”Jeg kan ikke tro på en gud, der ikke er retfærdig.”
LYT TIL KRISTELIGT DAGBLADS TALERADIO: ORIENTALT
Egyptens verdenskendte feminist og forfatter Nawal El Saadawi har i snart 80 år udfordret det traditionelle patriarkats traditioner ved at skrive om undertrykkelse, seksuel udnyttelse og den himmelråbende forskelsbehandling af mænd og kvinder i den arabiske verden. Har man én gang set Nawal El Saadawi, brænder hendes ansigt sig fast på nethinden. Intense øjne i et levende ansigt omkranset af en hvid manke af hår, der danser i takt med Saadawis iver. Stort set lige siden hun som det andet af i alt ni børn blev født i en landsby nord for Egyptens hovedstad, Kairo, i 1931, har hun registreret forskelsbehandlingen mellem drenge og piger. Sønner og døtre.
Hendes bevidsthedsproces begyndte, da hun var seks, skriver hun i mange af sine bøger. Den dag, hun blev flået ud af søvnen, holdt fast på det kolde badeværelses flisegulv af fremmede og familiemedlemmer, blandt andet sin mor, kunne hun høre en kniv blive slebet og blev chokeret over at mærke en hvinende smerte, da kniven lemlæstede hendes klitoris. Hun lå i en pøl af blod. Efter hende tog de hendes lillesøster og gjorde nøjagtig det samme. Dér blev hun sig for alvor bevidst, at pigebørn og drengebørn ikke behandles lige. Og at piger og kvinder i den arabiske kultur har trukket det korteste strå.
Snart 86 år gammel er der intet i Nawal El Saadawis indre ild, der er slukket. Hun var et særligt barn. Hun blev uddannet læge, siden psykolog og sexolog, og har udgivet over 50 bøger på arabisk, fem-seks af dem er oversat til dansk. Hun er erklæret marxist, feminist og ligeretsforkæmper og har modigt talt og skrevet den mands- og religionsdominerede arabiske samfundsorden midt imod.
Da hun i begyndelse af 1970’erne udgav bogen ”Kvinder og sex” (ikke oversat til dansk) kostede det hende jobbet i det egyptiske sundhedsministerium. Sandheden om seksuel mishandling af egyptiske pigebørn og kvinder var ilde hørt og vakte mange traditionelle egypteres vrede. Nawal El Saadawi har også flere gange været fængslet. En af sine første bøger skrev hun i et kvindefængsel med en eyeliner, som en af de indsatte prostituerede skaffede hende. Kladdepapiret var toiletpapir.
Nawal El Saadawi gjorde kampen imod lemlæstelse af pigers kønsdele til en af sine mærkesager, men tog også tit og ofte diskussionen om det største tabu i Egypten: religionen.
”Jeg kan ikke tro på en gud, der ikke er retfærdig. Uden at være retfærdig kan han eller hun slet ikke være Gud,” sagde hun blandt andet i et interview med den britiske avis The Guardian for et par år siden. Underforstået, at islams fortolkning af kvindens plads i samfundet ifølge Saadawi ikke indeholder et gran af retfærdighed, ligestilling eller respekt for kvinden.
”Religionen er indbegrebet af racisme. Alle guder er jaloux. Mennesker bliver dræbt, fordi de ikke beder til den rigtige gud,” fastslog Nawal El Saadawi videre i samme The Guardian-interview.
I slutningen af 1980’erne blev det for farligt for Nawal El Saadawi at blive i Egypten. Islamister truede hende på livet for hendes religionskritik, og hun flyttede i en årrække til England og USA, hvor hun underviste på en række universiteter. I 1996 kom hun tilbage til Egypten.
Nawal El Saadawi var begejstret for de store massedemonstrationer på Tahrir-pladsen i januar 2011, der blev kaldt det arabiske forår. Hun så det som indfrielsen af mange af de ting, hun selv havde kæmpet for, men er i dag ikke mere så begejstret for resultatet.
Til gengæld har hun efter det arabiske forår genvundet sin rolle som ”moder af Egyptens feminister” og omgives i Kairo af store grupper af unge, der ivrigt labber hendes visdomsord i sig i det såkaldte Nawal El Saadawi-akademi.