Det er næsten altid et filmisk højdepunkt, når biograferne blænder op for en ny film af den amerikanske auteur Paul Thomas Anderson.
Gennembruddet kom for 20 år siden med den fortrøstningsfulde og postmoderne ”Boogie Nights” om menneskelige møder i pornoindustriens gyldne æra i 1970’ernes Californien. I 1999 kom hovedværket, den længselsfulde ensemble-lignelse ”Magnolia”, mens efterfølgeren, den sødmefulde ”Punch-Drunk, Love”, nok er nydelig, men ikke på toppen.
Det er til gengæld mesterværket ”There Will Be Blood”, hvor Daniel Day-Lewis og P.T. Anderson arbejder sammen første gang. Og i 2012 undersøgte Anderson sublimt religiøs fanatisme med afdøde Philip Seymour Hoffman i sit livs rolle som sektleder i ”The Master”.
Andersons film handler om kærlighed, om fortidens forbandelser, om de psykologiske bristers betydning for individet. Verdensbilledet er sammensat. Det onde og det gode svirrer i sindene. For hos sædeskildreren Anderson kan heller ikke de rene i hjertet opfyldes af godhed. Mennesket er komplekst, men Anderson tilgiver dem. Og hans skæbnefortællinger er både excentriske og ligetil, fulde af lignelser og hverdagsproblemer.
Sådan er det også i den aktuelle ”Den skjulte tråd”, hvor Daniel Day-Lewis er både spændstig ungdommelig og irret som couture-skrædderen Reynolds Woodcock, der står bag et af Londons mest fashionable modehuse i 1950’erne.
Som Woodcock er Day-Lewis igen majestætisk, selvom han forbliver på det laveste register. Krusninger, drengede smil og stolt smerte. Med det særlige gehør for øjnene som sjælens spejl, udleverer Day-Lewis Woodcocks krukkede couture-geni. Den excentriske modeskaber og evige ungkarl har bygget sit imperium på den afdøde moders talent. Hans enkle luksuriøse livsførelse bæres af en falleret velgører, mens søsteren Cyril (Lesley Manville) både beskytter og kuer ham. Hun hæger om hans kreativitet, smider hans muser på porten, når de er udtjente, og irriterer mesteren mere, end hun inspirerer. Indtil Alma (Vicky Krieps) popper op. Woodcock falder i forelskelsens svime over den fattige pige. Eller ikke hende, men hendes ungdom, ynde og statur. Hun flytter ind som ydmyg muse, men ganske langsomt vokser hendes magt. Hun spiller op, træder i karakter, og uvægerligt udspiller der sig et besynderligt kærlighedsdrama mellem den selvoptagede kunstner med det infantile følelsesliv og den fyrige unge kvinde. Det sygelige forhold portrætteres nøgternt og selvfølgeligt. Her dømmes ikke.
Miljøskildringen er egentlig klichéfuld, designerens krukkede detaljeglæde og kvinden som krop. Men fotograferingen er fænomenal. De farvemættede silkestoffer stråler i modsætning til for eksempel den melankolske blå i ”Magnolia”. Og Jonny Greenwoods klaverbårne musik er lige så distingveret som Woodcocks smag.
”Den skjulte tråd” er båret af et martret menneskes følelseskulde. Og det eneste mulige forhold, han kan have, sønderrevet fra enhver forestilling om en kærlighedsaffære. Woodocks spidse syrlighed, i Day-Lewis’ smukke ansigts forfald til nedrigheder, er sublimt foruroligende. Og hylende morsomt. Så sandelig værd at indtage, beundre og forføres af.