Harald Voetmann er noget så sjældent i dag som en latin-kyndig digter. Han har tidligere udgivet to oversættelser (dele af Plinius den Ældre og Petronius’ ”Satyricon”), og nu har han udgivet en kommenteret oversættelse af Sulpicias digte.
Sulpicia, der levede cirka 31 f.Kr.-14 e.Kr., er den eneste kvindelige digter fra den klassiske periode i romersk litteratur, hvis digte vi kender. De er enkle, uden mytologiske og lærde henvisninger, sætningernes grammatik er indimellem rå og kortfattet konstrueret, og da de også er ret korte, har det fået nogle til at opfatte dem som primitive.
Men det er en misforståelse. Sulpicia er en selvbevidst og original forfatter, og hun beskriver med psykologisk indblik en teenagers første forelskelse.
Den udkårne kalder hun Cerinthus, og hun er lykkelig over at have fået en kæreste: ”Sladder, bryd løs: Jeg er endelig blevet forelsket og ville/ skamme mig mer, hvis jeg løj, end ved at indrømme det.”
Da hun ikke kan være sammen med ham på sin fødselsdag, bliver hun rigtig pige-mopset: ”Åndssvage fødselsdag, nu skal vi rejse til bøhlandet langt væk/ fra min Cerinthus og der holde en glædesløs fest.”
Turen bliver aflyst, men Cerinthus er ikke trofast, og så bruger Sulpicia en sygdom til at få ham tilbage med trusler: ”Kan al min lidelse end ikke vække dit smølende hjerte,/ hvorfor skulle jeg så kæmpe for at blive rask?”.
Disse enkle digte står i håndskrifterne sammen med en ukendt forfatters digte, der kommenterer Sulpicias og Cerinthus’ forhold. De er lange, lærde og mere letløbende i grammatisk henseende. Hér tematiseres kvinders lyst og mulighed for at leve den ud, kvinders roller i Rom, og et nyt kvindeideal i overklassen tegner sig: Den lærde pige, ”docta puella”. Sulpicias mor, ved vi, var af den gamle skole og forblev ugift og trofast efter Sulpicias fars død. Sulpicia ville det anderledes, og i digtene er et gennemgående tema ønsket om et forhold, der bygger på kærlighed og lidenskab. Det var ikke en selvfølge i Rom, hvor de fleste ægteskaber blev aftalt – af forældrene!
Så fylder drømmen om et forhold, hvor der også er kærlighed, meget, og vi finder den både hér i kærlighedsdigtningen og i Plautus’ og Terents’ komedier.
Bogen er en enestående udgivelse i Danmark, og Gyldendal fortjener ros for den. Harald Voetmanns oversættelser står nemlig sammen med den latinske tekst, og han diskuterer alt fra sproglige detaljer i oversættelsen til digtenes temaer.
Harald Voetmann inviterer os på denne måde ind i filologens, digterens og fortolkerens værksted. Det er et ukendt sted for de fleste danskere. Nu er det normale i Danmark, at man kun kan engelsk sådan nogenlunde, og at man ikke kender glæden ved det virkelige sproglige arbejde, hvor man går fra detaljerne til en samlet mening og tilbage til detaljerne igen for at forstå dem endnu mere præcist og så videre.
Harald Voetmanns oversættelser er frie, friske og stort set korrekte. Han forener næsten hele tiden latinsk sproglig præcision med en dansk digters kreative forhold til sproget, og uanset at man nogle steder kan være uenig i kommentarerne, er de præget af en charmerende blanding af sund dømmekraft og et friskt nyt blik på sagerne. Så selvom der er enkelte ting at kritisere, fortjener bogen seks stjerner, fordi den er så anderledes på den gode måde.