”Her er jo ikke alverden,” siger Jens Kristian Holmgaard med noget, der lyder som antydningen af en undskyldning, idet han låser døren op.
Han træder ind i det lille lokale på den restaurerede Møllegård, som er indrettet som en mindestue tilegnet filosoffen og teologen Søren Kierkegaard.
I København taler en række private aktører og Søren Kierkegaard-kendere for tiden om at skabe Danmarks første museum tilegnet den største danske tænker.
Men ifølge Jens Kristian Holmgaard har de taget munden for fuld: Når ret skal være ret var mindestuen her først. Og den har været her siden 1999, da Møllegården blev sat i stand.
”De fik nogle EU-penge eller noget i den retning,” indskyder Jens Kristian Holmgaard.
Jens Kristian Holmgaard er pensioneret sognepræst i Sædding Kirke, der ligger cirka en kilometer nord for Møllegård. Han bruger blandt andet sit otium på at bestyre mindestuen, som han også var med til at etablere.
Den gamle gård er placeret midt i den lille vestjyske landsby Rækker Mølle, som har små 360 indbyggere, hvor filosoffen Søren Kierkegaards far Michael Kierkegaard levede til han var 12 år gammel, og hvor hans efterkommere fortsat bor.
Kierkegaard-slægten har tydeligvis betydet meget for Rækker Mølles selvforståelse: På landevejen mod kirken er placeret, lidt lemfældigt og omgivet af en lille hæk, en stor kampesten med teksten: ”HER LAA SØREN KIERKEGAARDS SLÆGTS-HJEM”, mens kirkeskibet i Sædding Kirke er opkaldt efter Søren Kierkegaards forlovede, Regine Olsen.
Søren Kierkegaard selv havde ikke helt samme tilhørsforhold til byen: Han var her kun på besøg i tre dage i 1840, fordi han havde lovet sin afdøde far at besøge hjemstavnen - han ankom i karret, tog i kirke og nedfældede nogle tanker om sit besøg i sin dagbog – og så tog han i al hast tilbage til København, som nok var mere hans univers.
Mindestuen er i udgangspunktet åben for enhver, der har lyst til at besøge den – men man skal kontakte Jens Kristian Holmgaard, der har nøglen, før man kan komme ind.
Som Jens Kristian Holmgaard siger, er der ikke meget at se. Det er en grundlæggende udfordring, når det kommer til museer dedikeret til Søren Kierkegaard: Han efterlod sig ikke særligt mange ting, og han brød sig ikke synderligt om at blive afbildet. Så hvad udstiller man så?
I mindestuen er der kopier af de breve, som Michael Kierkegaard sendte til sin søster Else Kierkegaard, som blev boende i området, og hos hvem Søren Kierkegaard opholdte sig på sit korte besøg. Et portræt af den spadserende Kierkegaard hænger på væggen, malet af en kunstner fra Holstebro.
Hovedattraktionen, som også er fremhævet på mindestuens sparsomme hjemmeside, er en tro kopi af Søren Kierkegaards skrivepult, som Jens Kristian Holmgaard målte op. Hans forgænger som sognepræst Hans Særkær, som var uddannet snedker, snedkererede den så sammen. Der blev lavet to, og den anden tilhører Kierkegaard-forskeren Niels Jørgen Cappelørn.
Den står gemt lidt væk bag mødebordene. På den ligger en gæstebog, hvor et relief af Kierkegaard i træ pryder forsiden (også snedkereret af Hans Særkær). Den er fyldt op med hilsner: en fra Minnesota, en fra Skagen, nogle med sirlig hånd og en enkelt side med navnet ”JAKOB” i børneskrift, så de fem bogstaver fylder hele siden.
Men hilsnerne bliver færre og færre, som årene og siderne går. De sidste par sider indeholder alle hilsner fra besøgende fra de seneste fire år.
”Vi har måske 20 besøgende om året nu,” siger Jens Kristian Holmgaard og sætter sig ned på en af stolene, som sammen med tre mødeborde dominerer lokalet; det var et krav fra de lokale, at mindestuen kunne bruges til andre formål end museum.
”Der var mange flere gæster i årene omkring 1999, da vi åbnede. Det var også dengang, vi lavede filmen.”
Ved siden af en samling af Kierkegaard-bøger og nogle foldere, der fortæller om Rækker Mølle og Kierkegaard-slægten, står der et letstøvet tv.
”Vil du se den?”, spørger Jens Kristian Holmgaard. ”Vi kan spole i den, hvis den bliver for kedelig.”
