Prøv avisen

I en verden af åndløs grådighed

Henrik Pontoppidans tredje store romanværk, ”De dødes rige”, udkom fra 1912 til 1916 i fem bind med hver sin titel. Nu genudgives romanen i en et-bindsudgave. – Foto: .

Henrik Pontoppidan hylder i De dødes rige en gammeldags, enfoldig kristendom uden dog et øjeblik at regne det for muligt igen at gøre den gældende, skriver Jens Smærup Sørensen i dette forord fra den nye udgave af romanen, som Gyldendal udsender i denne uge

De dødes rige er i sin kerne en kærlighedshistorie. Det er fortællingen om Jytte Abildgaard og Torben Dihmer, der først får hinanden, og så alligevel ikke, og dernæst igen får hinanden, og endnu en gang gør de det slet ikke, og da endelig ? Nej, den store roman skal læses, og lysten til det drives over lange stræk af hjertebankende interesse for de to.

De lever i en tid, der er deres inderste væsen imod, og som Henrik Pontoppidan med dem må fordømme. Som ung havde han næret så store og troskyldige drømme om et fremtidigt Danmark, at hans skuffelse over den virkelighed, der nu knuste dem, på skift kunne gøre ham lynende arrig og altopgivende bitter eller begge dele på én gang. Han havde læst til ingeniør, men var sprunget fra kort før eksamen, og i den mellemste af sine store romaner, Lykke-Per, udfolder han studietidens forestillinger om teknologiens og industrialismens hidtil uhørte frigørelse af individet og lige så grænsesprængende acceleration af samfundsøkonomien. For så at forkaste det alt sammen. For det fører til brutal udnyttelse af både mennesker og natur, til opløsning af al arvet kultur og ethvert åndeligt bevæget fællesskab, til inderlig fortvivlet eller idiotisk opblæst overmenneskementalitet.

LÆS OGSÅ: Genopdaget roman hyldes som overset mesterværk

Titlen Lykke-Per lånte Pontoppidan hos H.C. Andersen. Og titlerne på den første og den sidste af hans store romaner, Det forjættede land og De dødes rige, står i gæld til N.F.S. Grundtvig. Hvor de døde bor, var for Grundtvig et land med en befolkning, der er nedsunket i ånd- og historieløshed, i tom verdslighed, materialisme, glans og glimmer samt illusioner om selvrealisering. Med de levendes land, det forjættede land, det livsalige land, tænkte han ikke alene på Himlen, men på det jordiske paradis, der kan opstå i menighedslivets kærlige samhørighed, og som skulle danne grundlag for et ægte det vil sige et menneskeligt og nationalt oplyst folkestyre.

Ligesom Pontoppidan ville være ingeniør og senere vendte sig mod alt hertil henhørende, så blev han i en periode lærer på en højskole for siden at opgive troen på den grundtvigianisme, der dér havde båret hans virke. Men hans forhåbninger til Grundtvig stak nok alligevel dybere og holdt sig i hvert fald længere på vågeblus end tilslutningen til Georg Brandes og hans forkyndelse af en fritænkerisk individualisme og en modernitet, der uden at ryste på hænderne ville demolere alt muligt gammelt romantisk og gudeligt skrammel.

Eller han kunne en tid have både det ene og det andet med sig, sådan som det politisk, med partiet Venstre, blev bikset sammen til et program, der nok skulle rumme en tanke om personlig emancipation, men sandelig også en helt anden om et folkeligt fælleskab.

I Det forjættede land knirkede og knagede det i drømmene, men de brast ikke. Ikke alle sammen for nok er kødet skrøbeligt og ånden ikke så sjældent mindre end redebon, men en sund og kraftig menneskelighed har overlevet i folkedybet, og der findes, her og der, varme og viljefaste ledere, der kan drage den op i lyset. Og lad så være at nogle enkelte i hvert et sogn altid vil blive stikkende i småborgerligt snæversind og vindskibelighed; de fylder ikke mere, end at vi af og til kan grine lidt ad dem, som nu her, hvor vi ser, hvordan det går til, når købmandsfolk elsker:

endnu længe efter, at lyset var slukket, blev mand og kone ved at snakke nede under dynen om kaffepriser, mel og kredit. Selv i deres allerømmeste øjeblikke kunne disse to fornuftige mennesker ikke slippe deres butik og forretning af tankerne. De ligesom omfavnede hinanden med forhåbningsfulde beregninger over indtægt og fortjeneste; deres kys var beseglingen af vellykkede forretninger; og når de omsider faldt i søvn, og deres runde hoveder lå der ved siden af hinanden på puden, med halvåbne munde ligesom to sparebøsser, fyldtes deres drømme med skønne syner af lange talrækker, store varelagre og vægtige kassebøger.

