Fra Vester Vandet i Thy, over Tellerup på Vestfyn til en bankfilial i Herning. Skønlitteraturen kommer vidt omkring på danmarkskortet i disse år, for mange forfattere søger i deres romaner tilbage til det sted, hvor de selv eller deres slægt kommer fra.
Hjemstavnslitteratur kaldte man det engang. Det var omkring år 1900, hvor forfattere som Jeppe Aakjær, Marie Bregendahl og Johannes V. Jensen gjorde det samme. Og dog. Siden årtusindskiftet er der sket noget nyt, og det er på tråden derfra, mange af de forfattere, der fra i dag flokkes på Bogforum i København, spinder deres skønlitterære værker.
Det mener Anne-Marie Mai, som er professor i litteratur på Syddansk Universitet og forfatter til det litteraturhistoriske værk ”Hvor litteraturen finder sted”.
”Den første store bølge af hjemstavnslitteratur i begyndelsen af 1900-tallet rummede på den ene side kritiske skildringer af landbrugets udvikling og tyendes vilkår, og på den anden side lovprisninger af det danske landskabs skønhed og naturværdier,” siger Anne-Marie Mai, der ser forfatterne fra dengang som en mere homogen gruppe, end forfatterne er i dag.
Nutidige forfattere tager også forandringer, som afvandringen fra land til by, op i deres bøger, men de gør det på meget forskellige måder. Det er naturligt, for aldersspredningen på dem er stor. Eksempelvis kommer 73-årige Jens Smærup Sørensen og 24-årige Thomas Korsgaard fra vidt forskellige generationer, og derfor bliver deres litteratur også meget forskelligartet. Fælles for dem er dog, at de lever i en verden, der bliver stadig mere globaliseret og må spørge sig selv: Hvem er jeg i den store sammenhæng?
”Jeg ser en sammenhæng mellem globaliseringen og forfatternes interesse for lokalsamfundene. Det lokale erstatter det nationale, fordi det store udsyn gør det helt nære ekstra vigtigt,” siger Anne-Marie Mai.
Det bliver altså ikke ”I Danmark er jeg født”, men snarere ”I Østerskov på Sydlangeland er jeg født” (her tager Merete Pryds Helles roman ”Folkets skønhed” sit udgangspunkt).
Erik Skyum-Nielsen, som er lektor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet, kalder tendensen for ”det globale i en lokal aftapning” og mener, at mange forfattere skriver meget konfliktvilligt og katastrofepræget. En tendens, der begyndte med Erling Jepsens ”Kunsten at græde i kor” og en række efterfølgende romaner om et dysfunktionelt familieliv i Gram og er fulgt op af blandt andre Thomas Korsgaards romaner om en familie i Salling-landsbyen Nørre Ørum.
”I dag ligner vi mere hinanden, uanset hvor i landet vi bor. Det er ikke stederne, der adskiller historierne, men menneskene. Når forfatterne i dag fortæller identitetshistorier, tager de udgangspunkt i det sted, hvor deres erfaringer er gjort. Jeg mener, at vi i nutiden bør opløse begrebet lokal-litteratur til fordel for noget, vi i stedet kan kalde udgangspunkt-litteratur,” siger han og fortsætter:
”Det handler ikke om, at der er så dejligt derude på landet, men at udgangspunktet er der, hvor man har fået sine knubs. For forfatterne er det en litterær realistisk bestræbelse.”
For Johannes Riis, der er redaktør på Gyldendal, handler hjemstavnslitteratur i dag mere udpræget om individet, end det handler om samfundsforhold. Og det er der, nutidslitteraturen tydeligst adskiller sig fra tidligere tiders hjemstavnslitteratur:
”Litteraturen afspejler altid den tid, den er skrevet i, og vi lever jo nu i en tid, hvor der er mere fokus på identitet og på det enkelte individ end nogensinde, og det er, som om også vor tids hjemstavnslitteratur handler mere og mere om individet. Forfatterne skriver mere på personlig erfaring end på social indignation,” siger han.
Begrebet hjemstavnslitteratur klinger for meget af nostalgi, mener både Erik Skyum-Nielsen og Johannes Riis, og for Dan Ringgard, der er professor i nordisk litteratur på Aarhus Universitet, er der også noget idylliseret over ordet, som fører tilbage til den nationalkonservative litteratur, som blandt andet Morten Korch var eksponent for. Han foretrækker at kalde det lokallitteratur.
”Al litteratur er skrevet et sted fra. Men ved årtusindskiftet begyndte en bølge af lokallitteratur, som har vist sig at være meget langvarig,” siger Dan Ringgard og nævner Jens Smærup Sørensens ”Mærkedage”, Suzanne Brøggers ”Sølve” og Hans Otto Jørgensens ”Hestens øje” som de bedste eksponenter for begyndelsen af den bølge, som stadig ruller ind over boghandler og biblioteker med nye titler.
”Der er ikke påfaldende flere, end der var for 10 år siden, men den slags litteratur bliver ved med at udkomme. Det ser jeg som en lokaliseret reaktion på globaliseringen: Vi kan godt fungere i en global verden, men samtidig har vi behov for at stå et bestemt sted. Der hjælper litteraturen os, for kunsten er det sted, hvor vi kan overveje og forstå de forandringer, der sker,” siger han.
En af årets debutanter er Sarah Skyt Persson, som har skrevet romanen ”Sku’ det være en anden gang”, der foregår i en bankfilial i hendes fødeby Herning.
”For mig var det et spørgsmål om at gå derhen, hvor teksten blev bedst. Jeg kunne godt have opfundet en by, men det giver teksten en masse nerve og nærvær, at jeg kender stedet så godt,” siger romandebutanten.
Hun vedkender sig sammenhængen mellem interessen for hjemstavnen og en globaliseret verden, hvor tingene er under konstant forandring, men hun ser det ikke som en flugt, at forfatterne griber til det nære.
”Jeg ser ikke en nostalgisk længsel tilbage til hjemstavnen, hverken hos mig selv eller andre yngre forfattere. Jeg tror mere, det er et spørgsmål om at give et nuanceret billede af livet, sådan som det leves forskellige steder i Danmark,” siger Sarah Skyt Persson.