Prøv avisen
Udstilling

I dialog med kunsthistorien

5 stjerner
Det er en smuk, tankevækkende og humoristisk udstilling, som Sorø Kunstmuseum byder på hen over sommeren, hvor Elina Brotherus bruger sig selv. Øverst ses et stillbillede fra videoværket ”A New Sense of Order” fra 2017. Billedet i midten viser værket ”Femme dans la baignoire” fra 2003, mens det nederste stillbillede er fra videoværket ”Passing Music for a Tree” fra 2018. – Fotos: Sorø Kunstmuseum.

Den finske fotograf Elina Brotherus gæster Sorø Kunstmuseum med sine på en gang poetiske, absurde og skarpt udtænkte fotografier og videoer

Elina Brotherus (født i 1972) er en fremtrædende finsk fotograf, der er rundet af den såkaldte ”Helsinki Skole” på Alto Universitetet. Her har man siden 1990’erne undervist tværfagligt inden for disciplinerne naturvidenskab, kunst, design og forretningsdrift.

Det har blandt andet resulteret i fremkomsten af en række originale fotografer, som her er blevet uddannet som billedkunstnere. Det vil sige, at de først og fremmest arbejder subjektivt og benytter kameraet til at udtrykke deres egne idéer i stedet for at gengive virkeligheden så præcist eller fordelagtigt som muligt, sådan som de fleste presse- og reklamefotografer praktiserer fotografi.

Skolens elever trådte markant frem i 1990’ernes slutning og erobrede den internationale kunstscene med deres højst originale og anderledes fotografier. Flertallet af dem er i øvrigt kvinder.

Ud over Brotherus, som nu får fuldt spotlys på Sorø Kunstmuseum med udstillingen ”Playful Wanderer”, kan nævnes Eija-Liisa Ahtila og Aino Kannisto. De formår at skabe et nærvær på det lysfølsomme papir, samtidig med at de har noget at fortælle, der ofte handler om det nære eller intime liv. Herhjemme arbejder fotograferende kunstnere som den uforlignelige Per Bak Jensen foruden Astrid Kruse Jensen, Trine Søndergaard, Nicolai Howalt og Mads Gamdrup i samme ånd.

”Dette er ikke en pibe” var titlen på René Magrittes berømte maleri af en pibe, som jo er et billede af en pibe og derfor ikke en virkelig pibe. Elina Brotherus udstillede som ung kunststuderende et fotografi af sig selv med titlen ”Jeg hader sex” (1998). En lærer stillede hende spørgsmålet, hvorfor hun hadede sex. Helt overrumplet og mundlam begyndte hun at reflektere over forskellen på liv og værk, hvilket langt senere resulterede i udstillingen ”It’s not Me. It’s a Photograph” (2018).

Hvis man finder, at mange af fotografierne på udstillingen i Sorø ligner noget, man har set før, så er det ikke nogen tilfældighed. Elina Brotherus arbejder i høj grad på allerede eksisterende billeder fra nyere eller ældre kunsthistorie.

Hun kan også trække på surrealismen i sine mere eller mindre absurde og undertiden herligt gakkede, korte videoer, som er (gen)opførelser af performancekoncepter, som kunstnere i 1960’erne og 1970’erne har skabt. En video viser hende eksempelvis stående på ét ben ved bredden af en lille sø, hvor hun med jævne mellemrum svinger det andet ben ud til siden.

Denne video er direkte inspireret af den amerikanske kunstner John Baldessaris beretning om en billedkunstlærer, som opfordrede sine elever til at stå på et ben, når de arbejdede ved staffeliet, for han mente, at ”når kunstnerne er ude af fysisk balance, vil der opstå en anden organisering af elementerne på fladen”.

I en video, hvor hun optræder sammen med en anden kvinde, udfører de nogle gakkede gang- og galoparter til ære for et træ. Her har hun taget udganspunkt i den japanske kunstner og komponist Mieko Shiomis værk ”Passing Music for a Tree” fra 1964. Med en usvigelig poetisk sans og humor skaber hun disse absurde hændelser, som vender op og ned på tingenes logiske orden, og under sin rundgang i udstillingen trækker man konstant på smilebåndet.

