dog kun anbefale Støvrings formidable portræt af Martin Luther.