I fortællingens og poesiens virkelighed

Den chilenske film ”Neruda” handler om landets store digter Pablo Nerudas liv i slutningen af 1940’erne – på en både magisk og realistisk måde

Digteren Pablo Neruda spilles af Luis Gnecco. –
Digteren Pablo Neruda spilles af Luis Gnecco. – . Foto: Camera Films.

I årene efter Anden Verdenskrig stod den politiske kamp mellem kapitalismen og kommunismen. I Latinamerika udkæmpedes denne kamp oftest mellem militærdiktaturer og folkelige oprørsbevægelser ledet af kommunistiske partier. I Chile kom en centrum-venstre-alliance under ledelse af Gabriel Videla til magten, men han begyndte kort tid efter at forfølge landets kommunistiske parti, der ellers havde støttet ham. Digteren Pablo Neruda (1904-1973) var i 1945 blevet valgt som senator for kommunisterne. Han var elsket af folket for sin digtning.

I 1920’erne udgav han sine første digtsamlinger, blandt andet ”Tyve kærlighedsdigte og en fortvivlet sang”. Digtene var en samling kærlighedsdigte med meget erotik. Digtene solgte over en million eksemplarer, og de blev nok Nerudas mest kendte arbejde. Disse kærlighedsdigte og den fortvivlede sang spiller en stor rolle i filmen. De citeres flere gange. I 1950 udgav han ”Den store sang” (dansk 1974), hvor han besynger de amerikanske kontinenters navnløse masser og deres lidelser gennem tiderne. Han kunne også ramme den jævne befolkning ved at digte om hverdagens elementære bestanddele såsom tomaten, løget, regnen med mere. I 1971 modtog han Nobelprisen for sit forfatterskab.

I 1946 måtte han gå under jorden. Et år levede han på denne måde, inden han flygtede over bjergene til Argentina og siden videre til Paris, hvor blandt andre Pablo Picasso modtog ham.

Det er denne undergrundsperiode, filminstruktøren Pablo Larraín skildrer i sin film. Han kunne have valgt at skildre denne dramatiske tid med politiske briller på, men det gør han ikke. Han går ligesom ind i Nerudas og andre latinamerikanske forfatteres måde at arbejde på. Det handler ikke bare om facts og spænding, men om magien.

Han tager fortællingens og poesiens briller på. Det er denne virkelighed, der rører og fornyer mennesker. Den politiske skildring kan vise problemer og anvise veje at gå, mens fortællingen og poesien får mennesker til at se deres liv i et nyt lys. Pablo Nerudas digtning skabte håb og mod i mennesker, hvis liv var knust. Det er i myten, virkeligheden bliver til.

Pablo Larraín bygger et forfølgelsesdrama op. Chiles præsident vil kommunisterne til livs og i særdeleshed Neruda. Han bliver udskreget som forræder, og en kommissær bliver udpeget til at lede forfølgelsen af ham. Hurtigt opdager vi, at Neruda ikke bare vil på flugt, men han vil på en storslået og iscenesat flugt, der vil tale sit eget sprog. Kommissæren elsker Nerudas poesi og fortællinger, og disse tos møde bliver til i en magisk realisme. De to kravler så at sige ind i hinandens liv. Det er meget elegant skildret og i øvrigt ikke uden spænding.

Filmen leger med vores virkelighed. Er det naturvidenskabens facts, eller er det myten, der rækker mennesker livs-virkeligheden?

Filmen har premiere juledag, og det er ikke en dårlig dag, for netop på denne dag griber vi tilværelsen med en dyb fortællings poetiske måde, hvor menneskelighed og guddommelighed skaber stjernelys over os, selvom tilværelsen kan være barsk.

Filmen og Juleevangeliet skaber samme håb og forbløffelse i mennesker. Det er forunderligt.