Var der én historisk person, Andrea Wulf kunne invitere til middag, skulle det være Alexander von Humboldt.
I 10 år har hun endevendt hans liv – og i 10 år har han vendt hendes på hovedet.
Da hun begyndte at skrive kæmpeværket om den tyske opdagelsesrejsende, var hun med egne ord en virkelig fattig og helt ukendt enlig mor.
”At være forfatter virkede ikke som det økonomisk mest smarte i den situation,” siger Andrea Wulf, der stadig er enlig mor, men som i dag er yderst velhavende og turnerer verden rundt som litterær rockstjerne.
”Alexander von Humboldt ændrede mit liv til det mere behagelige, men jeg bor i samme lejlighed, som jeg gjorde som studerende, ejer ikke en bil og køber ikke dyrt tøj. Jeg vil gerne tro, at jeg er præcis det samme menneske som før, blot lidt mere rolig og ubekymret,” siger Andrea Wulf, som i weekenden var i Danmark for at holde foredrag om Humboldt-biografien ”Opfindelsen af naturen”.
Den anmelderroste bog er foreløbig udgivet på 27 sprog, også på dansk.
Skal Andrea Wulf gætte videre med hensyn til, hvad økologiens fader ville tænke om nutiden, tror hun, han ville forbløffes over, at verdens ledere behandler klimaet som et statistisk, juridisk og økonomisk problem.
For vel var Alexander von Humboldt optaget af at opmåle verden, men han havde følelserne med i sit arbejde og øje for det enestående under, naturen er.
”Humboldts forskning er ikke kun formidlet i naturvidenskabelige målinger, men også i humanistisk tænkning og kunstnerisk tilgang – han var meget inspireret af vennen Johann Wolfgang von Goethe,” siger Andrea Wulf om manden, som i kraft af sin omhyggelige arbejdsmetode grundlagde geografien som empirisk videnskab.
”Allerede for 200 år siden fandt han bevis for, at mennesket er i stand til at ødelægge kloden, så det ville nok undre ham, at vi alligevel har formået at skabe sådan et rod,” siger forfatteren, som pointerer, at selvom Alexander von Humboldt talte animeret om sine opdagelser, var han ikke aktivist.
”Men det er interessant, at den unge klimabevidste generation har tilføjet debatten det følelsesmæssige, der har manglet. De taler om deres frygt, og om at deres hus brænder,” siger hun.
Tilbage i 1700-tallet havde lille Alexander en økonomisk ubekymret, men menneskeligt rædsom barndom, faderen døde tidligt, og moderen var følelseskold. Men unikke begavelser, de bedste uddannelser penge kunne købe og en betragtelig formue hjalp de to brødre Humboldt op og ud i verden. Storebror, politiker og filosof Karl Wilhelm grundlagde Humboldt-universitetet, som blev forbillede for eftertidens europæiske universiteter.
Den første af Alexander von Humboldts lange opdagelsesrejser gik til Sydamerika, og det var her, han så, hvordan minedrift, indhug i regnskoven og ensidige afgrøder som sukker og tobak lagde hele økosystemer øde og fik forståelse for, at naturen er et sammensat hele.
Sine betragtninger samlede han i ”Kosmos”, først som foredrag og senere som bogværk, og hans tanker fik en enorm indflydelse. Det påvirkede Alexander von Humboldts liv, at han voksede op i en revolutionær tidsalder.
”Han var 20 år, da Den Franske Revolution tog fart i 1789. Og syv år, da Den Amerikanske Uafhængighedskrig begyndte. Tiden var fuld af tanker om frihed og håb,” siger Andrea Wulf, mens hun tygger på et stykke smørrebrød med græskar (hun spiser ikke kød).
Privat var den store opdagelsesrejsende yderst bevidst om sit eget værd, og ved Europas hoffer overtog han gerne enhver samtale for at ride sine egne kæpheste – Napoleon hadede ham for det – og i breve hjem fra sine eventyrlige rejser, kunne han finde på at slutte af med et: ”Nå, men hvordan går det så i dit ensformige liv?”
Men det uperfekte menneske er et interessant menneske, mener Andrea Wulf.
”Jeg holder endda af, at han er en pralhals og lidt af en sladdertaske,” siger Andrea Wulf, der de seneste 10 år nærmest har været gift med Humboldt.
”Eller rettere hans pr-agent,” smiler hun.
For at skrive om Alexander von Humboldts verdenssyn, vandrede Andrea Wulf i hans fodspor i Sydamerika.
”Jeg var nødt til at se hans landskaber for at komme tæt på, hvad han følte. Så jeg transskriberede hans dagbog fra nogle af de vigtigste steder – den mand havde verdens værste håndskrift – tog dem med til Chimborazo (vulkansk bjerg i Andesbjergene, red.), gik op til 5000 meters højde og satte mig og læste dem på det sted, de var skrevet,” siger forfatteren, som blev godt forpustet på turen, mens Humboldt som den superhelte-videnskabsmand, han var, gik helt til toppen – med sit tunge måleudstyr på ryggen.
Den største overraskelse, forfatteren stødte på i bestræbelserne for at lære Humboldt at kende, var hans visuelle side. Hun havde ingen idé om, at han også malede og tegnede det, han så.
Og netop hans tværfaglighed er det mest særlige ved en i forvejen særlig mand, mener hun.
”I England er skolesystemet baseret på, at børn helt ned til seksårsalderen skelner skarpt mellem naturvidenskab og humaniora, så man enten er logiker eller tænker. Det er meget ødelæggende for den almene, rigtige dannelse,” siger hun.
På universiteter rundt om i verden, bliver Andrea Wulf nogle gange spurgt, hvorfor hun skriver og taler om en gammel hvid mand og ikke en kvindelig forsker.
”Men jeg tænker ikke på Alexander von Humboldt som en gammel hvid mand. Det er mennesket, der fascinerer mig,” siger forfatteren, som også oplever, at når de studerende først lærer Humboldts tanker at kende, er de imponerede.
”Hans idéer er en stor inspiration, også selvom han er en gammel hvid mand. Og så er der i øvrigt ingen videnskabsmand, der har fået opkaldt så meget efter sig: bjergkæder, floder, en havstrøm, landskaber, planter og dyr. Og delstaten Nevada i USA var meget tæt på at komme til at hedde Humboldt.”