Allerede udstillingstitlen, ”Playful Wanderer”, slår en munter tone an. Titlen hentyder især til de mange fotografier i serien ”The New Painting” (2000-2004), hvor Brotherus benytter ældre kunsthistoriske forlæg. Det giver mening at vise disse værker netop på det sydsjællandske kunstmuseum, som har en vidunderlig samling af dansk guldalderkunst.

I modsætning til de store vandrere i kunsthistorien, som alle var mænd, og som med ærefrygt ”indtog” og skildrede Guds storslåede natur, så citerer og demonterer Brotherus motiverne ved hjælp af en række nutidsreferencer, som forankrer værkerne i vores moderne tid.

Men hendes værker er samtidig utroligt smukke og storslåede. Eksempelvis står hun foran et sublimt bjerglandskab som en anden vandrer over tågehavet a la Caspar David Friedrich, men man ser selvudløseren, og hendes store herrejakke blafrer i vinden og afslører, at hun går med sneakers.

I et andet foto sidder hun i et badekar med løvefødder, der er klodset op. En telefon hænger på væggen og viser, at vi er i en anden tid end Degas, hvis utallige badende modeller er den direkte inspiration. Der går hul på fiktionen, når man ser nutidsreferencerne.

Hun kan også vende kønsrollerne om som i ”Kunstner og model” fra 2002, hvor hun står fuldt påklædt og læner sig op ad dørkarmen, mens modellen, en nøgen mand med briller på, sidder på en sofa og holder pause i seancen.

Flere af udstillingens fotografier er såkaldte procesbilleder – eksempelvis det femdelte ”Mirror” (spejl) fra 2000, som også findes som video. Her står den nøgne, våde kvinde efter badet og kigger ind i det duggede spejl, hvor hun successivt bliver ”fremkaldt”, efterhånden som duggen forsvinder, og konturerne træder tydeligere frem.

Til slut opstår der en mærkelig fremmedgørelse mellem den betragtende, rygvendte kvinde og hendes spejlbillede. Dette uhyre enkle og velkendte motiv er samtidig raffineret og komplekst i fremstillingen af eksistensen og jeg-identiteten. Her leger kunstneren helt bevidst med det at se og blive set på. Det handler om selve synsakten, der er konstituerende for vores identitetsdannelse og jeg-opfattelse.

I videoen ”The Black Bay Sequence” (2010) har hun gennem næsten tre måneder optaget sine badeture i en sø. Her træder de små forskelle frem fra dag til dag. Her undersøger hun det at være i verden – med en reference til Heraklits berømte dictum om, at man ikke kan bade i den samme flod – eller sø – to gange, fordi det vand, man dykkede ned i og steg op af, er flydt videre til andre steder, og nyt er kommet til. En nøgen kvinde – Elina Brotherus – bader i en sø, svømmer og vender tilbage til landskabet.

Det er minimalisme i form af en repeterende undersøgelse af de samme elementers små forskydninger dag efter dag. Ligesom når Pierre Bonnard fortløbende maler sin hustru Marthe i badet fra alle mulige forskellige vinkler, og de små forskelle skaber et hverdagsligt, poetisk mønster, der kun er synligt i kraft af gentagelsen.

Brotherus er altid selv både motivet og aktøren/performeren. Selvom hun mener, at hendes billeder repræsenterer en autonom verden, der ikke har noget med hendes liv at gøre, så væver de sig – om hun vil det eller ej – uvægerligt sammen med hendes personlige liv og vil med tiden fungere som en slags dagbogsoptegnelser, der giver hende lejlighed til at iagttage sig selv med alderens stigende distance.

Det er en smuk, tankevækkende og humoristisk udstilling, som Sorø Kunstmuseum byder på hen over sommeren.