Med forsikring om at der ikke er nogen grund til at spole, vækker han det aldrende fjernsyn til live. Det indstiller sig på den rigtige kanal efter kun et par forsøg. Frem fra en uset skuffe fisker Jens Kristian Holmgaard et vhs-bånd frem.
”Jeg skrev manuskriptet til den, og så fik vi et filmhold nede fra Herning, det hed vist Kirkeligt Mediecenter, til at optage og klippe den, mod at de fik lov at udleje den,” siger han og tænder for den.
Filmen, der på 28 minutter fortæller historien om Søren Kierkegaards besøg i Rækker Mølle, er sælsomt dragende. Den nu afdøde gårdmand Anders Steengaard fortæller med udpræget dialekt om, hvordan Michael Kierkegaard som sulten, fattig hyrdedreng i en alder af 12 år forbandede Gud for sin hårde skæbne.
Anders Steengard var af samme slægt som Kierkegaard og fungerede også som guide for besøgende i området, der var nysgerrige på tænkerens hjemstavn.
Han fortæller roligt og langsomt, hvordan Michael Kierkegaard havde held til at blive en velhavende hosekræmmer i København og oprettede en fond på 3000 rigsbankdalere, som skulle aflønne en ”duelig lærer” i sognet. Hvordan han på sit dødsleje betroede Søren Kierkegaard sin anger over at have forbandet Gud, og pålagde ham at besøge Rækker Mølle.
Indimellem scenerne af Anders Steengaard, der fortæller fra høje og gårde i Rækker Mølle, er indlagt passager med skud af den vindomblæste hede, hvor Jens Kristian Holmgaard med rolig og dyb diktion læser højt fra Søren Kierkegaards dagbøger om sit besøg i Rækker Mølle.
Til slut synger kirkekoret i Sædding Kirke anno 1999 den Brorson-salme, som Kierkegaard har indmejslet på sin gravsten på Assistens Kirkegaard i København.
Søren Kierkegaard tog tilbage til København efter tre dage. Og med en vis hast – en folkeoverlevering fortæller, at han blev så træt af den skolelærer, hans fars fond aflønnede, at han bad kusken om at køre hurtigt væk, før skolebørnene nåede at synge en sang, lærerne havde skrevet for Kierkegaards skyld.
Men andre søger hertil.
”Der var engang en fremmed i kirken, da jeg prædikede,” husker Jens Kristian Holmgaard.
”Han var japaner, viste det sig. Han var professor i etik og havde lært sig dansk, så han kunne læse sin elskede Kierkegaard på originalsproget. Han ville se familiens hjemstavn.”
Selv havde Jens Kristian Holmgaard, som stammer fra Struer, ingen anelse om, at Kierkegaard var opvokset i Rækker Mølle, før han kom hertil som præst.
”Min far havde alle hans bøger, men jeg kom aldrig i gang med at læse dem rigtigt. Men da jeg kom hertil, blev jeg jo på sin vis tvunget til at få et rigtigt forhold til ham.”
På væggen ud mod landevejen hænger en slægtstavle over Kierkegaard-slægten, der demonstrerer, hvor stor Kierkegaard-slægten er i Rækker Mølle. På Sædding Kirkegård tilhører mindst 30 af gravstenene mennesker med efternavnet ”Kierkegaard” eller ”Kirkegaard”.
Det er umuligt ikke at føle historiens vingesus. Møllegården, hvor mindestuen ligger, fandtes også på Kierkegaards tid, og hjemstavnen satte sig dybe spor hos Søren Kierkegaard: Han mente selv, at han og hans fars tungsind var en direkte konsekvens af faderens forbandelse af Gud i det stride vejr på en af højene uden for byen.
Selvom Søren Kierkegaard havde travlt med at komme væk fra Rækker Mølle, blev han også påvirket af stilheden på den jyske hede. I sin dagbog skrev han under sit besøg i Rækker Mølle:
”I den Aroma som Hø altid udbreder, at staa lige uden for Porten til det lille Sted i den sildige Aftenbelysning; Faarene drive hjem og afgive Forgrunden, mørke Skyer, afbrudte af enkelte stærke Lysglimt, som Skyer har, der tyde på Blæst, – i Baggrunden høiner heden sig, – blot jeg maatte ret kunne huske Indtrykket af denne Aften. Heden maa netop være skikket til at udvikle kraftige Aander; her Alt nøgent og afsløret for Gud.”