”Du ser ting; og du siger: ’Hvorfor?’ Men jeg drømmer om ting, der aldrig har været; og jeg siger: ’Hvorfor ikke?’”.
Sådan skrev en af Irlands mange litterære stoltheder, dramatikeren og Nobelpristageren George Bernard Shaw (1856-1950). Hans ord har fået ny prægnans i denne tid. Irland befinder sig i en omfattende national omstillingsproces, som groft sagt har haft tre komponenter over de seneste 30 år. Først aftog den katolske kirkes indflydelse, så kom et økonomisk opsving kendt som ”den keltiske tiger”, og så ramte finanskrisen. Nu vender udviklingen igen, men i hvilken retning? Det er uvist, men Shaws optimistiske ord ”why not?” synes mange at ville skrive under på, når man bevæger sig rundt i Dublins gader.
Hovedstaden har ry som en af Europas venligste og har en særlig landsbystemning, der er umulig at foregive. Fra flere gader er der frit udsyn til bygrænsen og grønne marker. Pubkulturen er så stærk som altid (James Joyce skriver i ”Ulysses”, den store roman om den irske hovedstad fra 1922, at det er umuligt at tegne en pubfri rute gennem Dublin, for værtshusene er overalt. Sådan er det stadig). Og talrige statuer af byens store forfattere og politiske reformatorer er en konkret påmindelse om både fortid og folkelighed.
Samtidig peger dele af bybilledet fremad: Kvalitetsrestauranter med høje ambitioner på vegne af lokale irske råvarer åbner, tech-giganter som Google og Facebook fra USA etablerer kæmpeafdelinger, og boligpriserne stiger atter hastigt. Alle det moderne urbane livs sociale markører er her: juicebarer, masseturisme, yogastudier, hjemløshed, gratis museer, moskéer, nydesignede havnefronter – og rygeforbud. Engang hang lugten af tørv tungt over Dublin; i dag er hovedstaden som så mange andre urbane centre lugtfri. Det er sagt konstaterende og ikke vurderende, for dublinernes djærvhed er indtagende. Det skal nok gå, og som det ofte er sagt om indbyggerne i denne del af EU: Det er i krisetider, at man er stærkest.
Nu er spørgsmålet om EU dog som bekendt indtil videre svarløst. Derfor er interessen for Brexit-forhandlingerne intens her i Dublin. Kynisk betragtet kan britisk udtræden gavne Irland, fordi landet så bliver det eneste stykke EU på disse længdegrader. Investeringer fra udlandet vil flytte fra London til Dublin; tilstrømning af arbejdskraft fra udlandet og husprisernes himmelflugt vil fortsætte.
Men fortiden er aldrig særlig langt væk i Dublin, og derfor trumfes de kyniske spekulationer af et andet forhold: dét til Nordirland. Ingen vil have grænsen tilbage, og man er lykkelig for at have overstået ”The Troubles”, som den nordirske konflikt mellem katolikker og protestanter er kendt som. Konflikten, der sluttede med Langfredagsaftalen i 1998, rører dog hele tiden lidt på sig med aktuelle bombesprængninger som en påmindelse om, at Brexit for irerne har vital betydning. Trækker England sig tilbage, kommer konflikten måske frem igen. Og i Dublin føler man ikke, at englænderne altid har haft den store interesse i og viden om, hvor kompliceret forholdet mellem republik- ken og Nordirland er, som historikeren Diarmaid Ferriter minder om i sin nyudkomne bog ”The Border” (Grænsen). Aviserne er fyldt med kritiske artikler om Theresa Mays håndtering af Brexit-forhandlingerne, og man måber over, at fremtiden så længe efter Brexit-afstemningen stadig er uvis.
Irsk historie er præget af en intens udveksling med omverdenen. Fra de første vikingers ankomst til i dag, hvor Ryanair er blevet synonym for billige flyrejser over hele kloden. På byens fortræffelige museum for udvandring, Epic, der åbnede i 2016, fortælles alle facetter af immigrationens historie og diasporaens tilstand.
Især forholdet til USA er nært; enorme menneskemasser forlod Irland efter hungersnøden og kartoffelpesten i midten af 1800-tallet til fordel for amerikanske storbyer som New York og Chicago. Irerne fik med tiden og lidt til forskel fra andre immigrantgrupper enorm politisk indflydelse med Kennedy-familien som det mest berømte eksempel. Men mange andre præsidenter, kongresmedlemmer og ledende fagforeningsskikkelser har også irske rødder.
