Prøv avisen
Bog

I ”En forfatters dagbog” er Virginia Woolf mere menneskelig end genial

4 stjerner
For Virginia Woolf-fans og læsere med mod på at læse mellem linjerne, er der noget at komme efter med den nye udgivelse. Foto: AP/Ritzau Scanpix.

Virginia Woolfs forfatterskab er sublimt og uden lige i litteraturhistorien. Men i ”En forfatters dagbog” står det klart, at hun var fuld af usikkerhed, anglede efter anerkendelse og frygtede at blive kaldt ”umoderne”

”Tomt. Alt frost. Stille frost. Brændende hvidt. Brændende blåt.”

Det er torsdag den 9. januar 1941, og Virginia Woolf sidder og skriver i det, der skulle blive det sidste af 26 dagbogshæfter.

I retrospekt er det lokkende at læse hendes beskrivelse af vinterlandskabet i Sussex, af ”bakkerne i sne”, som en spejling af hendes forfrosne sind og som et forvarsel om hendes selvmord få måneder senere, hvor hun fyldte frakkelommerne med sten og druknede sig i floden Ouse.

Den depressionsplagede og i perioder psykotiske Woolf blev kun 59 år, men efterlod sig et naturstridigt smukt og righoldigt forfatterskab. ”Bølgerne”, ”Til fyret”, ”Orlando”, ”Årene”, for nu bare at nævne nogle, og som alle andre Woolf-læsere kan jeg ikke få nok af det sublime sprog, den psykologiske dybde og den vedholdende udfordring af den klassiske romanform.

Det var alt sammen opsigtsvækkende – og for traditionalister direkte provokerende – i 1900-tallets første halvdel. Men værkerne fremstår også i dag radikale, friske og anderledes, hvilket danske læsere har kunnet konstatere ved at læse de seks Woolf-hovedværker, forlaget Rosinante igennem de senere år har oversat og udgivet i smukt udformede bind.

Forlaget står også bag den nyligt udgivne ”En forfatters dagbog”, der på bagsiden omtales som ”en uvurderlig guide til hendes forfatterskab og samtidig et nærbillede af et passioneret kunstnerisk sind”. Det første er jeg ikke enig i. Der står ikke noget i ”En forfatters dagbog”, en læser behøver at vide for at finde rundt i Woolfs forfatterskab. Hendes bøger taler så eminent for sig selv, og det gør de også i vores tid, hvor interessen for kunstneren ellers har det med at overskygge interessen for kunstværkerne.

Men det andet – at dagbogen er ”et nærbillede af et passioneret kunstnerisk sind” – er til gengæld fuldkommen rigtigt.

Det er også det, der gør bogen interessant, og det er slående, hvor stor forskel der er på Woolfs værker og på den tilstand, de ifølge hendes notater er blevet til i. Hvor hendes fiktion har en ubesværethed og en krystallinsk klarhed over sig, fremstår hun i sine dagbogsnotater nok ambitiøs og fokuseret, men også usikker, nærtagende og anglende efter anerkendelse.

Sådan er vi nok mange, der er, det er fortvivlende menneskeligt, men Woolfs værker giver indtryk af et andet menneske, af et overskud og en lethed, der ikke flugter med dagbogsskriveren Woolf, som eksempelvis noterer, at ”det værste ved at skrive er, at man er så afhængig af ros”.

Tænk at Woolf, en af litteraturhistoriens titaner, var afhængig af komplimenter. Og det kan ikke have været let, for anmeldelserne af de bøger, hun udgav mellem 1918 og 1941 – de år, dagbogen dækker – er bestemt ikke entydigt positive. Hun refererer bittert, hvordan nogle kritikere finder hende sentimental og uforståelig, og kritikken gør også, sådan virker det i hvert fald, at Woolf har svært ved at rose andre forfattere – og særligt dem, der som hende selv udfordrer formen og anerkendes for det.

Ét er derfor, når hun om romantikkens store Lord Byron skriver, at ”Det gør stort indtryk på mig, hvor usædvanlig dårlig B.s digtning er”. Noget andet, at hun om den samtidige og kunstnerisk beslægtede James Joyce og hans ”Ulysses” skriver: ”Jeg er blevet færdig med Ulysses og mener, den er en fuser.”

Woolf frygtede selv den slags domme. At blive ”afvist som ubetydelig” eller, tro det eller ej, at blive stemplet som ”umoderne”.

Overraskende og lidt nedslående er det også at læse Woolfs optegnelser om, hvad det vil sige at være menneske: ”Sandheden er, at mennesker knap bryder sig om hinanden. De har dette vanvittige instinkt for liv. Men de knytter sig aldrig til nogen uden for sig selv.”

Det kunne lyde, som om det er depressionen, der taler. Også når hun skriver om et øjeblik, der kunne kaldes lykke, ”hvis ikke det var for min følelse af, at det er en strimmel fortov over en afgrund”.

Men i bøgerne er mørket omsat til klarsyn. Diamanter presset frem af det sorteste kul. En slags alkymi. Eller som hun selv skriver om arbejdet med mesterromanen ”Mrs. Dalloway”: ”Hvert ord destilleret af et ubarmhjertigt greb om mine tanker.”

Det er spændende sådan at få indblik i, hvad kunsten krævede af Woolf, og hvad hun tænkte om det og sit liv i det hele taget. Men ”En forfatters dagbog” er kun et begrænset udvalg af optegnelser fra hendes dagbogshæfter. I forordet skriver hendes mand, Leonard Woolf, der forestod udvalget og udgivelsen af den første udgave i 1953, da også, at bogen ikke er et fyldestgørende portræt af Woolf, og at ”udeladelserne sker for at skåne de levendes følelser og ry”.

”En forfatters dagbog” – oversat af den altid brillante Karsten Sand Iversen – er altså ikke uden problemer og indimellem lidt af en prøvelse at læse. Ikke mindst optegnelserne om Woolfs sociale liv: om hvad den og den har sagt til andre om hende, hvad hun mener om den og den, og hvad den og den har sagt til hende over teen.

Men for Woolf-fans, og læsere med mod på at læse mellem linjerne, er der noget at komme efter. Og det er som nævnt umuligt ikke at læse efter tegn på sygdom og selvmord. Som i nogle af de sidste optegnelser, hvor bombefly buldrer over Monk’s House i Sussex, hvor hun boede med Leonard, og hvor skuffelsen over den ligegyldighed, hendes biografi ”Roger Fry” blev mødt med, får plads. Og så er der alle ordene om vand. Om ebbe, flod, hav, ja, endda helt ind i nogle af hendes bogtitler: ”Bølgerne” og ”Til fyret”.

Havde Woolf været en karakter i en af sine egne romaner, var druknedøden den eneste rigtige slutning. Men i virkeligheden er det en tragedie. Tænk, hvad hun kunne have givet os, hvis livet ikke var blevet for meget eller for lidt. Ikke nødvendigvis i form af flere dagbogsoptegnelser. Men nye romaner, nye noveller, nye essays. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på. Det, vi fik, er en trøst, men også en påmindelse om alt det, der forsvandt ned i floden Ouse.