Men sådan ses det slet ikke i De dødes rige. Der gik 20 år, fra Pontoppidan udgav Det forjættede land, til han begyndte at skrive De dødes rige, og nu synes han ikke, der er noget at more sig over. I al fald ikke med den mindste antydning af overstadigt humør i satiren, højst med en galgenhumoristisk grimasseren. For en åndløs grådighed har taget magten over hele landet. Også i den grundtvigske kirkelighed, og der findes ikke mere nogen leder med varme og oprigtighed i sig, ingen, der kan befri det på kryds og tværs manipulerede folk fra pengemagternes fortryllende slavebinding og mediernes glinsende og glimtende tyranni.

De dødes rige udkom fra 1912 til 1916 i fem bind med hver sin titel. Hovedtitlen fik værket endelig i 1917, da forfatteren havde strøget op mod en tredjedel af tekstmængden og flyttet en hel del omkring på det tilbageværende, som så kunne samles i to bind. Dette er det korte af en meget lang og kompliceret udgivelseshistorie; dagens læser kan have nytte bare af kendskabet til det forhold, at Pontoppidan, da han afsluttede og redigerede romanen, kunne se de anelser om en kommende katastrofe, han havde haft fra sine tidligste planer om den, bekræftet, og til overmål. Første Verdenskrig var i mellemtiden kommet i fuld gang, og verden, som man havde kendt den, var virkelig ved at gå under.

Hvor havde han dér i årene omkring 1910 de ominøse anelser fra? Fra sine iagttagelser af stort set alle sider af tidens samfunds- og kulturliv. Af tidsånden, som også bekymrer Jytte Abildgaards mor: Hvor er vor ungdom henne? Har en ung mand i vore dage nogen anden tanke end sin egen karriere og så adspredelser og fornøjelser? Hvordan skal det ende?

Uden et alvorligt engagement i fælleskabet og folkets fremtid, mener hun. Uden rank og energisk deltagelse i den fortsatte fritidskamp. Få år forinden var den, foreløbigt, blevet vundet med systemskiftet i 1901, hvor parlamentarismen omsider slog igennem, og et flertal af danske mænd kom til magten. Begivenheden omtales i romanen som den store sejr, og selvom den i 1915 også kunne medføre valgret for kvinderne og hen ad vejen adskillige forbedringer for tjenestefolk og andre hidtil magtesløse, så var det langtfra tilstrækkeligt til at berolige Henrik Pontoppidan. Han lugter en underliggende og omsiggribende råddenskab i tidens forandringsforhippede forlystelsesmentalitet, et menneskeligt og moralsk forfald, der ytrer sig på vældig mange faconer, men alle hænger de sammen med, at opmærksomheden på det indre, det væsentlige, er uhjælpeligt i skred mod det ydre og det overfladiske.

I det politiske liv er karakterløshed og ansvarsløs efterplapren snart alt, hvad der skal til for en folketingskandidat. Hovedfiguren i den store sejr, Tyge Enslev, er blevet en egenmægtig gamling, der, ikke uden grund, foragter også sine tilhængere som det stemmekvæg, han har brug for, og han sætter nu alle sine hensynsløse kræfter ind på moderne avisdrift for effektivt at kunne rejse og kontrollere enhver folkestemning. En ven af Jytte Abildgaard taler om det journalistiske æselsregimente, verden sukkede under, og som tyranniserede befolkningen værre end fortidens despoter. Og journalisterne? det sædvanlige forsorne broderskab af litteraturens alfonser og havarerede talenter, der fra en storstads overflade flyder sammen i avisernes reporterstuer som spildevandet i en kloakbrønd.

Også i kulturlivet er niveauet ganske jævnt: den nyvalgte folketingsmand havde været henne og se en wieneroperette med en tåbelig afklædningsscene, som hver aften i denne tid foranledigede en valfart til teatret af det København, der ikke svigter, når det gælder en virkelig sensation, i dette tilfælde en skuespillerinde i underbukser. Læg hertil, at byens anerkendte forfattere padler hvileløst omkring for når som helst og nok så stolt at kunne ride med på den næste litterære, politiske eller religiøse modebølge, og at billedkunstnerne har mægtig travlt især med at fedte sig ind hos de rige og magtfulde.

Det øvrige borgerskab in-teresserer sig ud over penge, naturligvis for aviser, og jo fjernere krige og katastrofer, der omtales, jo ivrigere kaster man sig over dem. Men først og fremmest kredser disse velbjergede alligevel om noget så nært som deres egne kroppe. En sundhedsgalskab hærger epidemisk. Man er blevet nøjeregnende med kosten og gransker samvittighedsfuldt også afføringen; morgenens og aftenens legemsøvelser udføres efter anvisninger fra snart den ene profet, snart den næste, der totalt og endegyldigt har gjort op med den første. Lys, luft og Liebe anses nok i flere sæsoner for at være den dybeste visdom, men en ny tanke har på det allersidste vakt endnu større begejstring: Man bør kravle på alle fire for således at genvinde paradiset, thi al livets sorg og elende ligger jo i menneskets oprejste gang.

