I fodbold er spilleren blevet større end holdet

Det var tiltrængt, da professionelle fodboldspillere i 1995 blev løst fra slavelignende vilkår med den såkaldte Bosman-dom. Men siden har spillerne tiltaget sig så stor magt, at balancen nu er tippet, og holdet kommer i anden række, skriver professor Søren Frank

Begyndelsen til den status som megastjerner, som nutidens fodboldspillere har, indtraf med Manchester United-spilleren George Best (1946-2005), der ses midtfor. Til venstre er det David Beckham, der med sine frisurer, sin Spice Girls-hustru og sit image for 1990'erne, hvad Best var for 1960'erne. Til højre i billedet er det brasilianske Neymar (1992-), som nu søger nye græsgange blot to år efter, at PSG betalte omkring to milliarder kroner for ham og gav ham en femårig kontrakt.
Begyndelsen til den status som megastjerner, som nutidens fodboldspillere har, indtraf med Manchester United-spilleren George Best (1946-2005), der ses midtfor. Til venstre er det David Beckham, der med sine frisurer, sin Spice Girls-hustru og sit image for 1990'erne, hvad Best var for 1960'erne. Til højre i billedet er det brasilianske Neymar (1992-), som nu søger nye græsgange blot to år efter, at PSG betalte omkring to milliarder kroner for ham og gav ham en femårig kontrakt. . Foto: Ernst Van Norde, UPPA og Waleed Ali/Reuters/Ritzau Scanpix.

Så er fodboldturneringerne i fuld gang over hele Europa. Det skete oven på en sommer, hvor det såkaldte transfervindue igen gav anledning til evindelige spekulationer i medierne og hos selvbestaltede rygtesmede, drømme og frustrationer hos fansene samt uro, skuffelse og indimellem også tilfredshed hos klubberne. Men først og fremmest er transfervinduet dog spillernes marked.

Ser man på fodboldsporten i dag, sammenlignet med for 50 og 100 år siden, springer især én ting i øjnene: Der er sket en tydelig forskydning af magten klubber og spillere imellem.

Den tid er forbi, hvor spillerne kom kravlende op fra kulminerne få timer inden, de skulle i aktion foran titusinder af tilskuere. Det var dengang, spillernes gage lå på linje med almindelige arbejderes løn, omklædningen foregik på den lokale bodega, pub eller cantina, og grønsværen sjældent fortjente sit navn. Den tid er også forbi, hvor spillerne kunne være naboens dreng, sådan som det for eksempel var tilfældet med Manchester Uniteds Busby Babes i midten af 1950’erne. Disse knøse havde stadig det ene ben plantet i en uskyldig verden af i går, inden flyulykken i München i 1958 rev de fleste af dem bort. Uden de vidste af det eller nåede at opleve det, ventede den moderne fodboldverden dog lige rundt om hjørnet.

Begyndelsen til den status som megastjerner, endda formuende megastjerner, som nutidens fodboldspillere har, indtraf med George Best. Han var på den ene side arvtageren til Busby Babes, på den anden side i en helt anden liga.

Den ene side først: Best ankom til Manchester som 15-årig og blev indlogeret på et af klubbens pensionater. Om aftenen gik han ud og spillede snooker eller så en film i biografen. Så den anden side: I begyndelsen af 1960’erne gennemtrumfede de engelske spilleres fagforening, at spillerlønninger ikke længere skulle være bundet til udviklingen i almindelige arbejderes lønninger. Samtidig voksede popkulturen og mediernes jagt på glamourøse ikoner. Beatles og Stones bragede igennem lydmuren, og George Best – fodboldspilleren med de lange mørke lokker og strålende øjne, nu iført designertøj og ejer af en hvid Jaguar og arkitekttegnet 1960’er-bungalow – blev døbt den femte beatle. 1990’er-fænomenet David Beckham kan kun begribes, hvis man anskuer det i lyset af historien om Best. Beckham var med sine frisurer, sin Spice Girl-hustru og sit image for 1990’erne, hvad Best var for 1960’erne – bare uden den destruktive alkohol.

Forskydningen af magten fra klubber til spillere har til dels at gøre med den ovenfor skitserede kulturelle udvikling. Der er parallelt hermed måske ligefrem sket et skred i fodboldtilhængeres sympati fra klubber over mod spillere. Jeg husker, at jeg som dreng var dybt fascineret af bestemte spillere. Mario Kempes, Michel Platini, Michael Laudrup og Bryan Robson.

Men jeg husker også, at min fascination ret hurtigt blev kanaliseret fra spiller til klub. Min pointe er, at jeg måske nok som dreng og ung blev forhekset af visse spillere, men allerede dengang dannede jeg også bånd til bestemte klubber, der har vist sig at være varige.

Det synes anderledes i dag. Der er selvfølgelig stadig unge piger og drenge, der holder med bestemte klubber, men der synes at være en meget større optagethed af de enkelte spillere blandt de unge i dag. Når Cristiano Ronaldo skifter fra Real Madrid til Juventus, følger de unge med portugiseren til Torino. Lidt firkantet sagt er fodboldtilhængere i min generation fan af en klub, ofte er båndene uopslidelige, mens de i den yngre generation er fan af enkelte spillere – og måske forbliver de også i modsætning til min generation mindre kluborienterede, når de bliver ældre.

Individualiseringen inden for fodboldsporten er ikke blot resultat af bredere kulturelle tendenser, men blev hjulpet godt på vej af den såkaldte Bosman-dom i 1995. Sommerens transfermarked og de mange foregående transfervinduers logik er i høj grad et resultat af Bosman-dommen, opkaldt efter den belgiske fodboldspiller Jean-Marc Bosman.

