I denne roman er den nære fremtid lige så skræmmende, som den er sandsynlig

Små robotter, der ligner pandaer, kaniner og fugle er omdrejningspunktet i Samanta Schweblins urovækkende og uhyggeligt aktuelle ”Kentuki”

I denne roman er den nære fremtid lige så skræmmende, som den er sandsynlig

For nutidens unge er teknologien en selvfølgelig del af livet, og de færdes på sociale medier med en naturlighed, som de ældre årgange – alle os, der voksede op i en anderledes, analog tid – aldrig vil opnå.

Argentinske Samanta Schweblin er født i 1978 og husker utvivlsomt tiden før iPhone, Twitter og Facebook, og hendes nye urovækkende roman kan læses som en advarsel om, hvor vi er på vej hen.

I ”Kentuki” er alverdens forbrugere optaget af nogle små bamser på hjul og med kameraer som øjne og mikrofoner som ører. Disse såkaldte kentukier kan man købe og installere derhjemme, og når det er gjort, kan en anden købe adgang til dens kameraer og mikrofoner og også styre den rundt i ejerens hjem.

Læseren følger mennesker, der har købt en kentuki – der kan ligne en panda, en kanin, en fugl – men også mennesker, der har købt adgang til én og ser med fra et andet sted i verden. Her er for eksempel en kvinde i Peru, som følger med i en anden kvindes sex- og kærlighedsliv i Tyskland, en ensom dreng i Guatemala, der styrer en kentuki i Norge og drømmer om at mærke sneen, han ser på sin skærm, og en kidnappet pige i Venezuela, som forsøges reddet af en kentuki, der styres fra et sted i Kroatien.

I de mange historier benytter karaktererne de små robotter med nuttet udseende til at trøste, manipulere, fantasere og udleve voyeuristiske tilbøjeligheder. Men hvor tilforladelige kentukierne end virker, står der en aura af uhygge om dem. Sigmund Freud talte om das unheimliche, når det velkendte blev ladet med noget udefinérbart og ubehageligt, og begrebet giver i dén grad mening i forhold til de snurrende tøjdyr.

Når ”Kentuki” – trods sine kun alt for realistiske robotter, sine urovækkende stemninger og sit interessante perspektiv på teknologiens invasion af privatlivet – ikke er en altopslugende læseoplevelse, så skyldes det fortælleformen: Med de mange korte kapitler, hvor læseren træder ind og ud af så mange forskellige menneskers liv, skabes der nok forståelse af en global robot-succes, men det gør også, at man ikke når at leve sig ind i én karakter, før der skiftes til en anden et andet sted.

En anden konsekvens er, at den uhåndgribelige uhygge, Schweblin er så ferm til at etablere, gang på gang punkteres. I stedet for at holde fast – sådan som hun gjorde det i den rasende uhyggelige gennembrudsroman ”Redningsafstand” – har hun her valgt at gribe igen og igen og igen.

”Kentuki” er alligevel værd at læse. Fordi den viser os en virkelighed, der er på vej eller måske allerede er her. Om man så finder den skræmmende eller fuld af potentiale, afhænger nok af hvem man er, og – ikke mindst – hvor gammel man er.