Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Bog

Edward Snowdens bog er god, men skal læses med kritisk distance

4 stjerner
Edward Snowden, der nu befinder sig i Rusland på de russiske myndigheders nåde, har skabt sig en platform, hvor der bliver lyttet til hans budskaber. Han har via internettet holdt oplæg på alverdens internationale konferencer og politiske arenaer som f.eks. EU-Parlamentet. Men hvorfor Snowden var parat til at ofre job, kæreste og personlig sikkerhed for at afsløre CIA’s hemmeligheder, kan der være forskellige forklaringer på. Foto: Justin Sullivan/AFP/Ritzau Scanpix

Der er mange skjulte dagsordener i den massivt foromtalte erindringsbog ”I offentlighedens tjeneste” af den amerikanske whistleblower Edward Snowden

Et af problemerne med disse erindringer er, at de er alt for velskrevne. Eller lad mig begynde et andet sted:

Edward Snowden har befundet sig i branchen for skæg og blå briller i cirka 15 år. Den første halvdel af tiden som beskæftiget direkte eller indirekte af USA’s sikkerhedstjeneste og den anden halvdel som eftersøgt desertør fra samme, fordi han i maj 2013 flygtede til Hongkong og lækkede en stor mængde dokumenter, der beviste, at USA’s efterretningstjenester forskelsløst høster store mængder data om alle borgere uanset retlige principper om brevhemmelighed og privatlivets fred.

Snowden er aktør i efterretningsbranchen. Ingen samvittighedsfuld læser kan være andet end mistænksom. Ingen formulering, Snowden nogensinde kunne finde på til at beskrive sit eget liv, kan opfattes som uskyldig. Det forhold, at han overhovedet udgiver sine erindringer nu, giver anledning til spørgsmål. Hvad er det, han gerne vil have, at offentligheden skal vide, som vi ikke vidste før, og hvad er det, han ikke siger?

Som med de fleste erindringer er der tale om et forståeligt udslag af selvretfærdighed serveret i en sovs af efterrationalisering. Eftermælepleje er der næppe tale om, da Snowden endnu er en relativt ung mand, født, som han er, i 1983. Han har endnu alderen til at have en mulig fremtid i normalitet foran sig, selvom han står til en lang fængselsstraf, hvis han nogensinde vender tilbage til USA.

Under alle omstændigheder er han en kompetent fortæller i den forstand, at han vælger sine ord med omhu. Hvert eneste hårstrå af en oplysning i denne bog er friseret snorlige til en utrolig velsiddende sideskilning på en spejderdreng af en patriot, nu med stamtavle. Snowden gør meget ud af at fortælle, at han både på mødrene og fædrene side nedstammer fra de første pilgrimme i det 17. århundrede, og hvordan hans forfædre har kæmpet i alle de krige, som USA har deltaget i, og afskaffet slaveriet på deres plantager.

Fortællingens vigtigste greb er angivet i bogens titel. Han har, når han selv skal sige det, hele tiden arbejdet i offentlighedens tjeneste, først som rekrut i hæren, dernæst som ansat i sikkerhedstjenesten eller virksomheder, der udførte opgaver for amerikanske myndigheder. Men så blev han klar over, at der var noget i vejen, og at offentligheden var bedre tjent med, at den fik kendskab til de metoder, som sikkerhedstjenesterne gør brug af, og så lækkede han oplysninger – ikke direkte til offentligheden, men til journalister, understreger han.

Dermed iscenesætter han sig selv som Deep Throat, den anonyme kilde, der hjalp Bob Woodward og Carl Bernstein til at afsløre Watergateskandalen. Pointen er, at han lod sig indrullere af alle de rigtige årsager og afmønstrede af alle de rigtige årsager – siger han. Det ligner en bekvem undskyldning, for hvilken almindelig oplyst avislæser har nogensinde tvivlet på, at sikkerhedstjenester arbejder på kanten af loven?

Snowdens far var ansat i den amerikanske kystbevogtning som tekniker og introducerede sin søn til computerteknologi på en Commodore 64. Det har så i givet fald været på denne ur-hjemmecomputers sidste dage på markedet i begyndelsen af 1990’erne.

Vi hører om, hvordan han tidligt kom ind i et onlinemiljø af nysgerrige fribyttere. Han hackede sig ind på det amerikanske atomforsøgscenter i Los Alamos, naturligvis blot drevet af sin nysgerrighed og ønsket om at gøre myndighederne opmærksomme på svaghederne i systemet. Siger han nu. Den 11. september 2001 var for Snowden den afgørende begivenhed. Den vakte ham selv til at ville tjene sit land, men samtidig, mener han, var det også den begivenhed, der var årsag til korrumperingen af efterretningsvæsenet. Og igen må man spørge: Hvor naiv har man som ansat i efterretningsvæsenet lov til at være?

