Umådelig smuk og nærværende udstilling

Anette Harboe Flensburgs malerier taler på sin vis om ensomheden som et menneskeligt grundvilkår. Men samværet med dem på Trapholt giver en lykkelig oplevelse af uudgrundelig fylde

Anette Harboe Flensburg er optaget af rum, og den måde de konstitueres af lys og skygge. Her er det hendes ”In the same dark or in another not yet imagined”, olie på lærred. – Foto: Anders Sune Berg/Trapholt.
Anette Harboe Flensburg er optaget af rum, og den måde de konstitueres af lys og skygge. Her er det hendes ”In the same dark or in another not yet imagined”, olie på lærred. – Foto: Anders Sune Berg/Trapholt.

For nylig læste jeg om et forsøg, hvor tre mennesker skulle sidde foran et maleri en hel time. For nogle var det en krævende udfordring. Jeg tænkte på det, da jeg så Anette Harboe Flensburgs netop åbnede udstilling ”In Company with No-One” på Trapholt. Hvor meget man dog har lyst til at blive siddende foran de malerier, ikke mindst de af dem, hvorfra lyset synes at emanere, så det føles som at åbne en magisk dør i januars våde grå ud til en vidunderlig varm atmosfære. Tænk at have et rum med sådan et maleri, der hænger og gløder, eller et af dem, i de kølige blå toner, der føles som at trække iskold luft ind. Lige nu kan vi dele disse rum, de er årets store kunstnerpræsentation på Trapholt og kan ses indtil november.

Når man har lyst til at sidde så længe foran Harboe Flensburgs ofte ret store malerier, skyldes det også, at de rent rummæssigt aldrig falder til ro i ens øjne. På sin vis sker der ingenting, der er ingen ”handling” i disse interiør-billeder, men det er, som om de aldrig falder helt på plads, at man kan blive ved med at pusle med at få perspektiverne samlet.

Anette Harboe Flensburg er en kunstner med en særlig evne til at holde fast i sig selv og sit projekt. Her er det ”Space Without a Place”. – Foto: Anders Sune Berg/Trapholt.
Anette Harboe Flensburg er en kunstner med en særlig evne til at holde fast i sig selv og sit projekt. Her er det ”Space Without a Place”. – Foto: Anders Sune Berg/Trapholt.

Anette Harboe Flensburg er optaget af rum, og den måde de konstitueres af lys og skygge. Hendes maleriske rum begynder som noget meget konkret. Før hun maler, arbejder hun med modeller, hun bygger op i pap. Små dukkehuse som hun kan gå og kigge ind i, se hvordan lyset falder, hvordan skyggerne ændrer sig i løbet af dagen. Hun flytter på en væg, skærer et vindue. Når modellen er på plads, fotograferer hun den. Mange gange. Så følger en lang periode, hvor hun flytter rundt på fotografierne, afæsker dem noget, hun har lyst til at gå videre med. Først da kan hun begynde sit maleriske arbejde. Fotografierne er forlæg, men i arbejdet opstår fiktionen også. Der ligger uendelig meget tid i Anette Harboe Flensburgs malerier, jeg kan lide tanken om, at det også er al den tid, man mærker, når man sidder over for dem.

Jeg tænker ofte på, at det allervigtigste for en kunstner er at have stamina. At kunne blive ved, også når der ikke er direkte respons på eller måske ligefrem modstand overfor ens projekter. Jeg tænker på Anette Harboe Flensburg som en kunstner med særlig evne til at holde fast i sig selv og sit projekt og med stor disciplin. Talentet er den indiskutable forudsætning, men den enestående tekniske perfektion, hun har opnået, er kommet af de mange timer med små pensler og store lærreder. På Trapholt bliver det helt tydeligt, hvor fri hun er blevet i de maleriske teknikker, fordi hun behersker dem så sikkert. Hun kan skifte fra forskellige registre, nogle steder er det skummende som Monet, andre steder lægger hun farven som en hård flade, som var hun ude i et minimalistisk ærinde.

Anette Harboe Flensburg har kaldt sin udstilling ”In Company with No-One”. Til åbningen på museet fortalte hun, at titlen kommer fra en sen, filosofisk novelle af den irsk-fødte forfatter Samuel Beckett, der bare hedder ”Company”, og hvis hovedperson er en mand, der ligger i et mørkt rum og tænker, og i denne tænkning udspaltes der en form for flerhed af stemmer.

Udstillingen fordeler sig over fire sale. At kunstneren arbejder lige så grundigt med sine udstillingskoncepter, som når hun opbygger sine malerier, mærker man. Den første del af udstillingen har form af en labyrint, og der er simpelthen så mange fine sammenhænge både mellem de enkelte værker, og mellem værk og arkitektur. En grøn farve skubber sig fra maleri til maleri, og fra maleri til vægflade. Det giver en svimlende fornemmelse, og et øjeblik er det, som om man selv vandrer rundt i en af kunstnerens arkitektoniske modeller.

Lidt efter mødes man da også af en stor reolkonstruktion, som Anette Harboe Flensburg har fyldt med forskellige genstande, der refererer til hendes arbejde: mindre malerier, tapetrester, dukkehuse, spejle, og stykker af det plexiglas, som hun ofte bruger i arbejdet med at danne farvede felter, der kan overlappe hinanden i lag på lag.

I efteråret udgav Anette Harboe Flensburg bogen ”Reol spejl cirkel” (forlaget Wunderbuch), hvor hun tænker over og med kunst. Her skriver hun om sit arbejde med reolen, at den er ”en form, der i princippet kan bære alt, hvad jeg har”. Reolen er som et stort dukkehus, og samtidig er den i sig selv en metafor for mennesket, den måde vi lever side om side på, samtidig med at der er disse ”vægge” imellem os, der gør, at den inderste kerne ikke kan deles med nogen.

Udstillingen på Trapholt er en umådelig smuk og nærværende udstilling. Som også, fordi den reelt taler så meget til ens kropslige måde at erfare på, danner en fin forbindelse til stedets indtil juni pågående sanseudstilling.