Båndene er stadig tætte og – tilbage til Brexit – øjner nogle et intensiveret forhold til den amerikanske regering, når/hvis Irland bliver det eneste engelsktalende land i EU (sammen med Malta). Det amerikanske islæt er også tydeligt ved den årlige Sankt Patricks dag-parade, der blev afholdt sidste weekend. I det imponerende optog gennem Dublins gader, der hvert år har nyt tema – i den forgangne weekend var det ”Historiefortælling” – deltager talrige repræsentanter fra den amerikanske undervisningssektor. Eksempelvis stillede University of Northern Iowas Panther Marching Band med hele 300 bandmedlemmer til paraden, sammen med deltagere fra en lang række andre delstater.
Sankt Patricks dag er fejringen af kristendommens indførelse i Irland, men det er nu så som så med det religiøse islæt i den folkefest, som dagen er i Dublin. I det hele taget fylder religion ikke meget i hverken samtaler, den offentlige debat eller bybilledet. Byen har tre domkirker – to protestantiske og en katolsk – og det er her, man skal tage hen, hvis man leder efter religiøse spor.
Efter mange år med kritik af den katolske kirke for dobbeltmoral og overgreb er båndene til religiøse institutioner løsnet så meget, at man står i en ny situation. Da pave Johannes Paul besøgte Irland i 1979, mødte over én million irere frem. Da pave Frans knap 40 år senere – i 2018 – besøgte republikken, dukkede cirka 150.000 op, som forfatteren og økonomen David McWilliams bemærker i sin nye bog, ”Renaissance Nation”. Her gennemgår han den ufattelige hastighed, hvormed Irland har afskrevet katolicismen og omfavnet moderniteten: ”Welcome to the home of a’la carte Catholicism for the Tinder age. Why pray when you can swipe?”, spørger han bidende i en bog, der tegner en lys økonomisk fremtid for Irland (og spår en genforening med Nordirland).
Historisk set er protestantismen forbundet med det engelske overherredømme indtil republikkens selvstændighed og har derfor begrænset appel for den irske befolkning. Og når katolicismen, som 90 procent af borgerne bekender sig til, også mister betydning, hersker en form for rådvildhed.
I det værdipolitiske vakuum er identitetspolitikken rykket ind, og i Dublin bryster man sig af omfattende tolerance over for seksuelle minoriteter, fri abort og en premierminister, Leo Varadkar, som har indiske rødder og er homoseksuel. Et stigende antal irere betegner sig om ”ikke-troende”. Skal man finde religiøs vækst, skal man som i så mange andre lande tage i moskéen.
Dette er en væsentlig udvikling, også fordi man fornemmer, at der kan være en klassisk pendulsvingning i gang: Man er kritisk over for dele af den kirkelige historie og gør nu alt for at lægge afstand til den. Men svinger pendulet for langt i den modsatte retning nu?
Nogle unge genopliver det irske modersmål som en reaktion på globaliseringen. Andre bliver ekstra stolte af eksempelvis den musikalske arv, som Dublin besidder. I mange år var det U2, som man elskede, i dag er det den 29-årige Hozier, som man feterer for at bryde igennem i USA, blandt andet med en sang med gospellegenden Mavis Staples.
U2 er nu stadig på manges læber, når man spørger. En fortæller, at hun engang handlede i samme supermarked som Bono. En anden oplyser, hvad der blev af den udtryksfulde dreng, som pryder pladeforsiderne af ”Boy” og ”War” (han ernærer sig som portrætfotograf). Kommer Bono ind på en pub, lader man ham sidde i fred med sin pint. Irerne har det svært med berømmelse, siger en, men man er nu stolt af dem, som sætter Irland på verdenskortet.
Dér, på verdenskortet, skal repu-blikken nok blive. Lige nu som nordligt centrum for en ophedet debat om Brexit, men altid som et hjemsted for en imponerende masse af geniale sprogkunstnere. Oscar Wilde, James Joyce, W.B. Yeats, Edna O’Brien og Bono (hvis erindringer udkommer på dansk til efteråret) er kun få af den enorme masse af forfattere, der fortsat udforsker Irlands særlige skæbne mellem tradition og modernitet, konservatisme og hedonisme, opsving og nedtur. Og måske fremgang? Skimter man en fornyet national identitet, der levner plads til alle fortidens komponenter, derude i fremtiden? Med George Bernard Shaw in mente: ”Why not?”.J Kristeligt Dagblad var inviteret til Dublin af Fáilte Ireland.