Forleden fyldte jødisk-amerikanske Philip Roth 85 år, og selvom han er stoppet med at skrive, er han ikke ude af den litterære cirkulation. For eksempel optager han halvdelen af landsmanden Lisa Hallidays debutroman ”Asymmetri”, der består af to lange og tilsyneladende usammenhængende historier og en coda.
I romanen hedder Roth Ezra Blazer og er hovedperson i den første del, der foregår i New York og handler om et asymmetrisk forhold mellem en ældre forfatter og Nobelpriskandidat og en ung kvinde med job som redaktør på et velestimeret forlag på Manhattan.
I virkelighedens verden har Halliday og Roth tidligere haft et forhold, men det er nu ikke sådan, at ”Asymmetri” er en kommentar til dette forhold, eller at Halliday med romanen er ude i et privat ærinde, for eksempel hævn. Men selv hvis hun var, ville det ikke være Roth fremmed; han brugte selv en god del af romanen ”Jeg blev gift med en kommunist” på at udlevere sin ekskone, den engelske skuespiller Claire Bloom.
Det ved Halliday naturligvis godt, og hun har tilsyneladende læst hver en linje af Roths forfatterskab, for der er flere elegante henvisninger til hans foretrukne emner og stil undervejs.
Men altså: hovedpersonen hedder Ezra, ikke Philip, og romanens første del med titlen ”Dårskab” handler om, hvordan den unge redaktør på vej frem og den aldrende forfatter, som begynder at se sig tilbage, mødes, indleder et forhold, der vokser i intensitet, men som jo i udgangspunktet er ulige, fordi han er rig og berømt, og hun er fattig og ukendt – indtil forholdet måske ender efter en af Blazers mange hospitalsindlæggelser.
Blazers livsappetit er stor, men som med så mange forfattere er det på bogsiderne, det egentlig brænder på. Det levede liv er sjældent vildt dramatisk.
Som der står om Blazer: ”Han kunne aldrig få nok af menneskeheden, bare den sov i et andet værelse”. Helt tæt på forfatterens biografiske liv kommer vi aldrig, heller ikke i ”Asymmetri”, og det er en pointe. Halliday er ikke ude på at skrive om Roth, som hun ellers kender ud og ind, men snarere at vise, hvor uopnåelig drømmen om lighed er i en asymmetrisk verden, hvor nogle har meget, og andre har lidt, men hvor alle er afhængige af hinanden.
Hovedpersonen i første del hedder Alice, og som den litterære forfatter, Halliday er, kan man godt regne med, at navnet er en henvisning til klassikeren ”Alice i Eventyrland” af Lewis Carroll, hvor hovedpersonen dumper ned i en på alle måder asymmetrisk verden og oplever, hvordan der ser ud bag spejlet og den overflade, vi tror er virkeligheden.
Samme tanke har romanens Ezra Blazer også fået. Han dukker nemlig op igen til sidst i bogens tredje del, der har form som interview fra et pladevender-radioprogram, hvor den berømte forfatter fortæller om sit liv til tonerne af sin yndlingsmusik (Fauré, Debussy, Elgar og Strauss er blandt favoritterne). Her binder Blazer første og tredje del af romanen sammen ved at sige:
”En af mine unge venner har skrevet en på sin egen måde ganske overraskende lille roman om det her. Om i hvilken udstrækning vi er i stand til at komme om på den anden side af spejlet og forestille os en tilværelse, ja faktisk en bevidsthed, som gør et forsøg på at reducere de blinde pletter i vores egen.”
Den ”på sin egen måde ganske overraskende lille roman” er altså ”Asymmetri”, som læseren sidder med mellem hænderne, og hans (det vil sige Hallidays) karakteristik af den er virkelig meget præcis: et forsøg på at reducere de blinde pletter i vores bevidsthed.
I anden del af romanen med titlen ”Galskab” er vi langt væk fra New York og den litterære verden. Denne del af bogen handler om den amerikanske statsborger Amar Ala Jaafari med irakisk og shia-muslimsk baggrund. Han tilbageholdes i 24 timer i Heathrow-lufthavnen i London, fordi myndighederne tror, han lyver om, hvorfor han vil til Irak (han skal besøge venner og måske gå ind i politik).
Det asymmetriske forhold mellem den vagthavende lufthavnsbetjent og den veluddannede økonom med de bedste hensigter er anledning til at fortælle historien om Jaafaris opvækst i USA, hans tilknytning til Irak og om de asymmetriske krige i Mellemøsten, som, jo mere man ved om dem, bliver desto sværere at forstå. Som en af Jaafaris bekendte siger til ham:
”Der er en gammel talemåde om en udenrigskorrespondent, der rejser til Mellemøsten og opholder sig en uge, hvorpå han rejser hjem og skriver en bog, hvori han præsenterer en samlet løsning på alle Mellemøstens problemer. Hvis han bliver en måned, skriver han en artikel til et blad eller en avis fyldt med ’hvis’, ’men’ og ’på den anden side’. Hvis han bliver er helt år, skriver han ingenting overhovedet.”
Heldigvis vælger Halliday ikke den sidste løsning; hun tør godt skrive langt og vidende om Irak-krigen, og kapitlet øger læserens forståelse af USA’s engagement i Mellemøsten, fordi den virkelig sympatiske hovedperson Jaafari med sit dobbelte statsborgerskab evner at se konflikten fra flere sider. Hertil hører selvfølgelig også spørgsmålet om tro, og romanen går ganske langt i sin forståelse af, hvad der driver mennesker i både den vestlige og den mellemøstlige verden:
”Hele pointen vedrørende tro handler om, at irreduktible svar ikke generer den troende … Alle – inklusive ikke-troende – forlader sig hver dag på irreduktible svar. Det eneste, religion i virkeligheden gør, er at være ærlig omkring spørgsmålet ved at give afhængigheden et konkret navn: tro.”
For hele romanen gælder, at titlens asymmetri gennemspilles på flere og ganske elegante niveauer. Romanen er velskrevet og nem at læse, men tager alligevel tid at tænke over og med, fordi flere pråse går op for læseren undervejs.
Til ulemperne hører, at sidste afsnit, hvor Ezra Blazer vender plader og bringer romanen til en afslutning, sagtens kunne undværes. Der føjes ikke noget nyt til, og det er, som om Halliday ikke har turdet at lade de to store kapitler stå alene. Det er også uklart, hvorfor det skal være to kapitler og ikke for eksempel fire, for nok er der tematiske ligheder mellem ”Dårskab” og ”Galskab”, men de to afsnit er også så forskellige, at de ikke udgør et samlet hele.
Et gæt er, at debutanten Halliday har førstehåndskendskab til de to problemkomplekser, som de to handlinger tager op, så derfor blev det sådan. Og det er også alt nok, for indvendinger til trods hersker der ikke tvivl om, at ”Asymmetri” er dejligt ambitiøs samtidslitteratur, og at Lisa Halliday bliver interessant at følge fremover.