Goethes lille brevroman fra 1774 er blevet fortolket et utal af gange på alverdens teaterscener. På mange mulige og umulige måder har vi overværet Werther leve og dø, længes og lide. Alene over de seneste måneder har hele to nye nyiscenesættelser set dagens lys på Aalborg Teater og Aarhus Teater – og sidstnævnte har nu altså indtaget den københavnske Sort/Hvid-scene. Men hvad er det, der vedbliver at fascinere ved det lille weltschmerz-værk, og hvordan taler det til nutiden?
Det er spørgsmål, instruktørtalentet Sargun Oshana har stillet sig selv og søgt at besvare med sin moderne bearbejdning af Goethes gamle fortælling. Svaret er en postpunket dødsmesse af en art, der forener den originale tekst med et nutidigt møblement af tv-skærme, hullende hættetrøjer og emo-æstetik.
Allerede inden første replik falder, slås tonen an. Vi ankommer til et mausoleum, et ominøst gravkammer med majestætiske søjler og svulstige landskabsmalerier, men også med en falmet stemning af forfald, tilgroede gange og graffiti.
Scenografien røber, at vi på én gang er i fortiden og i nutiden. På Goethes tid og i vores egen. Eller nok snarere i 1980’ernes ”no future”-ungdomsgeneration med løbende eyeliner, militærstøvler og kronisk tudefjæs. ”Love will tear us apart”, står der skrevet et sted på stenvæggen – postpunk-bandet Joy Divisions berømte 1980’er-sang, skulle man være i tvivl.
Og sådan fortsætter stykket med at trække tråde mellem gammelromantikerne og nyromantikerne. Mellem Sturm und Drang-digterne, hvem Goethe tilhørte, over 1980’ernes sortklædte punkkultur til 2000’ernes dødsdyrkende emo-bevægelse. Også lydsiden er et sælsomt konglomerat af nu og dengang. Alt fra Schuberts ”Ave Maria” og melankolske nocturner til techno blander sig med tungetale og messende passager af Goethes originaltekst på tysk. Det er musikerfænomenet Di Garbi, der til stede på scenen bag et centralt placeret flygel står for det stemningsskabende akkompagnement. Hun er der som en ypperstepræstinde, en romantisk naturånd eller måske som døden, der våger over fortællingen i overdådigt gotisk udstyr, med hvidkalket dødningeansigt og begravelsesblomster i håret – et forvarsel om det forestående.
Kort opsummeret er det fortællingen om den unge aspirerende maler og rige borgersøn Werther, der forlader storbyen for at fordybe sig i naturens roligere rytme. På landet møder han den underskønne Lotte, der slår benene væk under ham. De to indleder et fortroligt, men kun venskabeligt forhold, mens Lottes forlovede, den sympatiske Albert, er bortrejst. I brevform får Werther afløb for sine store følelser, som han med umådelig frihedstrang dyrker som et bolværk mod det borgerlige samfunds rigide fornuftsdyrkelse. Udadtil må han dog skjule sin forelskelse og misundelse på den muntre Albert – og da han indser sin lidenskabs frugtesløshed, tager han sit eget liv.
I Sargun Oshanas scene-version er det som noget nyt Lotte, der driver fortællingen frem. Det er Lotte, der indledningsvist læser Werthers datomærkede breve højt fra scenen og således vækker ham til live. I det hele taget har teatrets Lotte fået mere pondus og karakter end romanens ditto – måske endda for meget. Den alfelignende Sara Viktoria Bjerregård med de rustrøde krøller og det klare blå blik skal bestandigt skrige og slås som en modvægt til sit sarte udseende, og som et i tiden så dyrket opgør med alle litteraturhistoriens naive Lotter. Og selvom det nu er ædelt nok at ville føje lidt flere nuancer til det flade begærsobjekt, så bliver den demonstrative manifestation et lidt fortærsket, forstyrrende element i stykket.
Mere vellykket er så Oshanas introduktion af den dobbelte Werther-skikkelse. Simon Mathew og Alexander Mayah Larsen ligner hinanden uhyggeligt meget, i højde, drøjde og ansigtstræk – hvilket gør det muligt at vise Werthers indre splittelse på en interessant og effektfuld måde. Senere forvandler Alexander Mayah Larsen sig så til spidsborgeren Albert, som i teaterudgaven er en øretæveindbydende, lalleglad coach-type. Werther og Albert repræsenterer to væsensforskellige tilgange til livet: den fornuftsbårne og den romantiske – og det er et kløgtigt greb at lade den tragiske helt splitte i to, i fornuften og følelsen, oplysningstid og romantik, og vise Albert som en iboende instans i Werther. Werther, der på én gang længes efter og væmmes ved den borgerlige tilværelse.
Der er flere gode takter og tanker i Oshanas Werther-fortolkning. Derfor er det også ærgerligt, at iscenesættelsen falder i lidt for mange klichéfælder i bestræbelsen på at blive aktuel. Der er den obligate stærke kvinde, der er tv-skærmene, der er techno, der er vor tids jubelidiot, selvhjælps-coachen, der er brud på den fjerde væg, der er hashtag og graffiti og goth. Som er man gået slavisk frem efter en moderniseringsmanual og krydset troskyldigt af undervejs. Stykket er i øvrigt omdøbt til ”denungewertherslidelser” som et hashtag uden hashtag, fordi, ja, hvorfor egentlig? For at signalere nutidighed. Men det virker mest af alt krampagtigt. For Werther behøver ikke alt muligt udvendigt lirumlarum for at tale ind i det almenmenneskelige, til alle tiders urolige hjerter.