Når man træder ind i det store rum i Vor Frue Kirke i København, er det svært at undgå at få øje på en over tre meter høj statue. Den forestiller den opstandne Kristus og ses i dag som en af danskernes foretrukne skildringer af Jesus og en af kunstneren Bertel Thorvaldsens mest populære værker.
Men i sin egen tid var Thorvaldsens Kristus-figur også et nybrud. Og den er i dag et godt eksempel på, hvordan dansk kirkekunst forandrede sig med guldalderen, siger David Burmeister, der er kunsthistoriker og redaktør på Nationalmuseet. Hvis man vil vide hvorfor, kan man begynde med at stille sig foran figuren og kigge den i øjnene. For så vil man opdage noget, som ikke var normalt før 1800-tallet: Jesus kigger tilbage på en.
”Statuen giver beskueren en næsten fysisk oplevelse af at stå personligt over for Kristus. Thorvaldsen formåede på den måde både at skildre Jesus som et ophøjet ideal og som nærværende og kærlig med milde øjne og fremstrakte arme,” siger kunsthistorikeren.
Når guldalderen i dag skal beskrives, sker det oftest med fokus på den borgerlige kunst og dens landskabsmalerier og skildringer af folkelivet. Men den første halvdel af 1800-tallet var ifølge David Burmeister ikke kun en sekulær periode. Dette har han beskrevet i kataloget for den nye udstilling ”Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer”, som åbner på Statens Museum for Kunst på lørdag.
”Guldalderens religiøse malerier er blevet overset, fordi de ikke passer ind i den typiske fortælling om perioden. Men det var også en vækkelsestid i Danmark, hvor troen var under kraftig forandring. Inden for kunsten betød det, at man bevægede sig i mange retninger for at få tilpasset kirkerummet til den moderne spiritualitet. Man prøvede at skabe en ny relation mellem den troende og kirken gennem kunsten,” siger han.
Mere præcist var det den kristne bevægelse pietismen, der fik fat i Danmark i begyndelsen af 1800-tallet og betød, at datidens meget rationalistiske tilgang til teologien blev udfordret af et større fokus på fromhed og den personlige tro. Rundt omkring i landet dukkede der vækkelsesgrupper op, og i 1814 blev Dansk Bibelselskab oprettet med det mål at fremme brugen af Bibelen, så alle selv kunne lære Jesus at kende.
Samtidig blev mange kirker istandsat, og i 1800-tallet fik over 1000 af dem nye altertavler. Det er de malerier, der i dag bedst viser de religiøse strømninger i kunsten, siger David Burmeister.
”Hvis man skal sætte det firkantet op, så var altertavlens funktion i 1600-tallet førhen at supplere liturgien. Den bestod ofte af billeder af nadverscenen, korsfæstelsen og opstandelsen, der tilsammen understregede, at vi ved at gå til alters bekræfter vores tro og derved opnår opstandelse, ligesom Jesus gjorde det. Men i guldalderen blev en masse nye motiver introduceret med et andet formål.”
Blandt de mest fremtrædende kunstnere var Thorvaldsen og J.L. Lund, som begge malede Jesus placeret længere fremme i billedet og med blikket rettet mod beskueren.
”Det væsentlige var, at maleriet skabte en direkte relation mellem beskueren og Jesus. Man blev opfordret til at indleve sig i billedet følelsesmæssigt og spirituelt,” siger David Burmeister.
En anden markant kirkekunstner i guldalderen var C.W. Eckersberg, som introducerede det, David Burmeister kalder samtalemalerier.
”I stedet for at male handlinger som nadveren eller opstandelsen, satte Eckersberg fokus på ordet. Han begyndte at male scener fra Jesu virke på jord, hvor han møder almindelige mennesker som kvinden ved brønden. Tanken var, at vi som kirkegængere skulle genkalde os samtalen i vores indre og gøre den nærværende for os,” siger han og tilføjer, at Eckersberg dermed løste et stort dilemma for datidens kirkekunstnere: Hvordan afbilleder man Jesu guddommelighed sandfærdigt i et maleri?
”I guldalderen skulle kunsten være rationalistisk, hvilket var svært, når man skildrede troen. Eckersbergs løsning var at vise den menneskelige del af Jesus og lade hans guddommelighed åbenbare sig i beskuerens indre.”
Eckersbergs løsning blev populær, og andre kunstnere som Christen Købke og Constantin Hansen fulgte trop med altertavler over Jesus i samtale med Nikodemus samt Martha og Maria. Senere blev traditionen blandt andet videreført af Anton Dorph, der var 1800-tallets førende kirkekunstner og malede over 80 altertavler. Også blandt vækkelserne og hos Indre Mission, som blev stiftet i 1861, var der interesse for samtalebillederne, som udviklede sig til også at omhandle fortællinger om undere og helbredelser.
”På den måde formåede samtalebillederne at overskride den rationalistiske tænkning, de var udsprunget af,” siger David Burmeister.
Selvom de religiøse strømninger også vil være at finde i den nye guldalderudstilling, er Statens Museum for Kunst ikke det bedste sted at lede, hvis man vil se de mange altertavler fra dengang. Ifølge David Burmeister står mange nemlig fortsat rundt omkring i danske kirker i særligt Nordsjælland og de sjællandske købstæder.