Det er umådelig svært at miste. Miste et barn, sin elskede, sine forældre, en nær slægtning, ven eller veninde. Det brager ind i ens liv og vælter hele dagligdagen omkuld, og det medfører stor smerte, sorg, forvirring og ulykke.
Journalist, cand. mag. Tine Bjerre Larsen oplevede at miste sin nære ven Jakob. Han fik kræft i spiserøret og levede i fire måneder efter diagnosen var stillet. Behandling kunne ikke hjælpe ham. Han var i det Tine Bjerre Larsen kalder "grænselandet mellem liv og død".
LÆS OGSÅ: Det er vigtigt at kunne sørge
Og der var hans familie og vennekreds også. Og hos Tine Bjerre Larsen satte det mange tanker i gang om, hvordan man bedst opfører sig overfor den syge, som man ved, man skal skilles fra. Det fik hende til at udgive bogen "Der Er Også Engle, - om at være tæt på en kræftsyg".
Der er desværre en udbredt tendens til, at vi i Danmark lader de sørgende i stikken. Det er ikke ondt ment, tror jeg, det er nok nærmest tankeløst. Og oveni det, så er det nemmere at lade som ingenting. "Vi er ikke så gode til sygdom", som en dame engang sagde til mig, og mente at mennesker med sygdom holdt hun sig langt borte fra.
Tine Bjerre Larsen satte sig for, at opsøge nogle af de professionelle mennesker, der har det som deres job til daglig at omgås og arbejde med alvorligt og uhelbredeligt syge, og få behandlerne til at fortælle om, hvordan de mener, man bedst opfører sig, når man møder den syge. I alt 11 mennesker, som ofte møder kræftsyge og de pårørende i deres hverdag, fortæller usentimentalt og på en ligefrem måde om de erfaringer de hver især har gjort.
Tine Bjerre Larsen bygger bogen op som en kort fortælling om vennen Jakob og hans sygdomsforløb, og udbygger hvert kapitel i forløbet med det egentlige indhold, som er en sagkyndig på netop det omtalte problem fra Jakobs liv. På den måde dannes en fin mosaik af indlæg, der støtter hinanden og til sidst giver et samlet billede.
Den tidligere kræftpatient Anne Dynnesen fortæller uden omsvøb om, hvordan sygdommen har gjort hende til en anden person. Det er en vigtig oplysning for omgivelserne, og hun fortæller, hvor meget deres opførsel betyder for hende. Et spørgende, bekymret blik kan slå hende helt ud, og hendes råd er, at man bare skal sige "hej", og så i øvrigt opføre sig som om man står overfor et almindeligt menneske. Det værste er, når nogen begynder at fortælle om en i deres familie, som er død af kræft.
Anne Dynnesens direkte omtale af sin sygdom og den ærlige beskrivelse af den situation hun oplever, efter at hun lykkeligvis har gennemlevet den, tror jeg vil røre de fleste læsere, og gøre dem meget klogere på, hvordan de finder den bedste og rigtigste plads i forhold til den sygdomsramte.
Tre præster, Bent Falk, der også er psykoterapeut, Henning Nabe-Nielsen, der er hospitalspræst på Rigshospitalet og Søren Hermansen, der er sognepræst i Sorgenfri, har også alle vægtige indlæg.
Bent Falk kombinerer teologien og psykoterapien i sit arbejde og underviser både præster og sygehuspersonale i at tale med mennesker i krise. Han beretter i bogen om de mennesker, der har svært ved at finde på noget at sige til en alvorlig syg, og foreslår, at så kan man jo sige, at det står sådan til. Og han mener, at det bunder i en angst, og i at man ikke kan udholde at føle sin egen magtesløshed.
Søren Hermansens ærinde er et andet. Han taler om begravelsen, og hvor vigtig den er for den efterladte gruppe familie og venner. Han er meget lydhør overfor ønsker om at spille ikke-kirkelig musik, hvis det var afdødes ønske. Og hans store erfaring og viden gør, at han formår at sætte det i en evangelisk sammenhæng, og kan koble det menneskelige og det kristne. Han repræsenterer opstandelseshåbet, som er bag tabet, og han finder selv, at han kan sige de ting, som de pårørende ikke selv kan sige.
Henning Nabe-Nielsen har altid salmebogen med sig, når han taler med patienter og pårørende. Passer det til øjeblikket, kan man synge eller læse en salme sammen. Han betragter sig selv, som det han kalder en medvandrer i et område mellem liv og død. Også han er meget kritisk overfor myten om, at vi skal se alting i øjnene og acceptere sandheden. Hvis man er ung og skal dø fra sine børn, er det da helt naturligt, at man protesterer, mener han.
Savner jeg noget? Ja, jeg savner mere fokus på erfaringer fra patienternes nære pårørende. De mennesker, der ikke har det som en uddannelse eller et job at støtte og vejlede alvorligt syge, men som ved skæbnens ugunst kommer til det.
De nære pårørende trækker et kolossalt læs hver eneste af døgnets timer i samlivet med en uhelbredelig syg. Der er lavet undersøgelser mange steder i verden om, hvor opslidende denne funktion er. Netop deres erfaringer fra en tid som nabo til kronisk sygdom, er det væsentligt at tage til sig. Og det er betydningsfuldt at få deres tilbagemeldinger. Blev der også taget vare på dem midt i al omsorgen for den syge? Fik de det opmuntrende smil, postkortet eller den lille buket blomster? Og fik de lige de ord med på vejen, der gjorde, at de klarede endnu en dag?
"Der er også engle" handler om en kræftsyg patient, og mange af kapitlerne har fokus på netop den sygdom, men der findes desværre andre uhelbredelige sygdomme, og jeg synes bogen med fordel også kan læses i familier og vennekredse, hvor de andre kroniske sygdomme har holdt deres indtog. Bogen er både en nyttig og kærlig håndsrækning, den er varmt skrevet og let læst, og den udfylder uden tvivl en ledig plads i håndbogslitteraturen om sorg og alvorlig sygdom herhjemme. Det er en bog, der er god at få forstand af.
Birgit Meister er forfatter og journalist
Tine Bjerre Larsen: Der er også engle – om at være tæt på kræftsyg. 208 sider. 249 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag. Udkommer i dag.