Bosman-dommen var intet mindre end en revolution, der på godt og ondt har ommøbleret magtforholdet mellem klubber og spillere, ligesom den har resulteret i fremkomsten af en særdeles betydningsfuld aktør i dramaet: spilleragenten, fodboldsportens svar på Mefisto.

Reglerne før Bosman-dommen betød reelt slavelignende vilkår for fodboldspillere. Den besynderligste af dem alle var, at hvis en spillers kontrakt med en klub var udløbet, kunne klubben stadig kræve penge for spilleren. Et betragteligt antal spillere, især de almindelige hårdtarbejdende og mere anonyme af slagsen, var reelt stavnsbundne i store dele af deres karriere.

Med Bosman-dommen kunne en spiller ved kon-traktudløb frit forlade sin nuværende klub og forhandle med andre klubber, og spillerens hidtidige klub kunne ikke kræve et transferbeløb for spilleren. Denne mekanisme igangsatte imidlertid også en forskydning af hele magtbalancen i moderne fodbold: Klubberne har mistet magt, mens spillerne – ofte i tæt alliance med deres agent – nu er de magtfulde.

Nogle af disse agenter, de såkaldte superagenter, tjener eksorbitante summer, hver gang deres spillere skriver kontrakt med en ny klub. Onde tunger hævder ligefrem, at det er superagenterne, der styrer deres spillere, snarere end at den enkelte spiller styrer sin agent. Som i dramaet er det Mefisto, den egentlige dukkefører, der hvisker Faust i ørerne og lokker med nye udfordringer, højere løn, dyrere biler og flere følgere på nettets sociale medier, SoMe.

Manchester Uniteds legendariske manager sir Alex Ferguson spottede tidligt den fare, spilleragenterne udgjorde for klubberne. Han var øjeblikkeligt på kollisionskurs med superagenten Mino Raiola, som dengang og stadig varetager superstjernen Paul Pogbas interesser: ”Han og jeg var som olie og vand,” har Ferguson udtalt. Mindre diplomatisk har han også kaldt Raiola for både ”lortesæk” og ”idiot”. Den beskidte mund har de så i det mindste tilfælles, og i en artikel i The Guardian den 24. juni 2019 kalder Richard Williams meget sigende Raiola for enhver spillers drøm og enhver managers mareridt.

Raiola er dermed et symptom på en generel udvikling i fodboldsporten. Den udvikling har med Bosman-dommen bragt legitimt forbedrede vilkår for spillerne, når deres kontrakter udløber med en klub. Men den synes også at have igangsat en veritabel kattens leg med musen (og musens tilhængere), som kun er blevet forstærket med fremkomsten af sociale medier. Klubberne er ofte degraderet til en slags trædesten for spillernes selvudfoldelse, der koreograferes nøje af agenten.

Denne sommer har vi kunnet læse om en række prominente fodboldspilleres forsøg på at udnytte Bosman-dommens forskydning af magtbalancen. I Paris mødte verdens dyreste fodboldspiller, Neymar, for sent til træning efter ferien. Han søger nye græsgange blot to år efter, at PSG (Paris Saint-Germain) betalte omkring to milliarder kroner for ham og gav ham en femårig kontrakt. Neymars agent, hans far, skulle efter sigende have tjent omkring 300 millioner kroner på den handel.

I Arsenal nægtede holdets anfører, den 33-årige franske verdensmester Laurent Koscielny, at rejse med på klubbens sommertur. Han var fornærmet over klubbens udspil til en kontraktforlængelse. Han spiller i dag, efter eget ønske, i Bordeaux.

I Manchester United udtalte den belgiske angriber Romelu Lukaku i utvetydige vendinger, at han efter blot to år i klubben, men stadig med tre år tilbage af sin kontrakt, ønskede at skifte til den italienske klub Inter. På de sociale medier poserede Lukaku i sin ferie i Inters sort-blå farver og postede tilmed følsomme oplysninger om United-spillernes hurtighed (og langsomhed) fra en træningssession. Han rejste også uden tilladelse til Bruxelles for at træne med sin tidligere klub Anderlecht. Der blev hvisket om illoyalitet. I sidste ende fik Lukaku dog sin vilje og skiftede til Inter.

De nævnte eksempler er ikke enestående. Fælles for dem er, at spillernes kontrakter ikke er udløbet, men de og deres agenter forsøger alligevel at presse klubberne til tidligere salg. De strejker, udebliver eller anvender de sociale medier i forsøget på at gennemtrumfe deres vilje. På den ene side er det måske kun menneskeligt at ønske sig et andet sted hen, også tidligere end oprindeligt aftalt. På den anden side opleves det udefra – af os almindelige mennesker – som forkælede og egoistiske reaktioner, hvor der udvises manglende respekt for klubben, holdkammeraterne og fansene.

Vi skal huske på, at vi taler om spillere, der tjener mellem en og tre millioner kroner – vel at mærke på ugebasis – hvis ikke mere. Vi skal også huske på, at deres kontrakter er netop det: kon-trakter (af latin: con-trahere), tegnet sammen, det vil sige indgået med åbne øjne af begge parter.

Men Mefistos hvisken ophører aldrig. Og Faust? Han vil altid have mere.

Søren Frank er professor i litteratur ved Syddansk Universitet, hvor han blandt andet beskæftiger sig med migrationslitteratur og romanens historie, men også har set på fodboldens historie og æstetik. Er desuden forfatter til bogen ”Giganternes skuldre. En fortælling om Manchester United”.