Vi, der læser om alt dette et århundrede senere, kan genkende det som grove signalementer af vor egen tid. Det kan så måske være en trøst, at det ikke på alle punkter ser ud til at være blevet så meget værre, end det var dengang. I det samme åbner et mindre fortrøstningsfuldt perspektiv sig dog: Forfatteren fik ret! Og skal derfor også den verden, vi nu lever i, bryde sammen, hvad har vi så for forestillinger om livet i en ny?

Henrik Pontoppidan hyldede i denne roman en gammeldags, enfoldig kristendom uden dog et øjeblik at regne det for muligt igen at gøre den gældende. Som bærer af en fremtid måtte han da snarere foreslå et enkelt og hjerteligt samliv mellem brave folk i pagt med naturen. Det blev, hvad han kunne stille op over for samtidens fordærv, og hvad han havde til rådighed som temmelig monokrom kontrast til den anderledes farverige mangfoldighed af emner og genstande for sin hån og spot.

De moraliserende møgfald er ikke desto mindre meget underholdende, og tidsskildringen illumineres af en velkomponeret gruppering af klart opridsede figurer, med førnævnte Tyge Enslev i midten, flankeret af vandrepræsten Mads Vestrup og gamle fru Abildgaard og med brødrene Hagen og salonmaleren Karsten From længere ude til den ene side og brødrene Gaardbo til den anden. Men uden den i enhver forstand originale Torben Dihmer og frem for alt uden den Jytte Abildgaard, der kunstnerisk set bliver den afgørende hovedperson, havde værket alligevel stået som en blot og bar kulturkritisk konstruktion knastør, skønt dynket af utopisk dug, brygget på forloren naivisme.

Men i Jytte Abildgaard er der virkeligt liv, og hun skaber drama, der er menneskeligt sandt. Med portrættet af hende kunne Pontoppidan måle sig med samtidige i verdenslitteraturen, i det mindste med en Thomas Mann og endda med en Henry James.

Jytte Abildgaard fremtræder i al sin skønhed karakterfast og viljestærk, men hun véd, at der i hendes væsens urskovsdyb sidder vilde, røde øjne, der stirrer ud fra mørket, og at hun også klynger sig til denne viljestyrke, for ikke at sige stædighed, fordi hun slet ikke har styr på sig selv, og hvem hun i grunden er. Hun kan ikke hengive sig til den mand, hun elsker, for hun frygter, at kærligheden, som så meget andet i denne indbildningernes verden, kunne være fantasteri og selvbedrag, og hun kaster sig i en art masochistisk kynisme i favnen på en mand, hun foragter. Der har i hendes åbenbare sødme altid været noget på én gang farligt og alt for sårbart, som Torben Dihmer vel ikke blev sig helt bevidst, da han i sin første forelskelse betragtede den ganske unge pige: hendes brune øjne og den røde mund, der med sine små hvide tænder var så frisk som en overskåren hyben. Hvad hun vil og ønsker, er i sig selv ganske tilforladeligt og ligetil, hun vil udfolde alt, hvad hun kan mærke i sig af godhed og kærlige instinkter, men hun bliver gang på gang standset af sin til tider dæmoniserede selvrefleksion, men også af ret tilfældige observationer eller bemærkninger fra andre. Og fordi hun må betragte så mange af sine mere eller mindre ufrivillige reaktioner og indfald som latterlige og hysteriske, må hun også lide under et stadigt, og dødeligt, svind i sin selvagtelse.

Men til det sidste, med enhver af sine tanker og sjælelige rørelser, forbliver hun fuldkommen nærværende, for læseren en umistelig veninde. I billedet af hende kunne romanforfatteren Henrik Pontoppidan få frihed til uforstilt og ydmygt at blotlægge et indre, et menneskesind, som han næppe på forhånd havde vidst, han rummede. I livet kunne det ikke forløses, heller ikke for ham jo. For i tidens liv var der ikke adgang til de levendes land, og han måtte nøjes med at drømme sig langt væk.

Jens Smærup Sørensen (født 1946) er forfatter. Seneste udgivelse er romanen Hjertet slår og slår (2012).

Henrik Pontoppidan (1857-1943)

Dansk forfatter, modtog Nobelprisen i litteratur 1917 sammen med Karl Gjellerup; bror til Knud og Morten Pontoppidan. Præstesønnen Henrik Pontoppidan valgte efter realeksamen ingeniørstudiet i bevidst opposition til faderen. Men umiddelbart før den afsluttende eksamen i 1879 opgav han den sikre karriere til fordel for det usikre liv som forfatter.