Peter Øvig ville egentlig bare skrive en bog om sin afdøde mor. Han ville fortælle om sit problematiske forhold til hende, om hendes personlighedsforstyrrelse og hendes kroniske depressioner og ikke mindst om, hvordan det havde påvirket ham selv.
Han ville samtidig tegne et portræt af en generation, nemlig sine forældres, og ikke mindst af dens kvinder, som befolkede 1960’ernes parcelhuse, men sjældent følte, at rollen som mor og kone var nok til at udfylde deres liv.
Med sin vante dokumentariske ildhu, som vi kender fra bøgerne om Blekingegadebanden, hippierne og bz’erne, gik han til sagen, han læste moderens journaler, interviewede hendes ungdomsveninder og naboer, talte med læger og psykologer. Men denne gang var han personligt mærket af historien – og blev desuden en langt større del af den, end han havde forestillet sig, da han undervejs i processen selv blev syg.
Han blev ramt af en akut depression, der accelererede og blev til en paranoid sindssyge, og indlagt på Rigshospitalets lukkede afdeling, hvor han blev medicineret og fik elektrochok. Og han følte, som han selv skriver i sin nye bog, ”Min mor var besat. Da jeg mødte depressionens dæmon” (Gyldendal), at moderens fangarme rakte ud efter ham for at trække ham med ind i døden.
I Morgenavisen Jyllands-Posten er der fire stjerner ud af seks fra Henrik Jensen, der i sin anmeldelse af en ”velskrevet og medrivende” bog spørger, hvor politisk det private egentlig er, og hvorvidt det kan blive for meget. Det sidste svarer han selv på: ”Det kan det sagtens, hvis man spørger mig.”
Og selvom han er imponeret over Peter Øvigs beslutsomhed om at udlevere sig selv og sin mor, stiller han sig også spørgende over for bogens generaliseringer, når det gælder Peter Øvigs mors generation af kvinder – og når det gælder bogens generelle formål.
Selv har Peter Øvig udtalt, at det er hans håb, at bogen kan være til nytte for mennesker, der er vokset op med psykisk syge forældre. Og spørger man Anita Brask Rasmussen, der anmelder i Infor-mation, er det præcis her, at Peter Øvigs bog står stærkt:
”Bogen er fyldt med indsigt og selvindsigt og er en betimelig og nødvendig konstatering af det helt indlysende: Der er noget, vi skal tale om. Alle sammen. Og bogen vil uden tvivl fungere som forløser af mange hårdt tiltrængte samtaler og bidrage til af- tabuiseringen af psykisk sygdom i almindelighed og elektrochok i særdeleshed. Det er en ærefrygtindgydende bedrift.”
Hun finder dog, at Øvig er bedst, når han giver sig selv lov til at være vred pårørende, og mindre god, når han er forstående patient:
”Men ved bogens afslutning savner jeg drengen Peter og hans retfærdige vrede. Drengen Peter, der startede bogen med et citat fra en seddel, moren engang havde lagt frem til sine børn: ’Alting er gået helt anderledes, end jeg havde forventet. Det er så svært at være mor til jer to. I giver mig stene for brød.’ Det er okay, at du er vred, Peter. Intet af det var din skyld. Det der var sgu ikke i orden. Det skulle nogen have set. Og sagt.”
Modsat Anita Brask Rasmussen mener Benedicte Gui De Thurah Huang i Politiken, at det er en styrke for Peter Øvigs bog, at han selv ender med at blive ramt af depressionen. Hun giver fem hjerter ud af seks og konkluderer:
”’Min mor var besat’ er et indblik i depressionens væsen og et slående portræt af en generation, der blev voksne i parcelhusets storhedstid. Men for mig rummer den også et billede af mine egne forældres generation – dem fra den brede middelklasse, der som Øvig blev født i 1960’erne og for alt i verden ikke ville gentage deres forældres fejl. De blev projektsamfundets generation, og her findes depressionerne stadig, men med et andet udtryk.”
Også Søren Kassebeer giver fem ud af seks i Berlingske, hvor han læser bogen som ”et stærkt selvopgør og et stærkt portræt af fortidens forlorne forstadsliv”. Men han har en lille orm, der gnaver, og et spørgsmål, han må stille:
”Tilbage står så, efter endt læsning, spørgsmålet, om man overhovedet kan tillade sig at bruge barndomsminder, posthume domme og referater fra noget så dybt fortroligt som lægejournaler til at beskrive et afdødt menneske, der af gode grunde ikke engang kan forsvare sig? Jeg synes, at spørgsmålet skal stilles, men jeg har ikke noget svar. Til gengæld er jeg sikker på, at bogen kan gøre en god forskel for de stadig levende. Både de raske og dem, der er syge langt ind i sjælen.”
I Nordjyske håber Hans Gregersen også, at ”en bog som denne kan få flere til at tale om og forholde sig til dæmonen”. Han betegner Peter Øvigs bog som ”en dybt personlig og modig beretning med almen relevans”, kvitterer med fem stjerner ud af seks og konkluderer, at smertejægeren, som Peter Øvig så ofte er blevet kaldt, når et foreløbigt kulminationspunkt med sin seneste bog, der er ”en fuldstændig anderledes præstation og læseoplevelse” end hans tidligere bøger.
I Kristeligt Dagblad e r der ligeledes fem ud af seks stjerner. Her finder Nils Gunder Hansen, at der er ”megen opbyggelighed og fællesmenneskelig solidaritet at hente i de dramatiske historier i ’Min mor var besat’ og dens efterskrift”.
Men bogen rejser for ham såvel som for de øvrige anmeldere også en lang række interessante spørgsmål. Er det en styrke eller en svaghed, at Peter Øvigs egen fortælling er med? Er hans kulturradikale grundfortælling om det indeklemte småborgerlige liv bag de liguster- fascistiske hække for kliché- præget? Og hans billede af moderen dermed for enstrenget? Er det etisk og moralsk forsvarligt at holde offentlige opgør med afdøde forældre? Og sporer man en lille selvretfærdighed, som fralægger sig al skyld og svigt?
Nils Gunder Hansen skriver blandt andet:
”Bogen rummer på den måde et stort livsdrama, hvor Øvig både konfronteres meget direkte med sin mors lidelse ved selv at blive ramt af den og blive reddet af en behandlingsform, han byggede en del af sin ungdoms identitet op på at undsige. Det er voldsomt og intens læsning, og hvis man skal være kynisk, kan man sige, at det redder bogen, at Øvig selv bliver syg. Jeg er ikke sikker på, at historien om hans mor i sig selv havde været interessant nok, selvom han prøver at almengøre den.”
Det er dog Peter Øvigs mors – og hendes generations historie – som Kristian Ditlev Jensen i Weekendavisen blandt andet slår ned på i sin læsning af en ”kulsort, rørende, smuk, kaotisk bog”:
”Noget af det fineste ved bogen, ud over den eminente fortællers nærværende og klare sprog, er den samlede beskrivelse af moderens liv og af hele det samfund, den klasse, de mennesker, som den kommende dokumentarist vokser op iblandt.”
Og Kristian Ditlev Jensen er måske nok den mest uforbeholdent positive anmelder af dem alle. Han finder, at ”det er, i al sin gru, som at være der selv”, at Peter Øvig skriver sig ind i en kongerække af depressive reportere, og at det har været en ”nærværende, rørende, skarp, fin, pivet, sød, arrogant, forførende og især meget, meget autentisk læseoplevelse” at stifte bekendtskab med ”Min mor var besat”.
I ”bogen i tiden” skriver vi hver uge om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig, aktuel bog eller om en debat, som en eller flere bøger har rejst.