Bogen er som antydet godt skruet sammen. Beretningen om, hvordan han hentede dokumenterne og smuglede dem og sig selv ud af landet, er elementært spændende. For den teknisk kyndige, hvilket udelukker denne anmelder, er der antagelig en hel del at hente. Snowden fortæller meget om, hvordan efterretningsvæsenets infrastruktur fungerer, og det tjener antagelig ikke til at formilde hans tidligere arbejdsgivere.

Flugten endte som bekendt, da Snowden forsøgte at komme videre fra Hongkong til Ecuador. Under selve flyrejsen dertil blev hans pas inddraget af de amerikanske myndigheder, og han strandede under en mellemlanding i Moskva. Det var ikke nødvendigvis det smarteste træk af Washington. De forærede i realiteten et aktiv til Moskva. Fra lufthavnen i Moskva søgte Snowden forgæves om politisk asyl i 27 lande. ”I sidste ende viste det eneste statsoverhoved med sympati for min sag sig at være Burger King, der aldrig nægtede mig en Whopper (uden løg og tomat, tak).”

Det helt centrale kapitel i bogen handler om, hvordan Snowden blev den, der blæste i advarselsfløjten. Igen trækker han flittigt på den amerikanske historie, idet han nærmest bogstaveligt med forfatningen i hånden betragter sig selv som arvtager til dem, der gjorde oprør mod den britiske kolonimagt og skabte Amerikas Forenede Stater. I sin selvforståelse inkarnerer han et konstitutionelt princip.

I en af de mere bemærkelsesværdige passager i bogen beskriver Snowden, hvordan CTO (chief technological officer) i CIA Gus Hunt i marts 2013 ved et offentligt foredrag sagde: ”Vi er meget tæt på at kunne computerbehandle alle menneskeskabte informationer.” Det vil sige, at CIA, selv kort tid før Snowdens desertering, offentligt bekræftede både evnen og viljen til at gøre, hvad Snowden hævdede at afsløre.

Det sætter naturligvis Snowdens beretning i perspektiv. Han fremhæver selv, at foredraget findes på Youtube, men i sin omtale af det bagatelliserer han det også på en underlig sideværts facon. Videoen har da heller ikke i skrivende stund mere end godt 1000 visninger.

Spørgsmålet er, hvorfor Snowden var parat til at ofre job, kæreste og personlig sikkerhed for at afsløre disse hemmeligheder, der for så vidt allerede var afsløret. En mulig forklaring er selvfølgelig den, han selv giver, nemlig at han gjorde det for retfærdighedens skyld, og han blev vakt for sagen, efterhånden som han blev fortrolig med sikkerhedstjenesternes metoder. En anden forklaring er, at han er mere opportunist end idealist, og at han griber mulighederne, når de viser sig, og måske ikke er så meget af en strateg, som han gerne vil give indtryk af. I hvert fald tyder hans flugt ikke på, at han kan tænke særlig mange træk forud i det skakspil, han deltager i. Ellers ville han nok være taget til Ecuador til at begynde med. Mistanken nu, da han fortsat befinder sig i Rusland på de russiske myndigheders nåde, er naturligvis, at han er blevet russisk agent. Selv hævder han, at han intet har givet russerne. En tredje mulighed er, at Snowden er politisk aktør, dels drevet af indre overbevisning, dels styret af omstændighederne. Det kan ikke udelukkes, at hans motiver for at gå ind i efterretningsarbejdet fra begyndelsen var nogle andre end entusiasme for fædrelandet. Han er noget ulden i mælet, når det handler om at redegøre for, hvad han faktisk mente om samfundsspørgsmål i sin ungdom, og forbindelsen til aktivisten Julian Assange, der indtil tidligere i år levede i asyl på Ecuadors ambassade i London, får også lov til at stå lidt uoplyst hen.

Dertil kommer, at Snowden også flere steder gør Big Tech til en del af sit fjendebillede, selvom hverken Facebook eller Google umiddelbart har noget med sagen at gøre. Under alle omstændigheder har Snowden skabt sig en platform, der gør, at der bliver lyttet til ham. Den mulighed bruger han til at levere nogle budskaber. Det gør han som nævnt meget bevidst.

Uanset om man er modtagelig for disse budskaber, venter der en læseoplevelse i Jakob Levinsens idérige og levende fordanskning. Snowden er en krukke, men den har øren og er bestemt ikke uden indhold. Men det kræver altså en kritisk distance.