I denne søde ventetid

Vi nærmer os advent, men hvem kan holde ud at vente på noget som helst? Der skal øvelse og alder til at få ventetiden vendt til en god tid

Vi nærmer os advent. Om en uge tænder vi det første lys og afventer julen og dens glade budskab. Vi venter, mens vinteren – måske – strenges. Vi får se. I ventetiden kan vi synge Brorsons salme:

Her vil ties, her vil bies,

her vil bies, o svage sind!

Vist skal du hente, kun ved at vente,

kun ved at vente, vor sommer ind.

Vi venter, og vi bliver nødt til at vente, men vi er sjældent særlig gode til netop det. Vi lever i en resultatorienteret tid, hvor enhver ventetid er spild af penge og ressourcer. Vi spilder vores egen og andres tid med at vente. Vi er også forvænte med, at alt skal foregå i et høj tempo, og alting skal være færdig inden for ganske kort tid.

Derfor er der også noget tankevækkende over Europas gamle katedraler. De er bygget hen over århundreder, og den, der tegnede katedralen, og de håndværkere, der lagde de første sten, så aldrig resultatet af deres arbejde. De var tålmodige og havde et større tidsperspektiv, end vi har i dag.

Hvem orker at vente på, at noget bliver bygget færdigt, hvis ikke det sker inden for ens egen livstid? De færreste. Vores tidshorisont er indskrænket til os selv. Vi tænker knap nok på vores egne børn og børnebørn. Er vi pensioneret, skal vores pension fyres af, mens vi er i live. Brug pengene på dig selv, siger vi til hinanden og finder det ikke nødvendigt, at der er noget tilbage til efterkommerne. De må selv finde ud af det. Det kan vi ikke vente på.

Ventetider er anfægtende. Lediggangen og pausen giver os tid til at tænke os om. Og det kan være skræmmende.

Nogle i generationen forud for min egen ventede på Godot. Samuel Becketts skuespil ”Mens vi venter på Godot” var sindbilledet på en tid, hvor livet blev opfattet som en absurd venten på en mand, som man intet vidste om, og som aldrig indfandt sig. Godot kommer i morgen – lyder det hver dag i skuespillet. Så kan man muntre sig, så godt man kan i den ventetid, som udgør livet.

I min egen generation formulerede en ung digter som Søren Ulrik Thomsen det med digtet ”vent” (1981):

I kaffebaren med cigaret og cola

i frost over fodgængerovergangen

i biografens dybrøde foyer

i flugt med hænderne for ansigtet

vi venter på nogen

Der blev ventet i årevis. Og i mellemtiden blev den franske digter Rimbaud citeret: ”Lad den komme, lad den komme, tiden, hvor vi begejstres.” Der var advent i luften, men det var ikke så lige til at sige, hvad det var, man forventede skulle begejstre.

På den tid, det var omkring 1980, var jeg 24-25 år gammel. Jeg arbej-dede som sygehjælper på et plejehjem. En dag skulle jeg sidde hos den døende Anna. Jeg skulle ikke gøre noget, men bare vente og holde hende i hånden, når hun var ved bevidsthed. Men jeg kunne ikke holde ud at sidde der og vente på, at hun døde, og på et tidspunkt gik jeg ud i køkkenet for at få en kop kaffe. Da jeg kom tilbage til hende efter et par minutter, var hun død.

Senere har jeg tænkt på det som en prøve, jeg aldrig bestod. Jeg kunne ikke vente, og Anna døde alene på stuen. Hun havde ingen familie og ingen venner, og jeg burde have været der. Men hvad kan man forvente sig af en ung mand, der ikke er nogen grædekone?

Det er svært at vente. Måske er jeg bedre til at vente i dag. Måske har jeg lært, at udsættelsen slet ikke er så dårlig, og at det, der skal komme, nok kommer. Det meste er under alle omstændigheder ude af mine hænder. Måske ville jeg i dag kunne sidde hos Anna med mere ro i krop og sjæl og gøre det, der blev forventet af mig.

Måske. Men rigtig god til at vente – og slet ikke på døden – er jeg aldrig blevet. Al tidens utålmodighed ruller også i mine årer. Jeg skal bare sidde i en bilkø i et par minutter. Eller jeg skal bare have min telefon i hånden og høre den samme jingle igen og igen og få at vide, at jeg er nummer 25 i køen til klage over mit teleselskab – så er jeg på eksplosionens rand.

Men den første advent vil jeg tænde et lys og øve mig i at vente. Jeg vil vente på det, som kommer, og som skal komme. Vente på alt det, som jeg har til gode, og som er – i vente.

Denne klumme er den sidste ”Liv&Litte-ratur”-klumme for nu. Den er gennem årene blevet skrevet af anmelderne Liselotte Wiemer, Mai Misfeldt, Henrik Wivel og Lars Handesten. Tidligere klummer kan læses på